Hvis man har lyst til et lille dyk ned i den danske tegneserieundergrund – eller hvad man nu skal kalde de tegneserieskabere, der næppe kan leve af det – så gør forlaget Ondskabens Flydende Vatikan sit for at gøre det tilgængeligt.
Tuschmørke 1 er afløseren for Ondskabens Flydende Vatikans tidligere antologiserie Fantasmagori. Den nye antologiserie er i B5-format og s/h. Seks bidrag af mere eller specielt mindre kendte navne, medmindre man er helt inde i miljøet. Selv om det næppe er tilsigtet, så kan man godt finde fællestræk for historierne: der er fokus på action, gys og en lun humor der ligger som et baggrundstæppe undervejs.
Det er vanskeligt at anmelde en antologi som en helhed, da der naturligvis er stor forskel på bidragene. Omvendt kan det være lidt omstændeligt at give hver eneste bidrag en kommentar med på vejen. Men pyt, jeg gør begge dele, så kan du selv vælge, hvilken du vil læse!
Den korte version:
Der er jo typisk en grund til at man som kunstner får udgivet sine ting på et lille forlag frem for et stort. Dette er heller ikke til at komme udenom i Tuschmørke. Tegningerne er generelt på et niveau mellem ’glad amatør’ og ’lovende talent på vej frem’. Det er som læser forfriskende at se, hvor meget der bliver eksperimenteret og afprøvet i forhold til en traditionel sideopbygning undervejs. Historierne er alle mærkbart gennemarbejdede, om man så er til action og gys kan være en smagssag. Der er dog tale om helstøbte bidrag, der både hænger sammen individuelt og som en helhed. Det er muligheden for at se andre end de få rigtig kendte navne i dansk tegneserie og selv bedømme hvor langt de har op til dem. Mit bud vil være, at højst én af dem slipper gennem nåleøjet.
Den lange version:
Asger Grevil har lavet en 23 siders rumfantasi om Aurora, der må på vild flugt fra en caferegning. Det foregår i en by, der minder ikke så lidt om noget man har set på film, hvilket der heller ikke lægges skjul på. Tegningerne er til tider lidt endimensionelle og har en udpræget mangel på baggrunde. Grevil arbejder til gengæld godt med dynamikken i actionsekvenserne, der fylder størstedelen af siderne og får med mange gode skift i vinklerne og billedudsnit skabt en medrivende jagt efter penge til regningen. Der er yderst sparsom dialog, og som eksemplet viser, så kunne der måske endda være sparet yderligere på lydordene, da et lydord som ’grib fat’ vel burde være overflødigt, hvis tegningen bare viser det tydeligt nok.
Peder Riis
Peder Riis er den eneste af kunstnerne, som jeg ikke har kunnet undgå at bemærke i diverse sammenhænge tidligere. Riis arbejder med en meget dynamisk og varieret sideopbygning i sin 15 siders fortælling om ’Apokalypsens fire ryttere’. Af alle bidragene har han umiddelbart mest på hjerte med en god omgang aktuel samfundskritik. Den opstår når en brandingekspert skal finde afløserne for de tidligere så frygtede plager som fx pest og sult i vores moderne samfund. Riis’ tegnestil er meget genkendelig, men den har også svært ved helt at leve op til ambitionsniveauet, for han vil meget både grafisk og indholdsmæssigt.
Patrick Leis
Patrick Leis. Leis’ tegninger er uhyre lækre at se på og meget detaljerede i ansigter og kroppe, der fylder mest på siderne. Derudover kan han variere sin stil undervejs, men bruger primært en realistisk streg. Enkelte gange går dog over i en lidt mere ikonografisk og forenklet streg. Der er generelt meget tekst på siderne og den er ikke altid lige logisk og elegant placeret på siderne. Historien er en klassisk gyserfortælling på 8 sider om at flytte ind i et nyt hus, der ikke helt har sluppet sin tidligere beboer endnu. Sagt helt positivt og uden glimt i øjet, så ville den egne sig glimrende til en gyserantologi for folkeskolens ældste klasser.
Rikke Lindskov Loft og Peder Riis
Rikke Lindskov Loft (tegninger) & Peder Riis (tekst). Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på Rina Dahlerups Kanindræberen Kaj, når jeg ser Rikke Lindskovs tegninger. Det kan man alt efter behag tage som en kompliment eller det modsatte. Dog er Lindskovs streg ikke så cartoony som Dahlerups. Men den har lidt af den samme uskyldighed over sig. Lindskov holder et stramt fokus på figurerne, der får lov til at fylde billederne ud – og ikke så meget andet. Historien har, som også Dahlerups, et stramt kønspolitisk indhold, når valkyrierne skal samle de døde mandlige krigere sammen og bringe dem til Valhal.
Lene Fagerlund Larsen
Lene Fagerlund Larsen. Der er tendenser til en rigtig dejlig stil i Larsens 7-siders historie om en kvinde, der bor alene, fordi hun har visse særheder. Indendørsbillederne er lidt stive, også i persontegningen, men sidste halvdel af fortællingen har nogle ret gode og mere eksperimenterende sideopbygninger. Derudover skaber hun et godt flow hen over siderne hvoraf de sidste 4 er stort set helt ordløse.
Johannes Havelund lukker bogstaveligt antologien med et tæppefald af en gyser. Det er en 7-siders historie om en bassist, der spiller i orkestret på et meget specielt hotel. Havelund tegner i starten meget skitseagtigt, men siderne liver gevaldigt op, jo mere de sorte farver får lov til at dominere. Man kan ikke kalde tegningerne for detaljerede, men stemningsskabende bliver de i hvert fald i sidste halvdel.
Karakter: 2/5
Titel: Tuschmørke 1
Forfatter/tegner: antologi
Forlag: Ondskabens Flydende Vatikan
Form: 84 sider, paperback, s/h
Pris: 50 kroner
ISBN: 9788792951120
