Atom Agency 1: Fyrstindens smykker
Yannick Le Pennetiers aftryk på den fransk-belgiske tegneserie er efterhånden større end nogen anden nulevende udøver.
Han gjorde sig først bemærket sammen med Didier Conrad i 1980’erne og har siden under diverse aliasser, oftest Yann, været med til at starte et utal af serier såvel som behandlet de fleste velkendte seriefigurer fra det sprogområde. Le Pennetier kan godt selv tegne, endda ret godt, som han gjorde i det første Les Innommables-album, men overlader det som regel til andre grundet for mange idéer og for lidt tålmodighed. Billedsiden til indtil videre tre meget roste ekstraordinære eventyr med Splint & Co. overlod han til Olivier Schwartz, og de to stod også bag Gringos Locos om Franquin, Jije og Morris’ ungdomsrejse til Nordamerika.
At kalde Atom Agency for makkerparrets første egenopfindelse ville være en tilsnigelse, da inspirationen fra tidligere serier og udøvere er tyk nok til at skære i. “Atom” er ud over fornavnet på seriens detektivhelt Vercorian også en henvisning til den “atomstijl”, som de tre c’er Yves Chaland, Serge Clerc og Luc Cornillion indstiftede i 1980’erne (og som Joost Swarte, der mere end nogen anden bredte den langt ud over tegneseriens grænser, navngav) med udgivelsen Atomic 58 (henvisende til verdensudstillingen i Bruxelles 1958 og dens nyligt restaurerede vartegn). Schwartz dyrker ligesom atomisterne “de klare lijn” i Spirou-udgaven: Atom Vercorian er iklædt ekstra lange knæbukser lige som Tintin og hans trekløvede detektivbureau, som bærer seriens titel, er som løftet ud af Tilleuxs Max Jordan. På samme måde som bilerne, fx en Porsche 356, er taget nærmest direkte fra Jidehems autofetishistiske udgivelser a la “60 klassiske sportsvogne”, inklusive angivelser af motorstørrelse og acceleration.
Handlingen i Atom Agency er henlagt til 1949 og i umiddelbar forlængelse af Gringos, som den på sin vis også er en tematisk fortsættelse af. Der er i mindre grad tale om en egentlig originalserie end en hyldest til Jije, Franquin og den senere Chaland, som Yann nåede at skrive et par Freddy Lombard-album for, inden samme døde alt for tidligt i en bilulykke i 1990. At en rigmandsfrue får stjålet sine smykker, og at Atom Vercorian sammen med veninden og kompagnonen Mimi beslutter sig for at indkassere findelønnen og finansiere deres nystartede dektektivbureau og til at beskytte dem hyrer en førtidspensioneret bryder, er blot de begivendheder, der nu engang skal bringe figurerne sammen og få sat serien i gang – på samme måde som plottet ikke er det væsentlige, når Quentin Tarantino pudser kung fu- eller spaghettiwestern-genren af og sætter den op på den postmoderne pejsehylde i form af Kill Bill eller The Hateful Eight eller skildrer en bestemt tid og et bestemt sted som i den seneste, aldeles fremragende Once upon a time in Hollywood.
Hyldestformålet forhindrer dog ikke, at serien også er personlig og fx inddrager efterkrigstidens Marseilles, den armenske diaspora i Frankrig som følge af tyrkernes folkedrab og den sovjetiske magtovertagelse i kølvandet på 1. verdenskrig samt den franske brydesport, der for en menneskealder siden mindede ikke så lidt om den nuværende, amerikanske udgave – alt sammen noget, en helt ung Le Pennetier nok er blevet formet af. Det føles i hvert fald næsten autobiografisk, når Vercorians far fortæller om sine mere suspekte bekendtskaber fra krigsfangelejren eller formaner sin søn om gifte sig med en armener, hvis han da ikke vil forårsage hans moders “død af sorg oppe i himlen”. Det samme gør skildringen af brydermiljøet og de både fysiske og psykiske skavanker, den delvist iscenesatte, men på ingen måde arbejdsmiljøsikrede underholdningsport medfører. Og uden for billederne optræder en vis “fætter Chahnouk Aznavourian”, som efter sigende skulle være god til at synge, og som Vercorian kan låne lidt penge af; den franske Sinatra, der blev verdenskendt under navnet Charles Aznavour, døde for lige godt et år siden efter en menneskealder i rampelyset. Således er baggrunden for den farverige krimi er udfyldt med masser af autentisk detaljerigdom.
Undertegnede har lige siden det første ekstraordinære Splint-eventyr af de to herrer her ønsket sig, at de ville lave deres egen serie sammen. Atom Agency er nok det tætteste herpå, vi kommer, selv om serien opleves som en kommentar i lige så høj grad som et selvstændigt udsagn. Det er imidlertid en dybfølt og seriøs kommentar – Yann og Schwartz tager hyldesten alvorligt og forsøger efter bedste evner at leve op til forbillederne både fra slut-40’erne og start-80’erne. Og nej, det er ikke skoledannende som Hergé og Jije eller stilskabende som Chaland eller Clerc. Men hvis man bare er trængende efter endnu et retrotrip, så er dette altså betydeligt sjovere end de mange kunstige åndedræt, som forsøges pustet i de fransk-belgiske klassikere, herunder makkerparrets eget Splint & Co. Udgivelsen er stilsikker og stemningsfuld og gennemført lækkert lavet, og denne anmelder håber i hvert fald det bedste for atombureauet i deres forhåbentligt snart nyistandsatte lokaler over den nedlagte tankstation.
