Hvad vil det sige at samle på tegneserier, og hvilke udfordringer har man som samler? Supersnak har sat tankerne i gang hos Academaniac, som her kommer med sin livshistorie som tegneseriesamler.
Lidt forsinket sad jeg forleden og lyttede til den altid fremragende podcast Supersnak, om at være eller ikke være samler. Et emne, der selvsagt står mange tegneserieelskere nært – og som bestemt også er interessant for mig, både som privatperson og som tegneserieforsker.
D’Herrer Marvel-Morten og Kim Helt diskuterede, hvad det vil sige at samle, hvor forskelligt det kan gøres og hvordan det ikke er det samme som i gamle dage. I hvilken grad køber man for at læse og i hvilken grad køber man for at samle? Er der forskel på at være samler og så kompletist? Og så gjorde de noget ret fedt; de inviterede lytterne til at beskrive deres måde at være samler på. Her kommer min version:
Mit liv som samler
Jeg har elsket at læse tegneserier i mange år, men jeg har lige så længe elsket tegneserier som fysiske genstande, som samleobjekter. Lige så ofte som jeg har siddet i min sofa og læst en god tegneserie, ja lige så ofte har jeg siddet og fyldt imaginære eller virtuelle indkøbskurve, lavet lister og browset forlagsnyheder. En af ’fordelene’ ved at være samler som ung studerende er, at man bliver virkelig god til at vide, hvad der findes derude i verdenen som man gerne ville eje (men på ingen måde har råd til).
Jeg har virkelig været god til at vide hvad der foregår i et felt, hvad der kommer af udgivelser, hvad folk taler om…og hvad de koster hvis man køber dem dér i forhold til dér. Det har til gengæld betydet, at jeg er endt med at få udvisket forskellen mellem min egen ’smag’ og så en eller anden form for ’den gode smag’.
Mit professionelle virke har også betydet at jeg har en del tegneserier der har spøjse formater og størrelser. Her er hylden nærmest en udstilling.
Jeg er vokset op med europæiske albums og Anders And, men som så mange andre havde jeg brug for en genstarter – cirka omkring gymnasietiden – og det kom så i form af Scott McClouds bog om tegneseriemediet, samt naturligvis, åh ja, Maus. Jeg tænker, at man som ung simpelthen har brug for den slags udefrakommende anerkendelse som følger med dét at læse “nye” og ”mere voksne” tegneserier. Jeg var ikke den værste, og jeg kunne eksempelvis godt indrømme at jeg elskede Shubidua selvom de andre rynkede på næsten, men det ville altså være løgn at påstå, at jeg havde styr på min egen integritet og mit selvværd da jeg gik i gymnasiet (det er der sgudda ingen, der har).
Hjemmebiblioteket
I mange år tænkte jeg min samling som et slags bibliotek. Og det rammer mig stadig til tider. I stedet for at eje de tegneserier der betyder meget for mig, så har jeg helt klart haft tendens til at ville eje… lidt af det hele. I takt med at jeg så faktisk erhvervede mig viden om, hvad der findes ude i verdenen, kunne jeg konstatere, at der (heldigvis) er flere tegneserier i verdenen end man kan rumme i ét hjemmebibliotek.
Jeg troede at jeg kunne tage mig god tid med at samle de nye udgaver af Tintin, men nu er de efterhånden dyre at skaffe, og vi mangler stadig otte bind!
Jeg er ved at have lært, at der altid vil være tegneserier som jeg ikke har læst. Også gode tegneserier. Også vigtige tegneserier. Så jeg øver mig hele tiden i at skille det ad. Den lille student inden i mig, der siger: ”alle de her bøger er mesterværker og prisvindere og klassikere, så de skal naturligvis have plads på din reol” og så den mere fornuftige mand, der siger ”hold nu fokus, og køb først de tegneserier som du ægte drømmer om at eje og/eller læse”.
Forsiden til den amerikanske udgave af Max Baitingers tegneserie Röhner
For jeg vil rigtig gerne eje alle Tintin-albums, og i øvrigt kun hvis de er samme udgave (hvilken udgave er mindre vigtigt), men omvendt kan de nemt lånes på biblioteket. Det kan den nyeste engelske oversættelse af Max Baitingers Röhner fra det amerikanske forlag 2dCloud ikke, og der vil sandsynligvis knap nok være andre i Danmark, der ejer den.
Men skal man så smide 500 kroner (det er dyrt i fragt) efter en enkel bog man ellers aldrig får læst, eller skal man udfylde 2-3 huller i samlingen med værker man knap nok vil åbne når man får dem hjem? For jeg har ikke råd til begge dele (jeg har sådan set knap nok råd til den ene af dem).
Skattejagt og postafgifter
Nogle gange kommer jeg så til det alligevel. Rigtig gamle, velholdte førsteudgaver kan være præmien i en vild skattejagt for en samler, men det samme gælder også nyere udgivelser som er for snævre til at komme i mere end ét oplag. Så kan de pludselig være virkelig svære at få fat bare få år efter udgivelsen. Et eksempel er et af værkerne fra ovenstående udstillingshylde i mit hjem – Frank Santoros Storeyville.
Frank Santoros Storeyville i al sin pragt og storhed.
Den oprindelige udgivelse fra 1995 er meget sjælden og trykt på avispapir, så den er samtidig svær at holde i god stand. Den blev genudgivet i fin hardcover i 2007 på forlaget Picturebox, men selvom det altså bare var genudgivelsen, jeg for nogle år siden var ude efter, så var det en stor nok udfordring. Forlaget afgik ved døden i 2013, og oplaget var aldrig gigantisk – og fortrinsvis solgt i USA. Jeg fandt til sidst bogen, men pga. rejsen, afgifter og ikke mindst tegneseriens størrelse og vægt, ja så endte det med at blive min absolut dyreste tegneserie – og den har stadig rekorden.
Alle samlere har mindst én historie om en særligt udfordrende jagt med en særligt lykkelig eller ulykkelig slutning – hvad er din historie?
I næste afsnit af denne her mini-blog-serie om samlerens udfordringer vil jeg se nærmere på de værker der står øverst på min ønskeseddel og på hvilken måde de passer ind i min måde at samle tegneserier på. Vi ses!
Del på
