Haus Frau
Katrine Marie Nielsen har samlet otte af sine korte tegneserier i et selvudgivet, smukt, men også søgende zine.
“Haus Frau” gør sig ikke i mange introducerende ord.
Der er ingen præsentationer, ingen ’omkring kunstneren’, ingen fabulerende indledninger i Katrine Marie Nielsens selvudgivne luksuszine. Måske synes hun, at hendes historier kan tale for sig selv (og det kan de) eller måske mener hun, at man får en masse at vide om hende inde blandt bogens sider (og det gør man).
Ikke desto mindre synes jeg det er værd at nævne, at Nielsen er dansk tegneserieskaber, illustrator og underviser, med base i Tegnestuen Kulkælderen midt i København. ”Upcoming”, som man siger – og det siger jeg med al højagtelse!
Men Nielsen selv siger ikke meget til introduktion, og når man åbner “Haus Frau” (efter at have nydt den grafisk velkomponerede forside – allerede her er det tydeligt, at hun kan sit kram), finder man en sparsom indholdsfortegnelse og så er det ellers direkte ind i første historie og af sted.
”Haus Frau” samler otte af Nielsens egne tegneserier i forskellige længder: én til omkring ni sider hver. De varierer i materiale, stil og farve, men stemmen er genkendeligt Nielsens, hvad end hun laver små poetiske skitser af hverdagen, dybt personlig selvbiografi eller humorøse vertikale avisstriber om bylivets absurditeter.
”Haus Frau” er stort for et zine (zine: en selvprintet tegneserie eller tegneseriesamling) og er flot uden at være forfængelig, med en veldesignet forside og god papirvægt.
I det hele taget er sansen for godt design lidt af en rød tråd i ”Haus Frau” – hvilket er meget passende, fordi netop et af de vigtigste designelementer er brugen af farven rød: klare røde flader og elementer, sat op imod sort-hvide illustrationer. De bedste eksempler finder man i ’Set i byen’, der er min personlige visuelle favorit og i øvrigt ret sjov.
Senere introduceres også en mildt uindbydende gulgrøn, der sammen med Nielsens løse streg skaber en følelse af anspændthed i ’Tegneseriefestival’. Men umiddelbart efter giver ’Love in Hamborg’ en slags forløsning med en uintimiderende blågrøn og bløde blyantsgradienter (meget afslappende, hvis vi ignorerer, at en fjerdedel af historiens paneler er en særdeles velrenderet hovedslugning i en biografsal, mens hovedpersonen ser forfærdet på).
Man bliver, med andre ord, ikke revet rundt i tusind forskellige designvalg, men bliver hensynsfuldt ført igennem et par stykker. Trods sin kaotiske natur har ”Haus Frau” begge visuelle ben plantet på jorden.
Generelt er Nielsen meget løs i sin streg, uanset om den er lavet i blæk eller blyant, men hun er god til at variere sin stil imellem historier og give hver sin egen stemme. For eksempel er ’Tiden Tove Bruger’ dejligt dynamisk i sin blyantsrendering, mens ’En Morgen’ leger effektivt med teksturer (og i øvrigt har et rigtig sjovt og mindeværdigt visuelt tema). Det er ofte velfungerende, personligt og charmerende, men går også sommetider hen og føles mere tilfældigt end velovervejet (og desværre ikke på den gode måde).
Historiernes temaer er ofte centreret om Nielsen selv eller livet i storbyen – ofte begge dele.
Nielsens selvbiografiske historier er ikke bange for at blive personlige, og det er tydeligt at hun har en masse på hjerte om livet, om kærligheden, om introspektion og om København. Men hun holder sin læser i armslængde, mens hun fortæller og man fornemmer at Nielsen, trods sine åbne skildringer, er et meget privat menneske. En kvinde med flere tanker om livet, end hun kan nå at udtrykke gennem streger og ord. Måske flere end hun har lyst til at udtrykke.
Alting, fra Nielsen selv til København, er skildret med kærlig selvironi, og det er ofte rigtig morsomt, hverdagspoetisk, eller begge dele på samme tid. Der er helt sikkert mange skønne øjeblikke.
Men en generel tendens i historierne er en følelse af ufærdighed og bratte, ukontrollerede slutninger, hvilket – synes jeg – desværre ikke fungerer særlig godt. Det er ikke en synd at efterlade sin læser med et ”vent hvad?” på læberne, når sidste panel er læst, men hvis dén oplevelse følger størstedelen af fortællingerne, har man tabt mere, end man har vundet. Og trods designtække og illustratorlogik i komponeringen af hvert panel, er det sommetider bare svært at se, hvad der sker og med hvem.
(En undtagelse er ’Selvportræt’, hvor brat slutning og skitsestreger går op i den helt rigtige højere enhed.)
I det hele taget virker ”Haus Frau” mere som en samling af skitser til historier mere end færdiggjorte, gennemkomponerede fortællinger og det er bare ikke dem alle, der fungerer lige godt. Det har sin merit, faktisk er det utrolig vigtigt at skabe visuel poesi og fortællinger i brudstykker som Nielsen gør det – med humor og med nænsom kærlighed – men det samlede billede af ”Haus Frau” er, synes jeg, mere søgende end effektivt.
Når alt det så er sagt, står man stadig tilbage med en vildt imponerende selvudgivelse, der er både personlig og charmerende på en fuldstændig uprætentiøs måde. Og jeg ønsker Katrine Marie Nielsen al held og lykke med forhåbentlig mange fremtidige udgivelser!
