Tove Janssons ”Mumitrolden”-striber rapporterer veloplagt fra et vadested mellem nye tider og gamle dage.
I bind 2 af de samlede Mumitrolden-striber får familien Mumi hushjælp. Hun hedder Misa og er et tungsindigt pigebarn, hvis eneste ven er en lige så nedtrykt hund ved navn Ynk. Vovsen har det problem, at den kun vil lege med katte – og at kattene løber miavende bort ved synet af den.
Mumimor, som har svært ved at døje al den tristesse, hitter på en løsning: Hun finder en hund, maler kattestriber på dens ryg og præsenterer det forklædte kræ for Ynk. Det bliver begyndelsen på et smukt venskab.
Da den jaloux Misa opdager Mumimors godmodige rænkespil, konfronterer hun matriarken:
– Ynk skal kende sandheden!
– Så den bliver trist igen?
– I mumier lader hele tiden som om! udbryder Misa, fortvivlet.
– Det er derfor, vi morer os så godt, svarer Mumimor.
Dén korte sekvens er med lidt god vilje essensen af Mumitrolden. Tove Janssons stribeserie blev til i årene 1953-1959, da London-avisen The Evening News opfordrede finnen til at give sine populære Mumi-figurer liv i stribeform.
En mesterlig debutant
Jansson tog heldigvis udfordringen op, som jo ikke kun handlede om at tackle en kunstart, hun ikke havde prøvet kræfter med før – altså tegneserien – men også om at rette historierne mod et ældre, mere sofistikeret publikum, end Mumi-bøgerne var tiltænkt.
Heldigvis havde finnen alle forudsætninger for at lykkes. Talentet som børnebogsforfatter stod i fuldt flor midt i halvtredserne, og som tegner var Jansson en kæmpe kapacitet: Hendes karakterdesigns var unikke, og kombinationen af figurer skildret i helt enkle konturstreger og overdådige, Rousseau-naivistiske naturskildringer – tilsat victorianske skraveringer – afslørede en grafisk sans langt over gennemsnittet for serietegnere, dengang som nu.
Mumitrolden blev da også en fremragende stribeserie, hvor de elskelige, flodhesteformede Mumier konstant udfordres på deres livs harmoniske, uproblematiske væren, enten af gæster, naturkatastrofer eller egne ambitioner. Alt sammen skildret med sprudlende idérigdom, underfundigt vid og en satirisk nerve, der gør indtryk den dag i dag.
For mumierne handler det om at have det godt og være gode ved hinanden. Idealer, ambitioner og principper – som f.eks. dem, der dikterer, at hunde ikke bør give sig ud for katte – er i Mumitroldens verden snarere forstyrrende griller end noget, det for alvor er værd at tillægge værdi. Så enkel og i sin yderste konsekvens radikal er stribens grundfilosofi.
Samtidig og mere overraskende er Mumitrolden ofte en meditation over forfatterens egen plads i verden. Subtilt i sekvensen oven for, der hylder lemfældig omgang med sandheden i en god sags tjeneste – hvad er historiefortælling andet end dét, når man koger sagen helt ned til en Maggi-terning? – og mindre subtilt i fortællingen, hvor Mumifar slæber hele familien med til en gold klippeø for at realisere sin drøm om at forfatte den store finske roman.
Tove Janssons samlede Mumitrolden løber i alt op i fem bind, alle fornemt realiserede på dansk af Carlsen, der har sat Lisette Frederiksen til at håndtekste og pakket herlighederne ind i hårde omslag med stofryg. Samlet set holder de fem bind et højt niveau, men det gode snit dækker over en stribeserie med mærkbare udsving.
Den hæsblæsende begyndelse
Bind 1 starter med et par historier, der etablerer Mumi-universet forfra. Vi følger Mumitrolden og hans ubekymret grådige ven Snif gennem et virvar af finurlige tildragelser – undervejs når Mumitrolden både at blive overrendt af uhøflige gæster, ryge i fængsel, gøre karriere som moderne kunstner og se sit hus blive spist af vaneforbryderen Stinky. Alt det i én historie, ”Mumi og røverne”.
”Mumi og familielivet” åbner med Mumitrolden, der overvejer at tage livet af sig. Han savner sådan at have en rigtig familie og vader nedrykt ud i det nærmeste vandlegeme. ”En skam, jeg svømmer så godt,” lyder den lakoniske konstatering, da selvmordsmissionen mislykkes.
Straks efter bliver vores helt forenet med resten af Mumi-familien, men Mumitrolden har stadig ikke helt fundet sin form. Det går simpelthen for stærkt, det ene påhit tager det andet i et hæsblæsende tempo, mens Jansson gradvist lærer at dvæle lidt mere ved de gakkede situationer og metodisk malke dem for pointer, punchlines og sigende små øjeblikke i selskab med seriens aparte persongalleri.
”Mumi ved Rivieraen” er seriens vendepunkt. For første gang – og også én af de sidste – forlader vores hovedpersoner Mumidalen til fordel for Janssons version af virkeligheden. Det mildt satiriske rendezvous med Sydfrankrigs excentriske og selvgode overklasse afstedkommer den første rigtig fokuserede fortælling i Mumitrolden, og den sætter niveauet for de næste par bind.
Samfundssatirikeren Jansson
I bind 2 folder Tove Janssons veloplagte samtidssatire sig ud i fuldt flor. Én efter én kommer den nye tids budbringere til Mumidalen og forfører indbyggerne med deres løfter om meningsfulde, formålstjenlige liv.
Hr. Frisk er en vintersportsatlet, der får hele Mumidalen til at stavre omkring med ski på fødderne og muminumserne i vejret. ”En sund sjæl i en sund krop!” lyder parolen, men Frisk viser sig hurtigt at være overfrisk, selvglad og ynkeligt afhængig af at blive bekræftet i sin egen fortræffelighed. Alligevel er typer som ham langt fra gået af mode siden.
Så er der også Mumi-naboen Filifjonk, en karikatur af 50’ernes husmor-perfektionisme – produktet af en tid, hvor middelklassekvinder fik opvaskemaskiner og andre nymodens hjælpemidler, men stadig skulle have hverdagen til at gå.
Til gengæld er ”Mumis nye liv” helt tidløs. Her får Mumidalen besøg af en profet, som proklamerer, at lykken er at gøre lige, hvad man har lyst til:
– Spis, drik og vær glade! Tilbage til naturen og det lykkelige liv!
– Min gode profet! Er vi ikke ret lykkelige? lyder Mumimors spagfærdige spørgsmål til profeten.
– Naturligvis ikke! I er hæmmet af traditioner og snæversyn. Gør kun hvad I har lyst til!
– Gør DU kun, som du har lyst til? spørger Mumimor så sin mand.
– Det har jeg såmænd aldrig tænkt over …, svarer Mumifar og ser pludselig meget ulykkelig ud.
Mumi-hippier
Her konfronteres Mumi-familien med en demagog, der på mange måder præker den lære, de selv lever efter. Men anstrenger man sig for at gøre lige, hvad man har lyst til, så virker det ikke, lyder fortællingens fine morale: Så følger man bare den letteste vej til velvære og bekræftelse, ikke dén, der gør én glad og tilfreds. En på én gang bagstræberisk og fremsynet pointe, som mange deltagere i tressernes hippie-bevægelse ville kunne skrive under på 15-20 år efter ”Mumis nye liv” blev publiceret.
I det hele taget er Janssons stribe et fascinerende dokument fra et årti, hvor nye impulser udfordrede gamle traditioner. Brydningstidens små og store tendenser siver konstant ind i Mumitrolden, hvor verdenssituationen løses med stil og overskud, men aldrig uden genvordigheder.
Når mumierne bliver forført og påvirket af livsstilsprædikanter fra nær og fjern, så er det også, fordi de gerne vil forføres. Som alle andre kan de fristes af deres egoer til enten at give fanden i andres ønsker og forventninger eller tabe sig selv i jagten på anerkendelse fra omverdenen. Deres harmoniske mumiliv skildres som naturligt, men aldrig naturgivent: Det kræver en indsats at nyde nuet i familiens skød, og der er altid dilemmaer og svære valg undervejs.
Katastrofer og kønskamp
Bind 3 står i naturkatastrofernes tegn, i hvert fald indledningsvis, hvor Mumidalen først oversvømmes og siden bliver til en jungle. Samtidig udvikler parforholdsdynamikken mellem Mumitrolden og Snorkfrøkenen sig: Hvor deres forhold i starten var naivt troskyldigt og troløst, så former det sig helt anderledes dramatisk nu.
Samtidig leger Jansson mere med rollerne end før. Tidligere har det været Snorkfrøkenens opgave at blive duperet af udefrakommende bejlere – som den sporty hr. Frisk – men nu er det Mumitrolden, der falder for en anden i ”Mumi bliver forelsket”.
– Jeg har måske ladet ham blive for sikker på mig, sukker Snorkfrøkenen, da Mumi drager ud for at redde cirkusartisten La Guna, der svømmer omkring i en oversvømmet Mumidal. Hun sætter sig straks for at vinde sin mand tilbage, men hvad stiller man op, når hverken kolde skuldre eller overlagte skibbrud virker?
Kønnenes kamp er en interessant udfordring for Janssons livssyn, der – som det præsenterer sig i Mumitrolden – kan minde om en slags buddhistisk essentialisme: Alle er, hvad de er, og alle har deres rolle at spille i verden, ”skurke” såvel som ”helte”. Omvendt fornemmer man, at den i øvrigt lesbiske Jansson meget gerne vil udfordre kønsrollerne, som de tager sig ud anno midt-halvtredserne. Hendes altid knivskarpt skildrede mumier viser sig at være overraskende velegnede til opgaven.
I ”Mumidalen forvandles til jungle” giver tropiske tilstande i Finland Mumitrolden og Snorkfrøkenen anledning til lidt rollespil. Mumi klæder sig i tigerskind og grynter ”Tarzan mad. Tarzan elske nu. Bongo-bongo” til sin udkårne, der vimser omkring med blomster i håret. Men så snart tiden er inde til at svinge i lianer, skrumper machomanden ind til en usikker lille dreng. En stor skuffelse for både Mumi og Snorkfrøken.
Senere, i ”Mumi og marsmændene”, skaber en forvandlingsmaskine fra Mars kaos i Mumidalen. Mod slutningen er Mumimor på et tidspunkt dobbelt så stor som en forfærdet Mumifar: ”Jeg KAN ikke have en kone, der er større end mig!” Så Mumimor bliver tryllet mindre, og alle er atter glade.
Et anstrengende og uundværligt rollespil
Men allermest sigende er måske satiren i ”Mumi og havet”, hvor Mumifar jo altså er flyttet til en afsides ø for at arbejde på en stor roman, der bare ikke rigtig vil manifestere sig. Imens hjemsøges en mørkeræd Mumitrold af spøgelser. Skrækslagen i natten tænker han:
– Jeg vækker ikke Snorkfrøkenen. Hun bliver frygtelig bange.
– Eller hvad værre er: Hun opdager, at jeg er bange.
Natteroderiet sætter gang i tankerne hos Mumitrolden, der opsøger sin far og spørger ham, ”hvorfor mænd skal lade som om, at de er modige”:
– Lade som om? Vi er da modige, replicerer Mumifar –
– Det har jeg i hvert fald altid fået at vide …
– Mor, var du mørkeræd, dengang du var yngre? spørger Mumitrolden så Mumimor.
– Nej, min ven … Men jeg lod som om for din fars skyld!
Hvorefter vi ser en dybt bekymret Mumitrold, der grublende på en stenet strand udbryder et stilfærdigt ”Ak nej …” Sådan er kønnenes kamp, synes Jansson at sige, et muntert og undertiden anstrengende rollespil, som ingen helt kan se sig selv i, men ingen heller vil undvære.
Heldigvis kan Mumitrolden ikke reduceres til en anskueliggørelse af forfatterens livsfilosofi, heller ikke i bind 3. Det vrimler med fantasifulde og fantastiske episoder, som da Mumi bliver usynlig og Jansson morer sig med at tegne 50’er-badedragter med ingenting i. Eller da Mumi og cirkusartisten Emeraldo danner et mandekollektiv, hvor de ryger pibe med blomster i håret. Eller da Mumimor strander på en klippe i vandet og snerrer ”bare jeg vidste, hvad gavn man har af en undervandsklippe!” – en fantastisk og meget finsk punchline.
Brormand tager roret
Bind 4 starter med en række fortællinger forfattet af Tove Janssons bror Lars Jansson. Den berømte børnebogsforfatter var kørt sur i den daglige stribes udmarvende arbejdsgang, og faktisk ville hun også have stoppet med at tegne den, da Lars overtog manuskripterne.
I stedet lod hun sig overtale til at blive hængende lidt endnu, men det dalende engagement mærkes tydeligt i fortællingerne ”Mumi i det vilde vesten” og ”Snorkfrøkenen i Rokokostil”, der er stedvist ualmindeligt sjusket tegnede. Mumiernes snuder er kantede, solen er pludselig oval og de detaljerede baggrunde er fortid.
Manuskripterne holder heller ikke standarden i første halvdel af 4’eren: Gamle plotstrukturer genbruges med fladpandede meta-referencer, pointerne er slappe og satiren træt. Mumifigurerne er mere vredladne og mindre charmerende zen nu, og de forsvinder ud af fortællingerne uden varsel.
Heldigvis får Jansson’erne rettet skuden lidt op midtvejs i bindet, først med ”De socialbevidste mumier”, en forholdsvis veloplagt pastiche på dén periode af striben, der er dækket i Mumitrolden – de samlede striber bind 2, og siden med ”Mumi og kometen”, der trækker sit råstof fra Tove Janssons bog af samme navn – som hun tydeligvis er meget opsat på at yde retfærdighed med en af seriens smukkest tegnede kapitler.
Berømmelsens forbandelser
Men det absolutte højdepunkt i bind 4 er ”Mumi og den gyldne hale”, der rummer Toves allersidste mumi-striber som tegner og forfatter og altså blev til før bindets første, Lars Jansson-forfattede fortællinger.
Da Mumitroldens halehår falder af, lyder lægens diagnose på ”ondartet naivitet og akut kronisk idealisme”. Men Mumimor giver ikke op så let; hun finder en gammel opskrift på trylledrik frem, følger instrukserne – og vupti, så har Mumi en ny hale. Af det pureste guld.
Nu bliver Mumitrolden en berømthed. Han drukner i fanbreve, der besvares med støt dalende entusiasme, og godtfolk kommer til fra nær og fjerne for at beundre hans skinnende haledusk. Men berømmelsen viser sig hurtigt at være et problematisk bekendtskab, på én gang anmassende og indbydende, og Mumi har lige så svært ved at holde den ud, som han har ved at give slip på den igen.
I ”Mumi og den gyldne hale” hælder Tove Jansson for sidste gang lidt af sig selv i mumi-striberne, eller sådan opleves det i hvert fald, når Mumis formynderiske agent kun vises fra livet og ned, eller når vores helt endelig er efterspurgt i de fineste sociale kredse blot for at se sig tvangsindlagt til samtaler, der starter med sludren om vejret og slutter i ren akavethed – tilsat ”tavshed”-lydeffekter.
En utaknemmelig tjans
Med bind 5 er det definitivt slut med Tove Janssons manuskripter, og snart vil det også være det med hendes tegninger. Men de sidste mumistriber fra Lars og Toves hånd kan søskendeduoen godt være bekendt, fra ”Mumivinter”s milde satire over uhøflige gæster (igen) og kønnenes rollespil (igen) til den genuint charmerende fortælling om ”Fjolledyret på frierfødder”.
Historierne er fortsat lovligt prægede af genbrug, underfundighederne fremstår til tider forcerede og Mumi-figurerne er mindre sammensatte end før. Omvendt: Hvis søster Tove ikke havde sat så høj en standard for serien, ville brormand Lars’ trods alt anselige talent utvivlsomt være kommet bedre til sin ret.
Mumitrolden er en forrygende stribeserie, hvor Janssons blomstrende fantasi, underfundige vid og livsvisdom rystes til en unik cocktail, hvis mage ikke er smagt hverken før eller siden. Det er en vaskeægte serieklassiker, vi nu har fået på dansk, og det endda i en gennemført fornem udgave. Køb Mumitrolden – de samlede striber! Eller hvis du ikke har råd til alle fem: Køb bind 2 og 3! Intet tegneseriebibliotek er komplet uden.
Karakter bind 1: 4/5
Karakter bind 2: 5/5
Karakter bind 3: 4/5
Karakter bind 4: 3/5
Karakter bind 4: 3/5
Samlet karakter: 4/5
Værkets titel: Mumitrolden – de samlede striber bind 1-5
Forlag: Carlsen
Forfatter/tegner: Tove Jansson og Lars Jansson
Oversætter: Jan Madsen
Tekster: Lisette Frederiksen
Form: Hardcover, s/h, 88-112 sider
Pris: 249,95
Udgivelsesår: 2008-2012
