Anmeldelse
Svenske Sara B. Elfgren og Karl Johnsson tager fat i den nordiske mytologi på ny, forfriskende måde ved at udnytte en fortæller, der befinder sig på grænsen mellem asernes og jætternes verden.
Ude på havet fisker et vikingeskib en halvdød kvinde op af vandet. Skibet er på vej til Jotunheim, hvor prins Eidyr vil dræbe en jætte for at vinde ære og magt, men besætningen er opgivende efter længere tids forgæves flakken rundt på havet. Da kvinden kommer til live og slår øjnene op, går det op for besætningen, at hun ikke er et menneske. Hvor prins Eidyr ser den mystiske Vei som deres adgangsbillet til Jotunheim, ser besætningen hende som et ondt varsel, der skal udryddes, før de kan vende hjem til Midgård.
Traditionelt har fortællinger om nordisk mytologi fokuseret på Asgård, hvor aserne holder til. Elfgren og Johnsson vælger en anden vej. Vei, prins Eidyr og dennes tjener Dal kommer helskindede til Jotunheim (Udgård), hvor det trækker op til sammenstød mellem jætter og aser. Her viser det sig, at Vei er blandt de tretten udvalgte, der skal kæmpe for jætterne mod asernes udvalgte i meistarileikir, en kamp om retten til at herske over Midgård.
Vei spiller lidt af den samme rolle, som Tjalfe og Røskva gør i mere traditionelle fortællinger om nordisk mytologi, med Henning Kure og Peter Madsens (m.fl.) Valhalla som det mest oplagte eksempel. Hun er outsideren, som læseren kan identificere sig med, når hun bevæger sig rundt i en verden af kæmpestore jætter og aser. Forskellen er at Vei har både jætteblod og menneskeblod i sine årer, så hun på sin vis har et ben i hver lejr.
I denne første bog (ud af to) er hun dog ubetinget på jætternes side, da meistarileikir går i gang, og jætternes udvalgte skal bekæmpes. Da aserne ankommer til Jotunheim, kigger Vei frygtsomt mod de store skikkelser på Bifrost og tænker på ”deres grusomhed og deres magi”. For aserne er jo ikke (altid) de hyggelige og sympatiske skikkelser, de nogle gange er blevet gjort til, når blikket på denne måde er vendt om, så de betragtes udefra. Aserne ankommer sammenbidte og klar til med ethvert beskidt kneb at genvinde magten over Midgård. Pludselige er de nordiske guder ikke længere ubetinget de gode.
Der er ikke tale om godmodige hyggekonkurrencer, om hvem der kan løbe hurtigst eller spise mest, her gælder det liv og død uden muligheden for at bede om nåde. Aftenen før Veis første kamp dukker der dog en listig person op, der ligesom Vei har en rod i begge lejre, Loke. Spørgsmålet er, om Vei kan stole på de råd, hun får fra ham? Og spørgsmålet er, om vi som læsere helt ved, hvor vi har Vei henne? Eftersom Vei er hovedpersonen, har vi jo en forventning om, at hun kommer til at klare sig levende igennem det udskillelsesløb, som meistarileikir er. Men så vil jætterne jo på den anden side få magten over menneskene i Midgård, og sådan går det vel trods alt ikke? Mon ikke Loke kommer til at få en afgørende finger med i spillet, da han jo nok har nogle bagtanker med at blande sig, som han jo ofte viser sig at have?
Elfgren og Johnsson har fundet en ny vej ind til den nordiske mytologi, så det gamle stof aktualiseres på ny. Det er måske heller ikke helt tilfældigt, at der er valgt en kvindelig hovedperson i den handlekraftige Vei, ligesom Loke … lad os bare sige, at der nok venter de fleste læsere en overraskelse der!
Johnssons tegninger og farvelægning er tilsvarende moderne og dynamisk i et format midt imellem en ”gammeldags” tegneserie og en moderne graphic novel. Han har en realistiske streg, hvis man ellers kan tale om det ift. tegninger af jætter og aser, måske med en forkærlighed for lidt for store, klare dukkeagtige øjne. Sideopbygningen er ekstremt dynamisk, hvor de hvide mellemrum mellem billederne mere er undtagelsen end reglen. I stedet lapper billederne på skift ind over hinanden, varieres i formen, fylder baggrunden på en hel side ud og bidrager til det samme letløbende flow, som fortællingen gør.
Det bliver på intet tidspunkt kedeligt, heller ikke når tempoet undtagelsesvist sættes ned, så den nordiske mytologis skabelsesberetning på fem sider ridses op, i en helt anden tegnestil end den øvrige.
Vei – bog 1 er toptunet nordisk mytologi anno 2020.
Del på
