Nofret: Tutankhamon
Sussi Bech tænder med Tutankhamon lunten på afslutningen af sin serie om Nofrets oplevelser i oldtidens Egypten. Det bliver ikke et fortjent festfyrværkeri som finale, men lykkeligvis heller ikke en fuser.
Tutankhamon er på mange måder en tilbagevenden til rødderne efter en afstikker i Nofret 12, Nilens fange, som den handlingsmæssigt ligger i forlængelse af. Personligt fandt jeg, at Sussi Bechs eksperimenter med både fortælle- og tegnestil i Nilens fange var ganske forfriskende og vellykkede, modsat min Nummer9-kollega. Alligevel er det vel på sin vis logisk, at der nu bindes en sløjfe ved at vende blikket mod udgangspunktet, nemlig den mere karikerede tegnestil og humoren som en central medspiller.
Der er dømt magtkampe i Egypten i Nofret 13, afrundingen på en – i dansk tegneseriehistorie – klassisk serie. Farao Akhnaton, dronning Nefertiti og general Eje har belejret Memphis i forsøget på at få præsterne til at afskrive de gamle guder og i stedet nøjes med den nye, Aton. Det udvikler sig dog samtidig til en intern magtkamp de tre imellem, så Akhnaton må sende tronarvingen Tutankhamon på flugt med hans tante Nofret som barnepige. Nofret er som figur en spøjs blanding af handlekraftig heltinde, en klodset elefant i en glasbutik og kastebold for skæbnen. Disse tre roller udfylder hun også i Tutankhamon.
Kede sig gør man bestemt ikke under læsningen, dertil er tempoet ganske enkelt for højt hele vejen igennem. Der er mange intriger, der skal klappes af på relativt kort tid, selv om der er 72 sider at gøre godt med. Tempoet er også lidt for højt til tider, der skal simpelthen ske noget konstant. På side 29-30 undslipper Nofret og Tutankhamon fra belejrernes lejr, før Nefertiti og Ejes folk får fat i dem. På side 31 er de på vej mod Nilen og må undslippe forfølgere ved at dreje ind i en sump, hvor deres vogn vælter. På side 32 angribes de af en krokodille, som de også undslipper. Det er lige før, det ikke bare er en tilbagevenden til Nofrets rødder, men også den fransk/belgiske tradition for ophobning af actionsekvenser, så læseren åndeløst skal bladre videre, videre, videre.
Således går det over stok og sten. Det hele tilføjet noget af den lune falden-på-halen humor, der også var typisk for de tidlige album i serien. Den kommer primært til udtryk i spillet imellem Nofret og Tutankhamon. En mørk nat, da de flygter ned ad en trappe, vender Tutankhamon sig om mod Nofret med ordene: ”Shh! Kokken sover lige ved siden af!”. På næste billede tramper Nofret igennem en kurv og sammen tager de resten af trappen i flyvende og højst larmende stil. Måske ikke ligefrem sofistikeret eksekveret humor, tværtimod har den ofte aner så langt tilbage som bananskrællen.
Det har nu en vis charme, særligt hvis man har fulgt serien fra dens start i 1980’erne. Siden dengang har Sussi Bech taget computeren i brug, når hun tegner, hvilket jeg personligt ikke er helt vild med. Det virker måske nok mere professionelt ved første øjekast, men desværre også mindre levende. Særligt farvelægningen er mere flad og død i forhold til det, jeg i dette tilfælde opfatter som ”de gode gamle dage”. Nattesekvenserne fungerer væsentligt bedre, det er bare ikke en synderligt stor del af albummet. I dagtimerne er særligt skyggeeffekterne i ansigterne konstant anmassende og voldsomt dominerende. Heldigvis holder Bech stadig fanen højt, når det kommer til at tegne bygninger, klædedragter og udsmykninger, der er bare lidt langt imellem hun giver den for fulde gardiner med detaljemættede billeder. Lidt for ofte bliver der klippet en hæl eller et egyptisk fipskæg, så man må nøjes med nogle ret store ensfarvede flader i billedet i stedet. Måske det er en anelse kritisk vurderet, det er bare svært ikke at være en smule skuffet, når der er tale om en af de helt store danske tegneserieskabere.
Da albummet på forhånd er annonceret som Sussi Bechs sidste i serien, forventer man også en form for afslutning, der runder det hele af, hvilket det leverer. Samlet set bærer Tutankhamon lidt præg af, at Bech gerne vil slutte ordentligt af, samtidig med hun ikke virker 100 % engageret længere. Jeg ville elske at skrive, at serien om Nofret slutter med et brag, det gør den bare ikke. Den slutter heldigvis heller ikke med en fuser. Den slutter som en blød mellemvare med en opbygning og en humor, der virker en anelse antikveret. Dermed er det farvel til dronning Nofret, der sendes på pension, imens hendes skaber, forhåbentlig fortsætter i nye spor.
Del på
