Borgtron
Den finske tegneserie Borgtron er grimt og sjusket tegnet. Der er intet plot. Ingen handling. Humoren er vulgær og personerne er så afstumpede, at de er umulige at leve sig ind i. Hvad. Er. Meningen?
Borgtron er allerede udkommet i 20 hæfter hjemme i Finland, og et mindre antal historier er nu udvalgt til udgivelse på dansk af forlaget Fahrenheit. Jeg kan nu godt se motivationen bag, tror jeg. For det som tegneserie-mediet stadig kan – og som film, tv-serier og animationsfilm ikke (nødvendigvis) kan gøre bedre – er det nærværende og personlige udtryk. Tegneserien som et stædigt, excentrisk og smalt udtryk. Lad bare de store Hollywood-produktioner tage sig af den folkelige fortælling, med deres ti geniale manuskriptforfatter, uber-smukke skuespillere og, ikke mindst, en forførende lydside. Tegneserien er for længst skubbet ud på sidelinien, hvor den ikke behøver behage publikum (der er ingen penge i skidtet alligevel). Derfor giver det mening at lave undergrunds-agtige tegneserier, her i 2010’erne, 50 år efter undergrunds-genren og den tilhørende ”grimme” tegnestil så dagens lys.
Og sagt for helt egen regning – denne tolkning af tegneserie-mediets position er vigtig for tegneseriens eksistensberettigelse, synes jeg. Jeg kan i hvert fald i stadigt mindre grad se meningen med de mange tegneserieudgivelser, som på alle måder er langt mere avancerede end for ekempel Borgtron, men som til gengæld læner sig for kraftigt op ad et filmisk udtryk. Så vil jeg da meget hellere se filmen? Som Jean-Claude Mézières, tegneren bag science fiction-serien Linda og Valentin med befriende ærlighed udtalte i et interview her på Nummer 9: ”jeg vidste, at vi ikke kunne konkurrere med Star Wars” – og det var tilbage i 1970’erne, midt i tegneseriens guldalder. Tegneserien er i højere grad end nogensinde før blevet et niche-medie og det betyder, at den skal dyrke sine egne styrker for ikke at dø i skyggen af filmen.
Nåh, Borgtron er som nævnt grimt tegnet, men det hænger fint sammen alligevel, med et godt flow. Der er meget lidt tekst, og der er sjovt nok flere sekvenser, hvor umiddelbart ret ligegyldige hændelser og handlinger beskrives over flere billeder. Det er et af de gode greb, som gør, at man som læser bliver bragt ud af balance. Det er simpelthen en postgang for absurd, og det er sjovere end de planlagte humoristiske pointer. Jokesne er til gengæld så dårlige, at man som læser overvejer om det er en selv, der er til grin. Og det misforhold giver et point.
Men først og fremmest så er det nærværende. Det er virkeligt. Dette er en “tegne-serie”. Det er nogle tegninger lavet af en person, som herefter bliver set af en anden person. Det er ikke endnu et forsøg på at lave et storyboard til en film, som du selv skabe inde i dit hoved, ved brug af den fælles referenceramme, som du har med skaberen, som har set de samme fire tusinde film som dig. Nej, dette er en fortælling, som sker direkte nede på papiret. Borgtron er ægte, og det giver også et point.
Desværre lever Bogtron ikke helt op til mine forventninger. Man behøver selvfølgelig ikke kunne det hele. Man behøver ikke at kunne tegne grimt, på en så genial måde som Robert Crumb, og man behøver ikke være så præcis i sit sort-syn som Simon Hanselmann. Mindre kan gøre det indenfor undergrunds-genren. Jeg savner alligevel noget mere tyngde og eventuelt noget bidende samfundskritik, eller noget person-psykologi. I følge forlaget, så viser Borgtron os et glimt af den finske folkesjæl – det glimt fangede jeg ikke under læsningen. I sidste ende så er Borgtron ikke andet end en række ret absurde/vulgære/platte jokes, og tegneserien er derfor provokerende, fordi den er så (overlagt) dum. Det projekt lykkedes den med. Men nu lever vi jo pt. i ret fordummede tider, så det giver jeg ikke point for.
