Kristian Bang Larsen zoomer ind på udvalgte tegneseriescener for at undersøge mediets sprog. Denne gang: Barnets perspektiv i Thomas Thorhauges ”Kom hjem”.
I den skrevne litteratur fortælles historien ofte i 1. person, med det man populært kalder en ”jeg-fortæller”. Her oplever læseren tekstens univers gennem hovedpersonens sanser og får den formidlet gennem hans eller hendes stemme.
I billedbårne medier som tegneserier og film er det svært at fortælle sin historie sådan. Selv om vi til daglig oplever verden i 1. person, så virker det underligt, hvis en tegneserie konsekvent fortælles gennem sin hovedperson. Hvis vi kun ser verden gennem hans øjne, så ved vi ikke, hvordan han ser ud, eller hvad han laver. Man ser kun hans arme og ben fra underlige vinkler.
Så er det alligevel lettere med et billede af vores hovedperson. Nu ved vi, hvordan han ser ud, hvad han laver, hvordan han har det. Så er den klaret.
Men man kan alligevel godt fortælle sin historie, så den er solidarisk med hovedpersonens perspektiv, også uden at bruge en konsekvent 1. persons-synsvinkel. Det ser man for eksempel i et kort kapitel af Thomas Thorhauges fortælleteknisk blærede grafiske roman, ”Kom Hjem”, hvor begivenhederne ses fra barnet Roberts perspektiv.
Kapitlet er kun på seks sider, og der sker ikke det store. Den sovende Robert og hans mor er aftenen før ankommet til et kollektiv i Frankrig. Nu vågner drengen i tremmesengen i sit nye værelse, kravler ud af den, går gennem huset og ned ad trappen til køkkenet, hvor moren giver ham morgenmad. Her er de sidste tre sider:
Som sagt: ikke meget ydre handling. Til gengæld sker der en masse inden i Robert. Det får Thorhauge fornemt formidlet gennem sit billedsprog, og uden at Robert eksplicit siger eller tænker noget. Thorhauge bruger mindst tre forskellige virkemidler for at få læseren til at opleve verden gennem Robert.
For det første veksler billederne mellem at vise verden fra Roberts perspektiv, og at vise, hvordan Robert reagerer på det, han ser.
Som i ovenstående sekvens, hvor vi i det første billede er inde i Robert (eller i hvert fald lige bag ham) og ser køkkenet, som han ser det – og i de næste to billeder er ude af ham igen, så vi kan se, hvordan han bliver opslugt af det, han ser. Vekselvirkningen er konsekvent i hele kapitlet og holder læseren fast på Roberts oplevelse af verden. Enten er han i billedet, eller også ser vi gennem hans øjne.
For det andet: Bemærk, hvordan omgivelserne tegnes, som Robert oplever dem. Det første billede af køkkenet er detaljeret tegnet. Det er barnets oplevelse af noget nyt og uoverskueligt, der er så overvældende, at trappen og gelænderet forsvinder for ham i næste billede. Han oplever kun køkkenet. Og da stemmen i tredje billede kalder ham tilbage til virkeligheden, dukker trappen op igen. Den er tegnet simplere end køkkenet, for det er ikke et nyt rum at opleve for Robert, det er bare en trappe.
I tegneserier prioriterer man ikke kun ved at beskære, men også ved kun at tegne det, der er relevant for fortællingen, og f.eks. undlade baggrunde, når de ikke har betydning. Her bruges prioriteringen mere subjektivt end normalt, tydeligst og frækkest i beskæringen af taleboblerne. Som i sidste spalte på anden side, og første spalte på tredje:
Taleboblerne beskæres konsekvent, så kun det, som Robert hører, vises. I det første billede får han fat på det meste, men efterhånden som han bliver opslugt af pigen, der spiser, rykker boblerne ud i kanten af billedrammerne, og teksten forsvinder. Det er en simpel grafisk illustration af, at han registrerer, at nogen taler, men ikke hører det. De voksnes ord som en summen i udkanten af barnets bevidsthed. Da moren i sidste billede siger Roberts navn, ser man det halvt. Her begynder han så småt at registrere, hvad der bliver sagt, men moren skal arbejde hårdt for at få drengens opmærksomhed:
– og så er Robert allerede på vej væk igen, for solens stråler ind af vinduet er mere interessante end morens planer for dagen.
For det tredje bruger Thorhauge gentagelser og zoom til at understrege og forstærke Roberts oplevelse af verden. Lad os lige hoppe tilbage til scenen, hvor han kigger på pigen, der spiser.
Først zoomes der ind på Roberts ansigt, mens han stirrer på pigen overfor. Moren, taleboblerne, tingene på bordet forsvinder, og sammen med hans stirrende blik, fortæller sekvensen, at han bliver opslugt af det, han ser – samme effekt, som da trappen forsvinder.
Så skifter perspektivet til Robert, og vi ser pigen med ham. Først zoomes der ind på hende, og så gentages perspektivet og beskæringen i to næsten ens billeder. Hun spiser bare, men gentagelsen og zoomen forstærker indtrykket af Roberts fascination af pigen. I tredje billede ser hun op og ligegyldigt på Robert, og – klip – vi ser igen Robert udefra, pinligt bevidst om, at han har siddet og stirret.
Det er tydeligt, at Thorhauge kan sin billedsprogs-ABC. Nogle af elementerne, som f.eks. klipningen og perspektivskiftene, kender man fra film, men andre, især prioriteringen af, hvad der tegnes og beskæringen af taleboblerne, er tegneseriespecifikke.
I alt lykkes det for Thorhauge at få læseren til at opleve verden fra barnet Roberts perspektiv. Hvor verden i det nye kollektiv er skræmmende og fascinerende, og hvor barnets flimrende bevidsthed ikke interesserer sig for voksen fornuft, men hellere lader sig fange af lyset, der falder ind af vinduet, og pigen med rottehalerne. Det er overlegent fortalt, sofistikeret, og alligevel så let læst, at man knapt nok mærker, hvad han gør.
“Seriesprog” er en ny artikelserie på Nummer9.dk, hvor Kristian Bang Larsen undersøger tegneseriemediets formsprog og virkemidler med udgangspunkt i udvalgte tegneseriescener.
Del på
