Adam O’s tredje album på fire år er en originalt tænkt samling pantomimeserier.
Djævelen går ind på en bar i Istedgade, forklædt som hjemløs. Det lyder som begyndelsen på en morfar-vits, men sådan starter ”Kakofonia”.
Den forhutlede skikkelse bestiller en øl i baren, kommer penge i den overdådigt dekorerede jukebox og sætter sig til rette. Han smider huen, og vi kan se arrene, hvor hans horn har siddet, og de gule pupiller i hans øjne.
Så begynder jukeboxen at spille.
En samling korte, ordløse historier følger, hver med en mere eller mindre folkekær sang som omdrejningspunkt. Sekvenserne former sig ofte som dystre små idédramaer med håndfaste moraler som punchlines.
Første sang fra jukeboxen er ”Den allersidste dans” med Poul Reichardt. Vi ser en mand sidde hensunket over en halvtom flaske Jack Daniels. Pludselig får han øje på en lille skikkelse i kjole og hvidt, som danser med stok og høj hat inde i whiskeyen. Den omtågede mand gnider vantro sine øjne, tager en slurk mere – og nu er det ham, der er inde i flasken. Den ulasteligt klædte danser, en dæmonisk skikkelse, ser til udefra.
Dæmonen prikker til flasken, kommer den i sin inderlomme, og danser jovialt væk. Morale: Hvis du kigger for dybt i flasken, bliver du alkoholens slave.
Sådan går det derudaf i ”Kakofonia”, med triste menneskeskæbner på af- og vildveje. Nogle gange er pointerne blot enkle ”sight gags”, ofte med et ironisk forhold til den sangtitel, der giver fortællingerne deres navn. Sebastians ”Du er ikke alene” får følgeskab af en fortælling om en mand, der vandrer ensomt omkring i et arktisk landskab – men på sidste dobbeltside-billede kan vi se, at han i virkeligheden forfølges af et enormt havmonster under isens overflade.
Andre gange er tilgangen mere poetisk, som da David Bowies defaitistiske ungdomshymne ”Heroes” illustreres med tegninger af børn, der i fuldt firspring flygter fra en storby i mareridtsagtig opløsning. Dén sekvens danner sammen med enkelte andre en kærkommen modvægt til albummets nihilistiske grundtone.
Idéen med at lade kendte sange levere ord og stemninger til pantomimeserier er original, og når det virker – som i ”Heroes” – kan ”Kakofonia” noget særligt. Men sammentænkningen af musik og fortælling kunne sine steder godt være skarpere. Undertiden, som i tilfældet ”Du er ikke alene”, er det kun sangens titel, fortællingen forholder sig til, og ikke hverken dens budskab, stemning eller kontekst. Det kan synes en lille smule fattigt. Enkelte gange opstår der et akavet modsætningsforhold mellem lyrik og billeder, f.eks. i forbindelse med The Animals’ ”When I Was Young”, en hyldest til ungdommens visdom, som i Adam O.’s hænder bliver nærmest det modsatte. Og til tider er relationen mellem sang og fortælling lovligt dunkel, som med Pink Floyds ”Wish You Were Here”.
Skal man være rigtig pernitten, er det vel også en sjældenhed, at brune værtshuse har The Stooges på jukeboxen …
Albummet rundes af med en vandring gennem et postapokalyptisk København i hælene på en gammel mand. Lydsporet er Kim Larsens ”Om lidt”, her forsynet med titlen ”Fik du set det du ville”, og billederne sender øjeblikkeligt tankerne i retning af Adam O.s overrumplende succesfulde debut, ”Ruiner”. Sekvensen afrundes med en snedig reference til albummets prolog, den med djævelen og jukeboxen, som dog ikke helt kan dække over, at ”Kakofonia”s rammefortælling aldrig rigtig får noget selvstændigt liv. I det hele taget ændrer albummet ikke på, at Adam O. stadig har til gode at skabe en tredimensionel fiktionskarakter.
Som billedskaber er serieskaberen til gengæld i rivende udvikling, især hvad farvelægningen angår.
Hvor ”Ruiner” undertiden blev broget og Photoshop-syntetisk at se på, så udnyttes farverne i ”Kakofonia” kontrolleret og effektfuldt. Hver sekvens arbejder med en gennemtænkt, ofte ret smal palette, som effektivt understøtter temaet, miljøskildringen og stemningen. Samtidig demonstrerer Adam O. et talent for surrealistiske landskaber – storbyen i opløsning, storbyen som labyrint – der giver mindelser om instruktør Christopher Nolans mest opvakte visuelle påfund i film som ”Interstellar” og ”Inception”.
Stadig er der dog plads til forbedring, især målt i forhold til serieskaberens ambitionsniveau, der som altid er prisværdigt højt.
Forsøgene på at integrere karikerede figurer i den semi-realistiske streg falder ikke altid helt vellykket ud, og de mere realistisk tegnede karakter har det med at ligne hinanden en del. Figurer og objekters rumlighed er hist og her mindre end overbevisende, som på det totalbillede af djævelen i baren, hvor øletiketten ikke synes at følge flasken med rundt. Og når den dæmoniske skikkelse danser i whiskyen, så ligner det tegninger af tegninger af Fred Astaire. Dansen er stiv og skematisk, som læser tror man ikke rigtig på bevægelserne.
Men selv hvis evnerne ikke matcher visionerne helt, bør ”Kakofonia” stadig sendes fra scenen med en helhjertet applaus.
Den danske tegneserieverden tæller få skikkelser så produktive og dristige som Adam O., og hvis han fortsætter med at udvikle sig i den nuværende takt, bliver han en af de bedste, andedammen har at byde på. Eller som Pink Floyd udtrykte det – med et allersidste indslag fra jukeboxen – ”Shine On, You Crazy Diamond”.
Karakter: 3/5
Titel: Kakofonia
Forfatter/tegner: Adam O.
Forlag: Fahrenheit
Farve og form: 56 sider i farver og hårdt omslag
Vejl. pris: 129,-
ISBN-13: 978-87-92320-74-4
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark