Anmeldelse
Nicolai Hvidberg Jørgensens Holger er et fint bud på historieformidling for de yngste med afsæt i forbilledet fra Peter Madsen og Valhalla.
I forordet til Holger fortæller Nicolai Hvidberg Jørgensen om tegneseriens tilblivelse, der strækker sig helt tilbage til hans barndom og et skelsættende møde med Valhalla-tegneren Peter Madsen. Nu har han støvet en kopi af sit 13-årige jegs tegninger af, og ud fra disse færdiggjort albummet. Eller som han selv formulerer det: ”En fortælling fortalt af et barn, der gør sit bedste for at imponere sit forbillede i billeder og ord”.
Tegneserien lægger kort ud med den kendte statue under Kronborg og begiver sig så ellers tilbage i tiden. Jørgensen har sat sig for at genfortælle sagnene om Holger Danske ud fra tesen om, at en humoristisk indgangsvinkel nok lettere kan få det historiske til at glide ned.
Den unge Holger kommer til Frankerriget, da Kong Gørtrik ikke kan betale sin gæld til Karl den Store. Her oplæres han i den kristne tro og viser sit værd i kamp mod saracenerne. Dermed bliver han en populær og skattet person, der ender med at slå sig til ro med kone og barn i det franske. Det lyder jo alt sammen så idyllisk, at der jo er nødt til at ske noget mere dramatisk på et tidspunkt. Det er da også tilfældet, da Karl den Stores søn er jaloux på Holger og leder efter sit snit til at stikke en kæp i hjulet på ham. Hvordan det hele ender, må man læse sig til, men det kommer næppe som et chok, at Holger jo ender med at sidde under Kronborg klar til at vågne, hvis Danmark får brug for det.
Det er oplagt at trække paralleller til Peter Madsen og Valhalla, uden at Holger på nogen måde når forbilledet meget længere end til sokkeholderne, det havde nok også været for meget forlangt. Tegningerne og særligt ansigtsmimikken er tydeligt inspireret af Peter Madsen. Ligeledes har Holger noget af den samme løsslupne charme og humor, som kendetegnede særligt de to første bind i Valhallaserien. Der er nemlig plads til at lade skøre påfund trænge sig på i periferien af billederne eller ligefrem lade personer fra det danske tegneseriemiljø optræde i korte glimt i baggrunden. Begge dele noget der også skete i de tidlige Valhallaalbum, før serien blev mere strømlinet og professionel.
Holger præsenteres for Karl den Store, mens et par personer med tilknytning til den danske tegneseriebranche ser på.
Hvis man læser Holger i konteksten fra forordet, så kommer der et formildende skær over nogle af de indvendinger, man oplagt kan have. Det er ikke en dyb nyfortolkning af sagnene, Jørgensen er ude i. Det er lige ud ad landevejen med vægt på Holgers udvikling og intrigerne ved hoffet. Jørgensen er bedst desto mere han arbejde med det sorte som skygge og kontrast i de sort-hvide flader, hvilket også var noget, der kendetegnede hans debut EGO. Omvendt er det mindre ekvilibristisk, når der primært er tale om ”snakkende hoveder” eller i de actionsekvenser, der ikke for alvor kommer ud over rampen. Omvendt er Holger en rigtig fin historisk røverhistorie, der sagtens vil kunne bruges til at fange interessen hos de yngre læsere, der skal introduceres til emnet.
