Nummer 9’ere anbefaler farverige tegneserieoplevelser til det mørke efterår.
Himlen er grå som bly og regnen falder tungt over Danmarks forpjuskede landskaber. Tiden er moden til at søge mod varmen og det kunstige lys derhjemme i hulen, og dér kan man så passende kaste sig over nogle af alle de tegneserier, der ikke blev læst i de lyse sommeraftener.
Som nu de tre Nummer 9’ere nedenfor, der kan fortælle om læseoplever præget af både gusten horror, detaljespækkede rejseberetninger og østeuropæiske kunsttegneserier …
Mårdøn Smet, skribent:
– Jeg har altid syntes bedst om Richard Corben i sort/hvid. Skønt hans egne farver er noget ganske særligt, og det oven i købet er lykkedes i f.eks. hans run på Hellboy at give ham en flot industriel farvelægning, så løfter han sig til stadighed mod uanede højder i sort/hvid. Hans organiske mix af klumpe-dumpe naivisme og avanceret fotorealisme står så skarpt som nogensinde, og hans brug af computergråtoner i stedet for analog airbrush glider lydefrit ind i det grafiske udtryk.
– At hans firedelte mini-serie Ragemoor fra Dark Horse, som for nærværende skulle være ude som trade paperback, tilmed er skrevet af hans gamle forfatter fra undergrundsdagene i start-halvfjerdserne, Jan Strnad, fuldender billedet af endnu en stærkt Lovecraft-inspireret gryderet med unævnelige monstre, lemlæstelse og gusten erotik som faste bestanddele. Ragemoor er et gammelt familiegods, som holder på sine hemmeligheder såvel som på sine beboere, og da borgens sidste tre overlevende, den unge Herbert, hans far og den gamle hushovmester får familiebesøg af en onkel og Herberts sexede kusine er der lagt op til morderiske bavianer, enorme kannibalmyrer, bestialsk insemination og en “gnæk, gnæk” slutning, som er Fætter Maddike værdig.
– Intet nyt under solen, hvis man har fulgt Corben og Strnads tidligere samarbejder. De leverer varen, men det er afgjort Corbens fortjeneste, at “Ragemoor” formår mere end det. Efter deres allertidligste serier, hvor de fra tid til anden ramte klokkerent, har deres fælles projekter mest været pjattede ting à la Mutant World. Sjovt og underholdende, men holdbarheden står og falder med Corbens magi. Han er en af tegneseriemediets naturkræfter som, i stil med Moebius, kan tegne de mest umulige fjollerier til live, og løfte dem helt derop. At jeg efter endt læsning så tænker “hvad fanden skal jeg egentlig med det her”, det er der heller ikke meget nyt i. Det er Corben. Hvad kan man sige?
– Som en lille krølle på det hele er Corbens soloserie Murky World, som har gået i månedshæftet Dark Horse Presents, samlet til et one shot. Det er endnu mere åndssvagt uden hjælp fra Strnad, men også med den dér udefinerbare mangel på mål og med, som indimellem gjorde undergrundsserierne virkelig morsomme. Værd at tjekke ud!
Carsten Fogh Nielsen, skribent:
– Jeg er lige blevet færdig med at læse Guy Delisles Angouleme-prisvindende Jerusalem – Chronicles from the Holy City, som jeg fik i fødselsdagsgave, og er netop gået i gang med samme forfatters “Pyongyang”. Delisles værker deler i dén grad vandene, se f.eks. kommentarfeltet til Nummer 9’s anmeldelse af Jerusalem. Nogle elsker ham. Andre synes hans petitjournalistiske tilgang er irriterende og ligegyldig. Selv er jeg splittet.
– Der er passager i “Jerusalem”, som rammer klokkerent og ganske svarer til min egen oplevelse af at være i Den Hellige By – selvom det efterhånden er mange år siden. Men der er også rigtig, rigtig meget fyldstof, som det er svært at se formålet med. Det er afgjort værd at læse “Jerusalem”, men det ville ikke have gjort noget, om bogen havde været halvt så tyk.
– In other news har jeg for nylig pløjet mig igennem Marvel Essential: The Tomb of Dracula, Vol. 1. Det er pulp af høj klasse, og passer fint til Essential-formatets ”mange sider for få penge”. Det kræver lige en 8-10 numre at få løbet serien i gang, men da først Marv Wolfmann overtager skrivetjansen kører det derudaf med Gene Colans tegninger i førersædet.
– Som Douglas Wolk et sted har beskrevet det, så er det ”the cheap, strong stuff”: En genretegneserie, der står ved, hvad den er, og som malker gyserseriens troper for alt, hvad de kan trække. “The Tomb of Dracula, Vol. 1” er ualmindeligt velegnet til de lange mørke efterårsaftener, hvor skyerne jager over en kold, regnvåd himmel.
Erik Barkman, redaktør:
– I januar løb den lettiske antologi Kus #9 overraskende med prisen for “bedste alternative tegneserie” på Angoulême-festivalen – Europas største og mest prestigiøse af sin art. Man kan mene, hvad man vil om dén slags priser, men jeg blev inspireret til at se nærmere på den her farvestrålende baltiske tryksag, der fik så meget omtale på de amerikanske tegneserieblogs, og heldigvis for det.
– Antologier med ‘alternative’ tegneserier er ingen mangelvare her i verden, men Kus (udtales vist nok “kush”) har en række kvaliteter, ikke hvem som helst kan prale med. Dels udkommer de tematisk organiserede og herligt kompakte A6-bøger så tilpas regelmæssigt, at man som læser kan leve i en behagelig illusion om at være opdateret med tingenes tilstand i vækstlaget. Lidt som at læse den danske antologi Fahrenheit i 90’erne. Og dels betyder den baltiske beliggenhed, at Kus bliver et livligt mødested for tegneserieimpulser fra både øst og vest. Men først og fremmest er Kus produktet af et fornemt stykke redaktionsarbejde fra de lettiske dynamoer bag udgivelsen – for tiden David Schilter og Sanita Muizniece – og gæsteredaktører som f.eks. amerikanske Ryan Sands. Der er meget få deciderede nitter i Kus: Stort set alle bidrag har et eller andet at byde ind med.
– Seneste skud på stammen er Kus #11 med temaet “Artventurous”. Bidragene kredser omkring kunstverdenen, bestemte kunstværker eller serieskabernes eget forhold til kunst, og det giver anledning til en del lovligt fortænkte og/eller indforståede historier. Til gengæld er antologien en af de smukkeste Kus‘er, jeg har set, fra omslagets labyrintiske miks af møbler og nøgne skønheder – i jugendstil og douche farver – til f.eks. engelske Roman Muradovs stilsikre Peter Arno-møder-kubisme-udtryk, sydafrikanske Jean de Wets detaljespækkede surrealisme eller Ilde Betanzos delikat tegnede Picasso-hyldest. Jeg læste den forventningsfuldt og i ét stræk, for man ved aldrig, hvad der gemmer sig på næste side af et Kus.
– I næste bind vil canadiske Annie Koyama give den som gæsteredaktør, mens topspændende nordamerikanske navne som Michael DeForge, Charles Forsman og Jesse Jacobs slutter sig til et stærkt europæisk lineup under overskriften “Future 2.0”. Kus #12 udkommer 3. november, og mit eksemplar er bestilt …
