Hviskeleg
Det er tunge emner, Morten Dürr har taget fat på i sine seneste tegneserier. Først var det syriske flygtninge(børn) i Zenobia, dernæst incest i Ivalu begge i samarbejde med tegner Lars Horneman. I den aktuelle Hviskeleg tager han og Sofie Louise Dam fat på vold i hjemmet med historien om pigen Anna, der måske – måske ikke – bliver slået af sin mor.
De fleste af os har på et tidspunkt prøvet hviskelegen, hvor en kort sætning forvandles til ukendelighed på vej fra mund til øre i en rundkreds. I Hviskeleg er det sjov underholdning i frikvartererne for pigerne i hovedpersonen Veras klasse, når en sætning som ”Sofia og Asbjørn er kærester” bliver til ”So-far sæber tar”. Det bliver dog alvor, da den stille Anna lægger for med at hviske ”min mor slår mig” til Vera. Godt nok giver det et godt grin, da det til slut er blevet til ”Mimo flår mig”, men da Anna så skal fortælle, hvad hun sagde i starten, bryder hun legens regler og vil ikke ud med det.
Det er et fint greb af Dürr, når fortællervinklen lægges hos en anden pige fra klassen, der så står med de moralske dilemmaer. For skal Vera overhovedet blande sig? Anna er klassens stille pige, og Vera har sympati med hende og hjælper med at beskytte hende, men hvor langt hun skal og kan gå, er de spørgsmål, der stilles. Da Vera lufter emnet overfor sine forældre, får hun ingen opbakning og Annas mor ser jo også flink ud, når hun afleverer Anna i skole. På den måde har man den pårørendes vinkel på emnet, ligesom det er usikkert, om Anna rent faktisk bliver udsat for vold derhjemme, eller det er noget hun finder på. For hvad nu hvis Anna ”bare” er en fantasifuld og opmærksomhedssøgende pige, der lyver for at gøre sig interessant?
Det er på alle måder prisværdigt, at Dürr og Dam sætter fokus på emnet, selv om det også til tider bliver leveret lidt for tykt og udpenslende. Da Anna ikke bliver støttet i sin mistanke af sine forældre, behøver man ikke den moraliserende tekst ”Far og mor forstod slet ikke, hvad Anna prøvede at sige” medmindre man virkelig er bange for, at pointen skulle gå hen over hovedet på en tungnem læser. For det fremgår jo tydeligt, da moren er mere optaget af sin mobiltelefon og faren af opvasken, så de skyder Veras bekymring ned, før den overhovedet får luft under vingerne. På den måde er Hviskeleg en smule for pædagogisk leveret inkl. en afsluttende tekst om vold mod børn og link til Børnetelefonen mm. Det er naturligvis velment, men indsnævrer også målgruppen meget specifikt til børn i en alder omkring de 13-15 år, som er med i tegneserien, og de lidt yngre kan naturligvis også læse med.
Sofie Louise Dams let aflæselige tegninger fungerer i den henseende, og til den målgruppe, gnidningsfrit. Forgrundene med fokus på personerne er optrukket med klar streg. Baggrundene er mere sparsomt udfyldt og undertiden med en svag streg i en af de farvenuancer, der dominerer i tegneserien: lilla, orange eller blå. De to første farver bruges i hovedparten af historien, hvor Anna tænker tilbage på det skete. Den blå bruges i en kort startsekvens og afslutningen. Dam har ikke den store dynamik i sin streg, men fanger fint personernes indestængte følelser.
Hviskeleg er en historie om at tro på hinanden, hjælpe når andre er i nød og tage sine børn alvorligt, hvis de tager hul på emner, det er lettest bare at lade ligge. Den vil være især være brugbar som klassesæt på mellemtrinnet i folkeskolen, hvor den kan være led i et forløb om vold mod børn i hjemmet.
