Solo Leveling: Dæmongrotten
Hvad sker der, når man pludselig træder ind i en mystisk grotte med dødbringende statuer og en stentavle med tre bud, der afsluttes med sætningen: ”De, som ikke følger de tre bud, vil få Guds vrede at mærke”?
Vi befinder os i en verden med portaler, der pludselig åbner sig rundt omkring på jorden og giver adgang til mystiske grotter fyldt med værdifulde krystaller og andre kostbarheder. En verden med jægere, som er udvalgte mennesker med magiske kræfter, der kæmper mod monstre og dæmoner i jagten på rigdom. Solo Leveling 1: Dæmongrotten er fyldt med vanvittige kampe, vilde og cool våben, eksotiske grotter, kæmpe uhyggelige insekter, frygtindgydende dæmoner og alle mulige farlige monstre, en smuk helbreder og en patetisk svag jæger, der pludselig får en essentiel rolle i sit teams overlevelse, da alle kæmper for at undgå at blive slagtet af dødbringende ”levende” statuer i en mystisk grotte: Dæmongrotten.
Solo Leveling 1: Dæmongrotten er en manhwa baseret på den koreanske webtoon af samme navn (나 혼자만 레벨업, Na Honjaman Lebel-eob). Den kunne første gang læses på Kakaos platform KakaoPage den 4. marts 2018 og blev afsluttet med afsnit 179 i december 2021. Det var tegneren DUBU aka Jang Sung-Rak, der med assistance af Gi Si-Ryeong adapterede Solo Leveling fra webromanen skrevet af Chugong (første gang udkommet den 25. juli 2016 og nu samlet i 14 bind). De 179 webtoon-afsnit er nu blevet samlet og bliver her i Danmark udgivet af Cobolt. De er planlagt til at udkomme med et nyt bind hver tredje måned.
Isekai er en subgenre af fantasy og sci-fy, hvor scenen skifter fra vores verden til, at man enten rejser eller bliver tilkaldt eller også dør i vores verden og så bliver reinkarneret i en anden. Ofte bliver hovedpersonen genfødt i en anden krop eller form og fra at være en total ”taber” i vores verden oplever vedkommende ofte gennem diverse prøvelser og kampe at blive en mega succes. Isekai er en udbredt og yderst populær genre inden for anime, manga, computerspil, rollespil, litteratur og ikke mindst webtoons i Asien. Faktisk er genren så populær, at det store japanske forlag Kadokawa i 2021 arrangede et ”Isekai Museum” i deres eget museum Kadokawa Culture Museum.
Ti år før Solo Leveling tager sin begyndelse, åbnede en række såkaldte portaler rundt omkring på jorden, og samtidig fik udvalgte mennesker mystiske kræfter og blev kaldt jægere. Som tiden gik, organiserede jægerne sig i forskellige lav og begyndte at gå ind i portalerne til grotterne, hvor de hurtigt fandt ud af, at de ikke kunne forlade dem, før de havde dræbt grottens regerende konge. Først derefter kunne de indsamle diverse skatte uden at blive overfaldet af frygtindgydende monstre.
Her i Solo Leveling 1: Dæmongrotten følger vi den 21-årige jæger Sung Jinwoo, der hader sit job som jæger, men han har intet andet valg, da han skal betale for sin syge mors medicin og hospitalsudgifter samt forsørge sin yngre søster. Sung Jinwoo er kendt som den svageste jæger af alle og har den laveste rang, der findes, nemlig E-rang. Det hele ændrer sig en dag, hvor han træder ind i en mystik grotte …
I en webtoon løber tegningerne normalt i en lang lodret stribe, en “scroll”, mens en koreansk manhwa er betegnelsen på en tegneserie på print som eksempelvis Solo Leveling. Derfor skal layoutet fra en webtoon selvfølgelig tilpasses til en side, når den skal udgives på print. Det er her lykkedes overraskende godt, hvor baggrunden på siderne er sorte, når jægerne træder ind i Dæmongrotten, og hvide alle andre steder.
Generelt er tegninger af figurerne ikke specielt gode og ofte er personernes ansigtsudtryk lidt for overdrevne, men bygningerne, grotten og monstre er gengivet yderst detaljerede, og det samlede layout fremstår derfor overbevisende. Selve plottet er både overraskende og yderst spændende, en klassisk page-turner.
Derfor kan jeg varmt anbefale Solo Leveling 1: Dæmongrotten. For selvom den kan læse på nettet mod betaling som webtoon (kun de første fem episoder er gratis), så er læseoplevelsen med en fysisk manhwa i hænderne på mange måder bedre, fordi man kan bladre og blive overrasket på en hel anden måde ved at vende en fysisk side end blot ved at scrolle på sin mobil eller tablet. Desuden er Cobolts udgivelse en fryd for øjet med glossy papir, hvor de kraftige farver og flotte helsiders tegninger kommer til sin ret. Bogen har et lækkert omslag og er trykt i et mindre format a la A5 (15 x 21 cm) end et europæisk album, hvilket gør det let at have med sig på farten. Solo Leveling 1: Dæmongrotten er alle pengene værd.