Carsten Fogh Nielsen har læst G. Floy Studios nye Marvel-udspil.
Da Egmont i slutningen af 2010 stoppede med at udgive Spider-Man var det slut med faste månedlige superhelteudgivelser på danske, og der er, så vidt jeg er orienteret, ikke umiddelbart udsigt til, at der vil komme nye danske månedshæfter fra hverken DC eller Marvel.
Selv droppede jeg de danske udgivelser engang i slut-90’erne, da jeg flyttede fra Vejle til til Århus og samtidigt begyndte at rejse til København med forholdsvis jævne mellemrum. Dette gjorde det muligt ro mig at få min superheltetørst stillet ved at gå på hugst i diverse tegneseriebutikker, hvor jeg kunne købe de originale amerikanske hæfter og tradebacks og dermed være mere up to date end de danske hæfter tillod.
Det er min erfaring, at mange andre faste danske superheltelæsere har fulgt nogenlunde det samme mønster. Kombineret med det generelt vigende marked for tegneseriehæfter (se blot på Anders Ands tilbagegang) betød dette et faldende antal læsere af de danske superhelteudgivelser, som logisk førte til lukningen af Superman, Spider-Man og de øvrige månedshæfter.
New Avengers med Wolverine og Spider-Man
Dette betyder dog ikke, at der ikke er et marked for danske superhelteudgivelser. G. Floy Studio har således indenfor de senere år udgivet en del tradebacklignende opsamlinger af miniserier og kortere afsluttede forløb fra Marvel, bl.a. Josh Whedons og John Cassadays Astonishing X-Men, Neil Gaimans og John Romita Jr.s The Eternals, samt Jeph Loebs og Tim Sales Daredevil: Yellow
Det nyeste skud på stammen er de seks første numre af Brian Bendis’ og David Finch’ New Avengers, som er blevet samlet i en lækker hardcoverudgivelse med titlen: De Nye Avengers. Vol. 1: Udbrud. På forlagets hjemmeside annonceres det, at man kan tegne abonnement på de to næste bind i serien, som forlaget forventer at udgive i år.
De Nye Avengers foregår efter de begivenheder, der blev skildret i albummet Avengers: Kaos, der sluttede med at Avengers blev opløst. Det nye album starter med en organiseret massefangeflugt fra ”Fortet”, det supersikrede fængsel for superskurke, som tvinger en række forskellige Marvelhelte, Captain America, Iron Man, Luke Cage, Spider Woman og Spider-Man til at arbejde sammen. Undersøgelsen af, hvordan flugten fra Bosek kunne lade sig gøre leder heltene til Det Vilde Land, den skjulte fortidsjungle der er gemt dybt inde i den antarktiske isørken. Her møder de Wolverine, som også er på sporet af bagmændene bag flugten, og det bliver hurtigt klart, at der er tale om en omfattende sammensværgelse, der synes at række langt ind i SHIELDs rækker. Efter en afsluttende show down med en skummel SHIELD-agent beslutter vores helte sig for at fortsætte deres samarbejde, indtil de ansvarlige bag fangeflugten er afsløret og fanget. De Nye Avengers er skabt, og grunden er lagt til de kommende album.
Besværet dansk dialog
The New Avengers: Udbrud er en solid superheltehistorie med action, slagsmål og en rask handling. Og da forfatteren er Brian Bendis er personkarakteristikken i umådeligt sikre hænder. Bendis’ talent for at skrive talesprogsagtig dialog, hvor folk konstant afbryder sig selv og hinanden, og sætninger ikke færdiggøres eller måske pludselig skifter retning, fornægter sig ikke. Men fordi Bendis’ dialog er (eller i det mindste fremstår) semi-realistisk, så er den også meget tæt bundet til det amerikanske sprog. Rytme-, betonings- og betydningsforskelle mellem dansk og amerikansk tale gør det meget vanskeligt at oversætte hans dialoger til realistisk, talesprogsagtigt dansk. Tue Gaston gør et glimrende forsøg, men der er simpelthen ikke det samme naturlige flow i dialogen, som når man læser Bendis på amerikansk.
David Finch’s tegninger (der sine steder minder mig om Bryan Hitch) er flotte og fungerer specielt godt i slagscener, dramatiske actionsekvenser og store splashpages. Han er mindre god til ansigtsudtryk (hans figurer har en tendens til at ligne hinanden) og kropsbygning. Captain Americas/Steve Rogers underarme og hænder er flere steder så muskuløse og overdimensionerede, at man næsten kan føle sig hensat til en af de 90’er Image-serier, som Finch engang arbejdede på. De forholdsvis mange snakkescener (det er jo trods alt en Bendis-forfattet serie vi taler om), fungerer derfor ikke nær så godt som actionsekvenserne.
Glimrende, men ikke must-have
De Nye Avengers: Udbrud er kort sagt en glimrende mainstream superhelteudgivelse. Den er ikke helt oppe og ringe, men skal nok få folk fanget ind. Og der lægges tilpas mange spor og hentydninger ud igennem serien, til at man får løst til at læse med i de næste bind.
Personligt kan jeg dog godt have mine tvivl om formålet med og nytten af at udgive netop denne serie på dansk. Dels virker New Avengers ikke som en lige så stramt komponeret og selvberoende serie som f.eks. Whedons X-Men. Den er kort sagt ikke specielt tilgængelig for et bredere, ikke Marvel-kyndigt, publikum, og derfor næppe en udgivelse man kan sælge til andre end folk, der i forvejen læser superhelteserier. Og dels er New Avengers netop en glimrende mainstream superhelteserie, som udover Bendis’ dialog ikke rummer de helt store personlige kendetegn eller særtræk. Serien er derfor ikke et absolut must-have for den almindelige danske superheltefan, der nok enten helt vil springe New Avengers over eller investere i den (billigere) amerikanske udgave.
Men hey, hvis og såfremt der stadig er et dansk marked for superhelteudgivelser, så skal denne gamle DC- og Marvel-læser være den sidste til at beklage sig.
Karakter: 3/5
Værkets Titel: De Nye Avengers. Vol. 1: Udbrud
Forlag: G. Floy Studio
Forfatter/tegner: Brian Michael Bendis og David Finch
Oversætter: Tue Gaston
Farve og form: Farve/Hardcover
Sidetal: 144 sider
Pris: kr. 198,00 kroner
ISBN: 978-87-91630-66-8
Aktuelt udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: Danmark