Anmeldelse
Manden. Myten. Den tyske tegneserieskaber Reinhard Kleist søger i sin graphic novel “Nick Cave: Mercy on Me” efter skæringspunktet mellem de to hos rockikonet Nick Cave. Resultatet er poetisk, fyldt med forfaldsæstetik og på ingen måde en klassisk biografi.
En ung mand slæber sig såret igennem et sumplandskab, alt imens han tryglende spørger sin skaber, hvorfor det allerede er tid for ham at dø. Skaberen svarer ikke, og skaberen er i det her tilfælde ikke en gud, men derimod musikikonet Nick Cave. Den unge mand er hovedpersonen i Caves sang “The Hammer Song”, og igennem den unge mands undrende og forpinte øjne starter Kleist sin graphic novel om Nick Cave.
Der er ikke som sådan tale om en egentlig biografi. Dertil er “Nick Cave: Mercy on Me” for upræcis og uinteresseret i at udfylde alle biografiske huller i fortællingen. Det overlades til Wikipedia og andre mere klassiske biografister. I stedet behandler Kleist Caves liv og især musik og lyrik som en myte, der fortælles gennem sangene “The Hammer Song (fra albummet “The Good Son” 1990), “Where the Wild Roses Grow” (fra “Murder Ballads” 1996), “The Mercy Seat” (fra “Tender Prey” 1988), “Higgs Boson Blues” fra “Push the Sky Away” 2013) samt et udsnit fra Caves roman “And the Ass Saw the Angel” fra 1989. En række andre sange gæsteoptræder, og det er i det hele taget sangene og især fortolkende visualiseringer af disse, der driver fortællingen. Endda ofte udover realismens kant, og det bliver hurtigt klart, at Kleist ikke (kun) er på jagt efter manden Cave, men derimod kunstneren Cave.
Kleist fokuserer i sin fortælling meget på de tidlige år i Caves karriere. Fra de voldelige, fuck-it-all-dage med post-punk-bandet The Birthday Party til skabelsen af The Bad Seeds og det spirende fokus på folkinspirationer og lyrisk og ofte larmende alternarock. Vi følger hans problematiske, romantiske forhold til kollegaen Anita Lane samt de selvdestruktive år i Berlin fyldt med vanvid, stoffer, flere stoffer og endnu mere vanvid. Hele tiden sprænges rammerne, og Cave smelter sammen med sine tekster og interagerer med sine fiktive skabninger. Manden som myte. Musik og lyrik som urkraft.
Denne mytologisering af Cave er ikke som sådan en ny ting. Cave har selv været ude i samme mission med de to mere eller mindre sandfærdige, selvbiografiske og helt igennem fremragende semi-dokumentarfilm “20,000 Days on Earth” og “One More Time With Feeling”. Her blev der også set højt og flot på de faktiske begivenheder og realiteter i et forsøg på at ramme noget sandhed. Så på den måde er Kleists tegneserie helt i Caves ånd.
Hen imod bogens slutning er det som om, Kleist lader realplanet lidt bag sig til fordel for et rendyrket symbolunivers. Det afspejler egentlig fint udviklingen i Caves sangskrivning, der i de senere år er blevet langt mindre fortællende og mere surrealistisk, men man savner lidt den fine balance mellem det rent biografiske og det lyriske. Det er som om, det greb, Kleist bruger, er blevet tvunget lidt ned over fortællingen. Der SKAL være en interaktion mellem den (måske) virkelige Cave og hans sangunivers. Og til sidst tager bogen en hård drejning ind i sangene og væk fra virkeligheden i løbet af en apokalyptisk rejse til Geneve og ind i sangen “Higgs Boson Blues”. Kleist får dog styr på trådene, og får afrundet bogen på smukkeste vis lige i tide før det hele kommer til at føles som en skabelon. Så det er en mindre klage, jeg her kommer med.
Heldigvis stopper Kleist også med albummet “Push the Sky Away”, hvilket gør, at han ikke skal forholde sig til, at Caves 15 år gamle søn døde i en tragisk ulykke kort tid efter. Det havde fyldt for meget på virkelighedens vægtskål og ville have overskygget resten. Virkeligheden kan være svær at udholde sommetider.
Kleist har en tegnestil, der er som skabt til bogens hovedperson og subjekt. Tilpas flosset, passende afslappet, men med en iboende vildskab og et lurende, nøje kontrolleret kaos lige under overfladen. Der er forfaldsæstetik for alle pengene, især i billederne fra det nærmest apokalyptiske værelse, hvor Cave i 80erne sidder og skriver løs på sin rablende roman svømmende væk på et hav af stoffer og selvdestruktion. Ligeledes fungerer skildringerne af livekoncerter – både de voldelige og kaotiske med The Birthday Party og de smukke, næsten kirkeligt euforiske med The Bad Seeds – overraskende godt. Det er ellers en nærmest umulig disciplin at skildre livemusik i tegneserier, der jo i sagens natur er lydløse. Kleist får tegningerne til at fungere som øjebliksbilleder, der sammen med brudstykker af Caves lyrik får frembragt minder om koncerter, der får det hele til at spille. Om man vil have samme oplevelse, hvis man aldrig har oplevet Cave på en scene ved jeg ikke. Men jeg ved dog, at koncerterne med The Birthday Party også fungerer for mig, og den oplevelse er jeg ikke gammel nok til at have haft (og jeg ville nok heller ikke turde af frygt for at få en eller flere på hovedet af enten publikum eller bandet).
Hvor Kleist kommer lidt til kort er, når han skal tegne kvinder, så de ligner. Anita Lane ligner fint, men da popfuglen Kylie Minogue dukker op i en enkelt ramme, er det kun fordi teksten fortæller mig, at det er hende, at jeg kan genkende hende. Men fred være med det. Det her er en bog om Nick Cave og ikke Kylie.
Men der er en kinetisk og vild energi over de fleste af siderne i bogen, og Kleist mestrer tegneseriens formsprog og får den knyttet til både virkelighedens Nick Cave og til det mættede sangunivers. Virkelighed og mytisk fiktion flyder sammen i både tegninger og tekst. Billederne flyder fra genkendelige gengivelser af steder som Camden i London og Berlins gader over fiktive miljøer og symbolistiske steder. Teksten er konstant i en glidende overgang mellem Kleists fortælling og Caves lyrik, og ofte glemmer man, hvad der er hvad. Vi får et billede af et menneske, og selvom vi ikke ved, hvor meget overlap, der er mellem Kleists udgave af Nick Cave og virkelighedens udgave af Nick Cave, så føles det hele sandt.
Som ved alle koncerter vil man nok kunne diskutere setlisten. Blev de rigtige sange spillet? Blev der slået ned på de rigtige steder? Kleist er heldigvis kold i røven og spiller de sange, han har lyst til. Og fortæller de ting, han vil fortælle. Det bliver HANS Nick Cave og ikke VORES. Og sandsynligvis heller ikke Nick Caves.
Nogen vil nok stejle over denne behandling af virkelighed som fiktion. Andre kunne finde på at klage over, at Kleist lader sig betage af myten i stedet for at søge manden. Jeg vil vove påstanden, at Kleist har fundet grænselandet mellem de to. Og det er her, at hans tegneserie foregår.
Der blev lyttet til følgende albums under udarbejdelsen af denne anmeldelse: “Skeleton Tree” (2016), “No More Shall We Part” (2001), “Tender Prey” (1988) og “The Firstborn is Dead” (1985). Alle af Nick Cave and the Bad Seeds. Alle på old school CD.
