Anmeldelse
Den tilsyneladende uendelige strøm af tegneserier fra Hermanns hånd vil ingen ende tage. Nylonmandens udskejelser er på godt og ondt Hermann anno de sidste 30 år, med den markante undtagelse at historien af Hans-Michael Kirstein er fuldkommen atypisk.
På overfladen er historien enkel. Fru Rutherford beder på dødslejet sin datter finde den far, der forlod familien for 24 år siden. Eneste spor: farens nylongyldne hår. Belønningen: arven efter moren, og ellers får hun intet. Derfor allierer datteren Anemone sig med en efterforsker, og så er intet ellers som forventet.
Kirsteins historie skejer lige så meget ud som nylonmanden i titlen. Firmaet Pro Genetics, hvor faren måske befinder sig, producerer piller mod stress. De har dog også nogle mere kreative produkter i støbeskeen, såsom foryngelsessalve og multikloning af mennesker. Som en af skurkene proklamerer, så skal virksomheden være hjernen bag en ny genetisk-politisk tidsalder. I det spil står en kvindelig borgmester i vejen. Og op til flere andre personer blander sig længere- eller kortvarigt i den handling, der nærmest virker til at være opfundet på speed. Det hele udspiller sig i en fremtid, der ligesom Hermanns Jeremiah til forveksling ofte ligner nutiden i en lettere opdateret udgave.
Hermann på godt og ondt
Der ér som beskrevet ovenfor en basal historie, men der er bare meget andet i den syrede cocktail, der er blevet til Nylonmandens udskejelser. Derfor er der da også blevet plads til for eksempel en sumobryder med BH samt en tilbagevendende inuit, som fortælleren selv forundres over gentagne gange afbryder historien. Ligesom det teknologiske ikke tages alt for seriøst, når Nylonmanden som et vigtigt led i sin forskning puster et æsel i røven med et glasrør! Tegneserien er samlet set lidt svær helt at få styr på. Lidt svær at holde af. Men samtidig rusker den godt op i forhold til mange af Hermanns virkeligt sløje og ekstremt forudsigelige historier, og han har tydeligvis moret sig med at tegne albummet.
Hermann benytter en mere klar streg og farvelægning, end han ellers sædvanligvis har gjort de sidste godt 20 år. De fleste vil nok foretrække hans tegninger fra 1970’erne og 80’erne, hvor han var én af spændingstegneseriens europæiske konger. Dér er man langt fra tilbage i Nylanmandens udskejelser, men naturligvis kan manden stadig tegne. Det er bare set så meget bedre i hans yngre dage. Særligt ansigter har han nærmest opgivet. Øjne og munde er ofte sjuskede og til tider overdrevent karikerede. Albummet har omkring 10 år på bagen på originalsproget, men udgives nu for første gange på dansk af Tegneseriekompagniet.
Er man Hermann-kompletist, så er der naturligvis ingen vej uden om Nylonmandens udskejelser. Er man kun til Hermann a la Red Kelly og Bernard Prince, så bør man gå i en bue uden om den. Er man på vippen, så får man en dosis spænding, vold og science fiction i en historie, der bestemt ikke ligner noget andet. Det hele tilsat et godt skvæt erotik, eller hvad man nu vil kalde det, med udbrud fra den kvindelige borgmester som ”Åh, min vidunderlige politimand, som uden ophør banker på sprækken i min sarte skal!”. Joh, der bliver bestemt skejet ud.
