Undetaker 2: Gribbenes dans
Der er ikke så lidt at skulle leve op til med bind to i serien om Undertaker, for etteren var en rendyrket visuel og handlingsmæssig nydelse. Heldigvis skuffer Gribbenes dans ikke, selv om der lige mangler et par gram på vægten op til de helt store.
Man skulle tro, det snart måtte være noget nær umuligt at vride flere nye dråber ud af westernmyterne, men Undertaker har i hvert fald slået ned på en ellers næsten usynlig figur fra perioden, bedemanden. I det hele taget et erhverv, der lever et stille liv i skyggen af vores samfund. Inden for tegneserieverdenen er det vel nærmest kun i Lucky Luke, bedemænd regelmæssigt har optrådt. I den sammenhæng altid som gustne, tynde og sortklædte ældre herrer med en grib i nærheden. Forfatter Xavier Dorison har i stedet puttet en granvoksen mand i sin bedste alder i det sorte tøj og fundet en original vinkel på den ellers så slidte periode. Gribbenes dans er andet bind i serien, og afslutningen på den ekstremt lovende historie, der begyndte i Rigmandens sidste måltid.
Det gælder om at have mere end ét plot kørende samtidig, hvilket Xavier Dorison ikke er sen til. Bedemanden Jonas Crow er nu på vej med liget af den hovedrige mineejer Cusco, der ikke undte andre del i alt sit sammensparede guld og derfor åd det hele inden sin død. Med sig har Crow hele to sprællevende kvinder på sin ligvogn, der ikke altid er enige i hans håndfaste metoder. Det er to tidligere ansatte hos Cusco, den smukke Rose Praire, som skal sørge for at Crow ikke stikker af med guldet undervejs samt kineseren Linn. Yderligere har Cusco sat en deadline på, hvornår hans lig skal være fremme i den gamle mine, hvor han skal begraves. Hvis denne deadline ikke overholdes, så vil et uskyldigt gidsel blive dræbt, men ingen ved, hvem gidslet er. For at komplicere det hele og skabe et kapløb på liv og død for alle involverede i historien, så føler minearbejderne fra Anoki City sig snydt for en del af arven og jagter liget for at få fingre i guldet. Ud over Crows trofaste kælegrib er der med andre ord rigeligt med gribbe på vej efter ham.
Det fungerer som en velturneret blockbuster, hvor det ene højdepunkt afløser det næste på vej mod en finale, som man på forhånd ved bliver et opgør mellem alle implicerede parter, kun afbrudt af lidt ping-pong mellem den umage besætning på ligvognen. Det er næppe for meget at forestille sig, Undertaker kan gå hen og blive en længere albumserie. Dorison har skabt et interessant persongalleri, og slutningen på Gribbenes dans lægger endda op til, at der bliver ændret en del i den skabelon, man ellers umiddelbart så for sig ved starten af første album. Samtidig har han skabt et persongalleri, der flig for flig får løftet lidt af deres baggrundshistorie, men som man endnu kun aner konturerne af. For hvem er denne Jonas Crow egentlig? I første album fandt man ud af, at den umage bedemand var efterlyst for 36 mord. Man mere end aner da også en noget anden baggrund, når hans rolige, køligt-ironiske temperament bliver tirret så meget, at han i voldsomme lynkaskader viser glimt af sin voldelige fortid. Den tilsyneladende sarte og pligtopfyldende Praire har vist også mere end en enkelt interessant grund til at have forladt England og stille sig tilfreds med at arbejde som yderst personlig assistent for afdøde Cusco.
Xavier Dorison har med andre ord fuldkommen kontrol over, hvordan han skal skrue et fængende plot sammen. Det er vel heller ikke uden grund, han midlertidigt har fået lov til at overtage kontrollen med den succesfulde fantasyserie Thorgal midt i en længere cyklus, som han skal forsøge at styre sikkert i land inden seriens mangeårige tegner, Rosinski, forlader den. Når Undertaker samtidig føres så elegant ud på siderne som Ralph Meyer (tegninger) og Caroline Delabie (farver) eksekverer, er det svært ikke at være begejstret og bare nyde rutsjebaneturen. Meyer er eminent god til at give såvel figurer som landskab liv. I actionsekvenserne slækker han lidt på detaljerne, hvilket passer fint med læsetempoet mens han ellers må siges at være både meget omhyggelig og med Crowe har han skabt et fjæs, der bare bliver ved med at være interessant at kigge på. Imens veksler Delabie ret konsekvent mellem blålige eller rødlige farvetoner alt efter tidspunktet på dagen og puster virkningsfuldt ekstra liv og dybde ind i Meyers tegninger.
Hvad Undertaker alligevel foreløbigt mangler, for måske med tiden at blive en værdig konkurrent til tidligere europæiske sværvægtere i genren er det udefinerlige ’noget mere’. Charlier og Girauds Blueberry (1963-2007) havde et gennemført tema omkring den indianske befolkning i USA, der gav den en betydelig moralsk tyngde, som Undertaker endnu ikke er i nærheden af. Løjtnant Blueberry var aldrig i tvivl om det moralsk forkerte i de hvides udnyttelse af indianerne og endte endda selv med midlertidigt at leve som en indianer. Derimod er det faktisk svært at forestille sig, at Crow skulle løfte en finger for andre end sig selv, men det må tiden vise. Greg og Hermanns Red Kelly (1969-1982) var en afsøgning af selvtægtsmoralen mod slutningen af tiden med ’rigtige cowboys’. Red Kelly kom tidligt i serien i fængsel for at jagte og dræbe en forhærdet morder og måtte i resten af albummene balancere på en moralsk knivsæg som delvist kastreret cowboy, der fik moralske skrupler, hver gang han skulle trække pistolen og leve op til sine egne og andres tidligere idealer som en handlekraftig revolvermand.
Fælles for både Blueberry, Kelly og Crow er dog, at de alle tre er typiske antihelte, der kun modvilligt lader sig drive ind i centrum af begivenhederne. Hvordan Jonas Crow og Undertaker vil tage sig ud om nogle år er vanskeligt at pege på, der er dog ikke meget der tyder på, at han har andre interesser end sig selv. Men måske fortiden, eller den overraskende slutning på dette album, også vil indhente Crow og give ham nogle interessante moralske skrupler. I de to første album er penge dog det eneste, der kan få ham til at gribe tøjlerne og drive bedevognen fremad. Så længe Dorison, Delabie og Meyer holder hjulene kørende i så højt et tempo som tilfældet er i Gribbenes dans, så er der dog ikke for alvor grund til at klage.
