Anmeldelse
Ivalu af Morten Dürr og Lars Hornemann gemmer på en dyster fortælling, som igennem de smukkeste billeder illustrerer en velkendt historie fra et anderledes perspektiv. Den forudsigelige fortælling bliver sammen med de farvestærke billeder dens styrke, og giver tid til fordybelse i fortællingen frem for kapløb mod bogens slutning.
Ivalu er den anden bog i samarbejdet mellem Morten Dürr og Lars Hornemann, og ligesom den første, tager bogen fat i virkelighedens skyggeside i et forsøg på at skildre det, vi oftest ikke vil konfronteres med.
Man kan næsten mærke stilheden i hovedet, som kun få gange afbrydes af hundegjald og ravnens skratten i vinden, imens vi vandrer gennem bogen i selskab med Pipaluk
Mødet med virkeligheden i de små fortællinger er ikke for sarte sjæle. Hornemann og Dürr udsætter læseren for den historie, vi alle kender fra nyhederne, men i stedet for den objektive fortælling med tal og grafer, går de to tæt på virkeligheden igennem fortællinger fra barnets sårbare synsvinkel. Det giver læseren en følelse af nærvær, som man ikke finder i nyhedsmediet. Det fiktive bliver pludseligt mere virkeligt en virkelighedens nyheder.
Gemt og afsløret
Teksten af Morten Dürr leverer nærheden igennem de tanker, som vores fortæller Pipaluk går rundt med. Teksten er minimalistisk og nærmest distanceret fra læseren, som kun får korte sætninger at forholde sig til på hver side. De korte afbrudte sætninger og den gennemgående stilhed i bogen fortæller mere end ordene i sig selv, og giver plads til Lars Hornemanns simple og farverige stil, som modsat teksten ikke gemmer væk, men i stedet viser frem og giver historien fylde.
Tilsammen giver teksten og billederne en følelse af, at Pipaluk gemmer på noget, som billederne vil afsløre i løbet af historien.
Som i slowmotion
De langsomme billeder af den storslåede grønlandske natur gør, at siderne langsomt vendes, for at sikre, at man får hver farverig detalje med.
Stemningen i bogen bliver allerede lagt fra starten. De langsomme billeder af den storslåede grønlandske natur gør, at siderne langsomt vendes, for at sikre, at man får hver farverig detalje med. Denne dvælen ved de simple og farvestærke motiver giver læseren en ro og stilhed, som kun sjældent bliver brudt af tekstens fremdrift. Man kan næsten mærke stilheden i hovedet, som kun få gange afbrydes af hundegjald og ravnens skratten i vinden, imens vi vandrer gennem bogen i selskab med Pipaluk.
En velkendt historie
Uden at afsløre for meget, er der på intet tidspunkt tvivl om, hvor historien er på vej hen. Hvis man kender Hornemann og Dürrs ide med serien som Zenobia startede, ved vi, hvor historien bærer hen af.
Bogen er henvendt til større børn, som måske ikke endnu, kender til de problemer verden har, på samme måde som voksne læsere ville gøre. Det giver muligheden for, at den voksne kan tage barnet i hånden igennem bogen, og tager snakken om de svære ting verden også består af.
Men også for den voksne læser er det ikke et problem, at vi kender slutningen. Det giver tid til at dvæle ved hver enkel side i den meget smukke udgivelse.
Den svære to’er … jeg glæder mig til den tredje!
Historien om Pipaluk og hendes søster Ivalu er en hjerteskærende fortælling om virkelighedens verden for udsatte børn på hele kloden. Den giver indblik i et emne, på en måde som ingen nyhedsdækning ville kunne gøre efter. Selvom bogen er for store børn, giver den stof til eftertanke for enhver læser, for fortællingen er universel, og noget som enhver kan og bør forholde sig til!
Historien om Pipaluk og hendes søster Ivalu er en hjerteskærende fortælling om virkelighedens verden for udsatte børn i hele verden.
