Velkommen til “Nr. 9 spørger”, hvor vi for sjov og alvor stiller Nummer9s bidragsydere et tegneserierelateret spørgsmål. Du er velkommen til at bidrage til diskussionen i kommentarfeltet – eller foreslå spørgsmål vi skal stille i fremtiden.
Denne gang slagter vores skribenter hellige køer og stiller op til øretæver, når de svarer på spørgsmålet: Hvilken elsket og kritikerrost tegneserie eller tegneserieskaber siger dig ingenting?
Sabrina Vitting-Seerup, nyhedsskribent: Jimmy Corrigan
Først tænkte jeg, at det var en nem opgave at udpege en anerkendt tegneserie, der ikke siger mig noget. Sådan en har jeg nemlig aldrig mødt, og jeg har eller en bred smag. Jeg er både til belgiske albums og amerikanske tradepaperbacks, og jeg binge-læser med glæde Building Stories, Dessertør og Bassernes Julealbum 2008 på samme søndag. Dog er der en tegneserie, som jeg aldrig har formået at komme hele vejen igennem. Det er ellers et vigtige eksperiment og jeg mener oprigtigt, det er et vigtigt værk i tegneseriemediets historie – intet mindre! Alligevel er jeg end ikke nået halvvejs igennem de kulørte sider…
Med stor skam, skyld og selvbebrejdelse må jeg indrømme, at jeg aldrig har læst hele Jimmy Corrigan, the Smartest Kid on Earth. Det er bare som om, at jeg bliver ”mæt” efter en 50 sider. Hver gang lægger jeg tegneserien væk med den oprigtige intention om at fortsætte en anden dag – og jeg samler den da også op igen! Der ender bare med at være gået så lang tid, at jeg er nødt til at begynde forfra, og 50 sider senere… You get the drill.
Sagen er, at tegneserien er så meningskompakt. Hver en deltalje i både tekst og billede bærer en essentiel betydning, jeg føler mig nødsaget til at dissekere, for at få den fulde oplevelse med. Selv måden ruderne er struktureret bærer ofte en mening, der går udover det æstetisk behagelige og fortællingens tidslige fremdrift. ALT skal analyseres, vendes og drejes, før jeg tør bladre og gå i gang med næste side. Det er netop denne detaljerigdom, der gør Jimmy Corrigan til noget helt særligt, men det er også det selvsamme træk, der får mig til at gå i stå hver gang. Propmæt og ude af stand til at klemme en bid mere ned…
Ej, det er også for dårligt, at jeg aldrig er nået igennem så vigtigt et værk! Jeg giver det lige et skud til, og jeg helmer ikke, før jeg når s. 60! Men det har jeg selvfølgelig sagt før…
Thomas Berger, skribent og blogger: Blueberry
Blueberry står som en af søjlerne i europæisk tegneseriekultur, og for mange, især ”gamle mænd”, tegneserielæsere er denne westernserie en helt igennem central del af deres tegneserieforståelse. Jeg har aldrig fået den læst – og jeg har prøvet mange gange.
Den komplette serie står i sin danske første udgave på reolen. Og når jeg bladrer i et album, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Jean-Michel Charlier og Jean Giraud var både håndværkere og kunstnere af høj kaliber. Men blot et par sider inde i et album melder kedsomheden sig, alting synes så brunt i brunt, figurerne ligner hinanden, som de knævrer løs i et sidelayout, som tiden for længst er løbet fra.
Samtidig er Girauds streg en evig påmindelse om, at han som serieskaber bare er mere interessant som Moebius – og når valget står mellem cowboys og rumvæsner, ja så er der ikke noget valg.
Christian Aarestrup, anmelder: Giraud/Moebius
Jeg har godt nok kæmpet med at få det her skrevet, og hvordan det skal skrives. For jeg vil selvfølgelig ikke underkende et af de allerstørste navne i den europæiske tegneserietraditions historie, en tegner der fuldt fortjent anses at have præsteret noget af det ypperste inden for både den traditionelle og mere eksperimenterende magasin- og albumtradition, og hvis betydning for og indflydelse på andre kunstnere har været enorm.
Der er blot et spørgsmål, som har plaget mig: Hvilket forholdsvis afgrænset værk kunne jeg give eller anbefale til nogen, der ikke kender hverken bemeldte serieskaber eller noget videre til tegneserier, hvis jeg skulle overbevise dem om, at her er der virkelig tale om en verdenskunstner? Inkalen lyder nok indlysende for mange, men selv om det er noget af de mest elegant illustrerede, så er det altså også en værre omgang jodovrøvl og banaliteter. Den første lange række blueberries er Girauds tilegnen sig mediets virkemidler; fra omkring 1970 har han og Charlier så nogenlunde naglet den og laver noget af det mest effektive underholdning i en håndfuld år. Så er der afstikkeren til Metal hurlant, Den hermetiske garage og Arzak; grænseoverskridende og -udvidende, men de læser altså mest af alt som skitsebøger. Og tilbage på Blueberry igen omkring 1980 er det effektiv underholdning plus je ne sais quoi, symbiosen mellem Moebius og Giraud, men det fiser altså hurtigt ud igen og er definitivt dødt efter Det sidste kort fra 1983.
Genlæsningen af det meste af Moebius værk i Faraos fine, nye (gen)udgivelse bekræfter mig beklageligvis i, at Edenas verden mv. om end fabelagtigt flotte ikke er videre tilfredsstillende læseoplevelser. Det kronede hjerte er en ligeledes flot, men indholdsmæssigt tynd satiretegning strukket over alt, alt for mange sider. Silver Surfer sammen med Stan Lee kunne godt udgøre gateway drug for det superhelteopflaskede publikum, men har derudover et noget parantetisk præg. At manden fra 90’erne og frem mest følger op på tidligere igangsatte serier og projekter samt påtager sig opgaver i periferien af mediet skal ikke lægges ham til last, men det ændrer i sagens natur heller ikke ved undertegnedes idiosynkratiske indtryk af, at tegneserietegnernes tegneserietegner har produceret meget få, grænsende til stort set ingen store, helstøbte værker, der entydigt kan begrunde hans store betydning.
At det skulle gøre Giraud/Moebius overvurderet eller ligefrem kedelig er nok at en for voldsom vinkling, men selv om jeg så nødig vil lyde som en rablende rindalist, vil jeg prøve at stå ved påstanden om, at John DiFool, Major Grubert, Jerry Cornelius er forholdsvis overfladiske bekendtskaber, og at især mesterens værker signeret Moebius mest af alt er enormt lækre at bladre i, men ikke noget, der nødvendigvis skal læses fra ende til anden. Og en fantastisk skitsebog er da bestemt også at foretrække frem for den store, gul-brune masse af narrative konstruktioner, men det er bare sjældent dem, der ætser sig fast i sindet som store oplevelser. I hvert fald ikke i mit.
Michael Lindal Andersen, anmelder og skribent: Preacher
Preacher, skrevet af Garth Ennis, dukker kontant op i toppen af lister over de bedste tegneserier NOGENSINDE! Ofte er disse lister i virkeligheden lister over de bedste tegneserier fra den amerikanske mainstream, men fred være med det, for lige meget hvad, så har jeg aldrig ment, at Preacher hørte til helt deroppe i det gode selskab sammen med Sandman, Watchmen og velsagtens også Dark Knight Returns (nu hvor vi altså holder os til mainstreamen).
Bevares, Ennis er faktisk en god forfatter, der kan skrive ægte figurer, forhold og dialoger krydret med tanker om religion i den moderne verden, en dekonstruktion af den klassiske westernhelt og en fin række af andre spidsfindigheder. Men problemet er bare, at han åbenbart er helt uden mådehold. Og det siger jeg ikke fordi, jeg er snerpet, men fordi jeg endte med at kede mig lidt i de lange, endeløse voldsscener, sexscener, scener med mænd, der ligner pikhoveder eller (bogstaveligt talt) røvhuller i fjæset og konstante pissen op ad det katolske træ. For så vidt er jeg enig med Ennis i mange af de ting, han så groft siger, men der er bare for meget fuldemandssnak og britisk drengerøveri over det til, at det rigtigt bliver interessant. Der er noget galt med doseringen. I hvert fald, hvis man skal kigge på serien som det mesterværk, mange mener, den er.
På tegnesiden er Steve Dillon passabel. Det er lidt svært at sige noget ondt om ham lige nu, hvor han netop har forladt os, men jeg har altid fundet hans stil lidt stiv og uinteressant. Den passer sådan set fint til serien, men der er bare mere spræl i den historie, som vores egen Peter Snejbjerg har tegnet. For han tegner sgu som en boss! Men ellers er det heller ikke tegningerne, der hæver Preacher op til toppen af listerne.
Som sagt kan Ennis godt skrive, der er knald på, og hvis man er en horrorhund ligesom mig, så er der masser af perverse fornøjelser at finde i den grovkornede lokumssatire. Men er det nok til at gøre det til den bedste tegneserie for voksne NOGENSINDE? Pik, patter, blasfemi, drukture, mandehørm og fuck-det-hele-attitude gør ikke en historie voksen. Bare fordi, det er forbudt for børn, betyder det ikke, at det ikke er infantilt. Et eller andet sted snakker Ennis om voksne emner, men han behandler dem lidt som en 12-årig, der forsøger at chokere storfamilien til en julefrokost, og så drukner det. Man bliver ikke voksen af at råbe ”PIK”… og i tilfældet med Preacher stiller Ennis sig ofte i vejen for sig selv, og det han måske egentlig vil. Måske er Preacher en tegneserie for meget unge voksne og ikke ældre voksne, der er kommet videre fra drengeværelset og chokeffekter som værdi i sig selv.
Og jeg bliver næsten lidt træt i hovedet af alle de frække ord, jeg selv har brugt i den her tekst. De kom nok lidt i vejen for mit egentlige budskab.
Kristian Bang Larsen, chefredaktør: Tintin
Det er jo nok som at skrive sin opsigelse som redaktør på et tegneseriemagasin, men altså, Tintin siger mig ikke noget. Kedelig og stiv, det er den altså, og ofte er der tale om dårligt håndværk (det kommer jeg til).
Og det skyldes ikke uvidenhed (højst almindelig tykhovedhed) fra min side. Jeg har læst alle album i serien, og flere bøger om Hergé og hans værk, og jeg anerkender fuldt ud og i den grad seriens gigantiske tegneseriehistoriske betydning.
Men selv om jeg godt ved, at f.eks. Tintin i Tibet er en eksistentiel og dybt personlig historie for Hergé, så kan jeg virkelig ikke læse den som andet et ordinært eventyr om spejderdrengen der skal finde en forsvunden ven der er blevet bortført af en (god) afskyelig snemand.
Tintin i Tibet udmærker sig ellers ved at være et album, hvor jeg rent faktisk kan huske plottet, hvilket ellers er sjældent i Tintins Oplevelser. Oftest er historien glemt så snart den er læst. For den er sjældent særlig god.
Som en lille øvelse genlæste jeg ét tilfældigt Tintin-album af den håndfuld jeg rent faktisk ejer, nemlig Den sorte ø. Givet, det er ikke en af de kanoniserede klassikere, men på den anden side heller ikke et af de helt tidlige problematiske album, fra før serien fandt sin form.
Og ærlig talt, det var helt chokerende så mange logiske brister, enorme usandsynligheder og dårligt afviklede komiske optrin der var.
Bare for at nævne to:
På første side opdager Tintin en lille flyver der nødlander på en mark. Vor helt løber hen for at se om han kan hjælpe med noget, og bliver skudt. Han vågner på anden side op på hospitalet hvor Dupond og Dupont våger over ham. Og mens de er der, bliver de ringet op Interpol, der fortæller at et fly uden kendetegn er styrtet ned i Sussex. Straks tager detektiverne til England.
Hvor skal jeg starte? Altså: hvorfor ringer Interpol til belgisk politi når et uidentificeret fly styrter ned i England? Og hvorfor skulle det få belgierne til at tage til England? Gør de også det, hver gang en bil uden nummerplader kører galt i Wales? Og lad gå, at opgaven lige går til Dupont & Dupond, men hvor stor er sandsynligheden for at de lige sidder med Tintin da de bliver kontaktet? Det er, undskyld jeg siger det, sjusket og ringe plotkonstruktion og -afvikling.
Så er der de sjove optrin. Hergés elegante, stumfilmsinspirerede falde-på-halen komik. Et par sider senere er vi England, hvor Dupont & Dupond nu jager Tintin, der er blevet (uretmæssigt) anklaget for et overfald. Tintin løber om et hjørne, men da Dupont & Dupont runder det, er han væk, og der er kun en ældre herre med hvidt skæg, kasket og pibe, der sidder og kigger ud af sit vindue. Det er så Tintin i forklædning. Men man må spørge sig selv: hvordan har Tintin fremskaffet sin forklædning? Går han altid rundt med falsk skæg og pibe i baglommen på sine plusfours? Og hvordan kan han, på de få sekunder det tager forfølgerne at nå rundt om hjørnet, nå ind i huset, forklæde sig som en gammel mand, og sætte sig i vinduet? Det giver vitterlig ingen mening, og sådan fortsætter det albummet igennem.
Og så er jeg slet ikke kommet ind på Hergéss arvtagere. Altså, det er ikke fordi jeg ikke kan lide ligne claire-stilen, f.eks. er 80’er-tegnere tegnere som Yves Chaland, Ted Benoit, og Serge Clerc superfede. Men Studio Hergé-tegnerne? Edgar P. Jacobs, Roger Leloup, Bob de Moor og Jacques Martin er alle sammen søvndyssende, med mindre man lige har en ting for sidstnævntes sparsomt klædte drengehelte, og så er det i orden.
Nå, det er en anden historie (både ynglingekroppene og Studio Hergé-tegnerne). Jeg må hellere stoppe her og tage mine tæsk.
