Lillepigen fra Lolland
Illustrator Line Malling Schmidt sætter billeder på sin bedstemors barndomsminder i Lillepigen fra Lolland.
Hukommelsen er en humørsyg fætter. På gode dage serverer den solskinsmættede sommerdage med vandkamp i baghaven. Andre gange husker den kun regnvejr, tungsind og hårde ord. Sådan fungerer min hukommelse i hvert fald.
Anderledes med Kate Malling Andersen: hendes hukommelse spiller altid i dur.
Kate er hovedpersonen i Lillepigen fra Lolland, tegnet og fortalt af hendes barnebarn, illustrator Line Malling Schmidt. Sammen leverer de blyantstegnede erindringsglimt fra en simplere tid, hvor der skulle mere end en lille verdenskrig til at slå skår i glæden.
Tegneserien tager sin begyndelse i 1926, hvor Kate bliver født.
Derfra er nedslagene sporadiske, men altid lunt humoristiske. Ofte er der barske emner på programmet, som da Kates farmor fortæller om den store stormflod i 1872. Små hundrede mennesker døde, men farmoren husker især en kat, to grise og tre høns, der sejlede forbi hendes vindue på døre og tønder.
Alvoren ligger der som subtekst, men den bliver sjældent tekst.
På et tidspunkt finder Kates storebror Niels en dreng, der kun har brødre og gerne vil vide, hvordan en rigtig pige ser ud. “Han gir os 2 øre, hvis du gider trække bukserne ned,” forklarer Niels. Så det gør Kate, tryg og tillidsfuld. Seancen bliver først afbrudt, da Niels råber: “Der kommer nogen!”
“Hvem kom?” spørger lille Kate bagefter. “Ikke nogen, din dumme tøs”, svarer hendes bror, “men han havde da set nok for de dumme 2 øre!”
Kate går grinende derfra, men Niels er skamfuld og har lært sin lektie. Sådan slutter alle anekdoter i Lillepigen fra Lolland, uanset emnet: Retfærdigheden sker fyldest. Alle er gode nok på bunden. Og uanset hvad skal der mere end lidt udnyttelse og modgang til at slå Kate af pinden.
Det kan lyde som hvidvask, trivialisering. Sådan føles det bare ikke.
Malling Schmidts tolkning af hendes farmors minder opleves som trofast og kongenial snarere end blåøjet. Den mundrette tekst daterer diskret fortællingen med gloser som “hitte” og “skrækkelig”, og de naivistiske blyantstegninger oser af kærlighed og en dybfølt, sepiatonet nostalgi.
Nostalgi efter roeferier, manufakturforretninger og feriebørn fra København.
Efter en tryghed og harmoni, der kun findes i hukommelsen, og kun på de gode dage. Kate Malling Andersens lykkelige Lolland har næppe nogensinde fandtes, som hun husker det. Men i den tid, det tager at læse tegneserien, får vi andel i hendes lyse sind og glade minder.
Det varmer.
