Cav Bøgelund anmelder en dansk debut-serie: Arch Enemy af Lars Kram
Med Arch Enemy #1 sætter Lars Kram foden ned og præsenterer os for et ambitiøst bud på en amerikansk inspireret mainstreamserie.
På det amerikanske marked er nye superheltetitler ikke noget sjældent syn. Stort set samtlige amerikanske mainstreamforlags profiler tegnes af en række rendyrkede superhelte- eller actionserier, og nye tiltag sættes konstant i søen for at holde dampen oppe – intet nyt her.
Men nyt er det, at vi nu med “Arch Enemy” har fået en dansk contender, og vidste man ikke bedre, kunne man sagtens tro, at serien havde et amerikansk ophav. Både af udseende og indhold ligner “Arch Enemy” nemlig en serie, der sagtens kunne være udkommet på Image, Boom! eller et andet af de øvrige mindre forlag der kredser om giganterne Marvel- og DC Comics. Dialogen er nemlig ligesom konceptet på engelsk.
“Arch Enemy” foregår i den fiktive, amerikanske storby Splendor. Her kan alle føle sig trygge, for superhelten The Star holder et vågent øje med byens borgere og opretholder det nydelige status quo. Men som titlen antyder, er det ikke The Star, der er seriens hovedperson.
Det er derimod den bitre, lidt indebrændte Marvin Kazinsky, der i seriens første nummer af forskellige grunde forsøger at gøre sig som superskurk. Ikke mindst fordi Marvin hader den måde, verden er skruet sammen på. Marvin bliver også kriminel af mere personlige årsager, men mere skal ikke afsløres her…
Inspirationen fra forbillederne Brian Bendis og Alex Maleev (især kendt for deres samarbejde på Marvels Daredevil) er tydelig, men kun ment positivt. Lige som sine forbilleder er Lars Kram nemlig mere interesseret i sine figurer og sit plot, end i kostumerne og superkræfterne.
“Arch Enemys” figurer har alle deres egen stemme og dialogen er snappy og velfungerende, og slet ikke så klodset som man ofte ser det, når danske forfattere forsøger sig på et fremmedsprog – imponerende. Det er måske lige vel tydeligt, at Lars tænder mere på at skrive end at tegne, men han har så godt et greb om det grundlæggende håndværk, at læseoplevelsen foregår fuldstændigt problemfrit. På overfladen har projektet ellers oddsene mod sig, for det første fordi “Arch Enemy” jonglerer med en lang række forskellige scener og fortællegreb, og for det andet er serien i første omgang tænkt som en miniserie på 6 numre, og vi introduceres for en lang række elementer, der først vil blive forløst senere. Lars Kram udviser imidlertid et fint overblik og en veludviklet fortælleøkonomisk sans.
Alt i alt en lidt ujævn, men i sidste ende imponerende og løfterig debut. Der er krummer i knægten fra Viborg!
Mens vi venter på “Arch Enemy #2”, kan første nummer læses gratis lige her: http://the-spearhead.blogspot.com/2010/11/blog-post.html
– Cav Bøgelund
Karakter: 4/5
Værkets titel: Arch Enemy #1
Seriens titel: Arch Enemy
Forlag: Eget forlag
Forfatter/tegner: Lars Kram
Farve og form: Hæfte i farver.
Sidetal: 29 sider + 4 siders ”ekstramateriale”
Pris: Gratis.
ISBN: —
Udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark
– Udgivelsen er støttet af ‘The Open Workshop’