Anmeldelse
Mikkel Ørsted Sauzet kaster en dyster og drømmeagtig brændeknude ind i det bål, der er antændt af modstandere af kapitalismens udvikling. Det er nok ordløst, men bestemt ikke holdningsløst.
Den (stort set) ordløse historie i Mikkel Ørsted Sauzets nye grafiske roman, Ild, centreres omkring Gesú-kirken i Bruxelles, og indignationen over at den gik fra at være et fristed for kunstnere, hjemløse og dokumentløse indvandrere til via en bolighaj at blive ombygget til luksushotel.
Allerførst kobles der direkte tilbage til Aske fra 2013 med voodootrommer og et bladforhæng, der mister sine røde farver og i stedet skifter til en meget mørkeblå farvetone hen imod det sorte på gullig og hvid baggrund. Hvor Aske handlede om en slaveplantage på Haiti i 1700-tallet, så rykker Sauzet i Ild blikket mod vores tid.
En hætteklædt person, hvis ansigt man aldrig ser, fører læseren fra voodootrommerne mod drum and bass lyde til et free party i en parkeringskælder. Ved indgangen hænger en plakat med ordene ”Enjoy Apocalypse” og et billede af New Yorks tvillingetårnene i flammer. Så er stemningen ligesom slået an. Derfra glider man ud i Bruxelles, forbi Gesú-kirken og videre til en demonstration foran et højhus, hvori der befinder sig en person, der skal være billedet på ”den onde” kapitalist. Han er samtidig den eneste i historien, der egentlig handler, hvor de andre mere iagttager på deres vej rundt i byen.
Det er næppe et tilfælde, at den gennemgående hætteklædte person i antikapitalistiske Ild er anonym (jf. Anonymous). På samme måde er der ingen tvivl om, hvor sympatien placerer sig.
Synsvinkelskiftene er fint lavet, hvor man meget flydende glider fra den ene person til den næste, som man følger et øjeblik, for derefter at rykke videre i et langt suggestivt drag. Fra den anonyme, over en kvinde i en bil, til manden i højhuset og tilbage igen. Både personer, primært den omtalte anonyme person, men også ting som kirken eller lyde fra musik går som spor igennem historien. På sin vis er den ekstremt hurtigt læst med typisk et til to billeder per side og uden tekst. Omvendt er der et ret stort rum for fortolkning, da den ordløse og springende fortælling efterlader mange tomme pladser, det som læser kræver et vist arbejde selv at udfylde.
Billederne er dejligt mættede med en lidt mindre livlig pen end den, der sprøjtede røde farver rundt på siderne i Aske. Det er mere roligt og køligt fortalt denne gang. I et længere efterskrift fortæller Sauzet om tankerne bag Ild, hvilket absolut højner oplevelsen. For hvis ret skal være ret, så ville det være vanskeligt at få samme oplevelse af værket, hvis det ikke fik nogle forklaringer med på vejen efterfølgende.
Om man er enig i den kritik af kapitalismen, der er drivkraften bag værket – og ligeledes spillede en rolle i Aske – er naturligvis en smagssag. På sin vis sidder man lidt med en følelse af at ”mangle noget”. Måske ganske enkelt fordi det stort set er ligeså uvant med en ordløs tegneserie i 2021, som med en stumfilm. På den anden side hænger både billeder og historie (måske af samme grund) lidt mere fast, end i så mange andre tegneserier.
