This Land is my Land
Amerikanske Andy Warner og danske Sofie Louise Dam tager læseren på en rejse rundt i verdenshistorien for at lære om alternative samfund, mikronationer og utopier.
Nogle dage føles det, som om der ikke er noget håb for menneskeheden. Vi står kollektivt over for den største udfordring vores art endnu har set – klimakrisen, hvis nogen skulle være i tvivl – og som vores ledere har vi valgt voksenbabyer, fascister og deciderede psykopater. Regnskovene brænder, flygtningelejrene flyder over, og herhjemme kan vi glæde os over at færre børn gider læse og at Top Gear nu kommer i en dansk version. Er enden nær? Skal man bare finde et reb frem og begynde at lede efter en gren i den rigtige højde?
Man kunne også kaste sig over This Land is my Land, en ny faglitterær tegneserie om ”Big dreams, micronations og self-made states” af forfatteren Andy Warner og vores egen danske rising star, illustratoren Sofie Louise Dam. Her kan man nemlig finde en modgift mod pessimisme og opgivenhed!
Sølvtøj og christianitter
This land is my land starter med en fortællerstemme der henvender sig direkte til læseren, og spørger om vi nogensinde har drømt om en smukkere, mere retfærdig eller friere verden?
Stemmen tager derefter skikkelse af Pallas Athenes ugle, som bliver vores faste følgesvend og stand-in for forfatter Andy Warner gennem bogens 160 sider.
Og vi kommer vidt omkring. This land is my land er opdelt i fem kapitler; Intentional communities, micronations, failed utopias, visionary environments og strange dreams, som igen er delt op i 3-10 kapitler à 5-6 sider. Geografisk dækkes stort set hele den beboede klode, fra Canada til Kina.
Vi møder bl.a. Ernst Hemingways bror, der grundlagde ”det nye atlantis”, forsikringsagenten der startede en new-age religion med tilhørende underjordisk tempel, vores hjemlige Christianitter og en polyamorøs, kristen sekt, der producerede sølvtøj.
Tonen er hele vejen igennem objektiv. Warner holder sig til de historiske facts og dømmer ikke det brogede persongalleri, hvis motiver spænder fra ønsket om frihed, lighed og fællesskab, til mindre prisværdige drivkræfter som storhedsvanvid, imperialisme og skatteunddragelse.
Det er de mest visionære og ideologisk funderede af disse – som sørøver-fristaden Libertatia, Operation Atlantis og verdens længst-levende mikro-nation Sealandia – der er mest interessante og inspirerende. Kortere og mere forglemmelige er fx. historierne om det svenske kunstprojekt Ladonia og den kun 2-sider lange Liberland. Dem og en håndfuld andre er der ikke meget kød på, og de kunne sagtens have været skåret fra.
Bogen afsluttes med en kort og noget letkøbt konklusion om at ”it’s one thing to have the vision to create a perfect space. It’s another thing entirely to make it last.”
Bånd der binder os sammen
Det grafiske udtryk er økonomisk men charmerende, med lyse farver, enkle figurer og en legende udtryksform, hvor f.eks. tekstens ”community is what binds a person together with those around them” illustreres som et fysisk bånd der snor sig ud og ind, imellem og rundt om mennesker.
Sofie Louise Dam er formet af Graphic Storytelling-uddannelsen i Viborg, og selvom billedsiden i This Land is my Land ikke er så overdådig som i f.eks. Dam og Kim Fupz Aakesons billedbog, Stur stur nummer, fejler håndværket absolut intet; Dam kan med et enkelt billede få ethvert miljø til at blive levende, og med få streger etablere indlevelse i karaktererne, hvad end det drejer sig om sørøvere eller radikale lesbiske. Hendes sans for farver er ligeledes bemærkelsesværdig, og gør det ene opslag efter det andet til en fryd for øjet.
Håbefuld påmindelse
Hvis jeg underviste i Engelsk i udskolingen ville jeg elske at inddrage This Land is my Land i undervisningen, for den er både lærerig og underholdende, ikke mindst takket være detaljerne i Dams tegninger og karakterenes egne, små indskudte bemærkninger hist og her. Dog kunne jeg godt have ønsket mig en litteraturliste eller forslag til videre læsning til sidst i bogen, for man kan nemt få lyst til at lære mere!
Det der i sidste ende gør This Land is my Land til et vigtigt og relevant indspark er dog især som hyldest til verdenshistoriens visionære og (mere eller mindre) tossede fantaster, idealister og svindlere, samt de mange der har fulgt dem. På den måde bliver bogen også en håbefuld påmindelse om menneskehedens ukuelige tro på en bedre verden – og vilje til at kaste sig ud i halsbrækkende eventyr for at realisere den.
Ikke nogen dårlig ting at blive mindet om i disse ellers så dystre tider, hvor der mere end nogensinde er brug for at finde nye måder at leve på.
