Kærlighedens oprindelse
Hvor kommer vores idegrundlag for det traditionelle romantiske parforhold fra? Og er det egentlig ikke lidt uretmæssigt hypet? Liv Strömquist knækker knoer i Kærlighedens oprindelse.
Du tænker tegneserie = aha, her kommer noget fed fiktion til at underholde mig.
Du tænker, der står 2026 på kolofonen = spritnyt, netop landet.
Intet af dette er sandt.
Jo, underholdningsdelen – og/eller i alt fald et fuckton af ting til eftertanke (det kommer vi til). Men Kærlighedens oprindelse er hverken ny eller fiktion. Den blev oprindeligt udgivet i 2010 i Sverige, og er den første af Liv Strömquists bøger, der blev udgivet i udlandet – nemlig i Frankrig i 2012. Til at starte med, levede den et ret stille liv. Men så fik den momentum, fordi den tapper ind i en stigende tendens i vores samfund, nemlig stillingtagen til det traditionelle monogame forhold, og de dertilhørende stive kønsroller.
Det her er et værk, der har været forud for sin tid. Og nu kan du læse det på dansk.
Som den gode læser du er, så er du måske allerede bekendt med Liv Strömquist og hendes bøger. Du kender hendes sort/hvide streg, som vittige skitser i kladdehæfter, hendes kvikke humor, og hendes teori-funderede feministiske tilgang til overvejelser og takes over hvordan vores samfund og relationer hænger sammen – og livlig kritik af dette. Strömquist er skarp som en springkniv, når hun dissekerer de ting, vi ofte tager for givet.
I Kærlighedens oprindelse tager hun parforholdet under behandling, særligt det traditionelle monogame forhold med traditionelle kønsroller, hvor kvinden er den relationelt orienterede, følelsesmæssigt åbne, og afhængig af mandens billigelse/støtte, som modstykke til mandens følelsesmæssige utilgængelighed og ønske om bare at drikke en bajer på sofaen alene. Og hun kommer vidt omkring på de ca. 140 sider i sin sædvanlige Micron-pen-streg – kulturel prægning, omskrivningen af nordiske myter, Whitney Houstons forhold til Bobby Brown, patriarkatets roller og historie, romantisk kærlighed som forbrug, og meget mere. Det er en vild tur i temaparken, og det er lige så informativt, som det er sjovt. Fordi Liv Strömquist er fucking sjov. Og har en fantastisk timing. Se bare sekvensen med Reagan her:
Timingen af det lykkelige suk er eminent. Man kan nærmest høre det, og dette kunne snildt være en filmsekvens.
Tegneserie-håndværksmæssigt er det også humoren og timingen, der redder den visuelle side af Kærlighedens oprindelse. Fordi helt ærligt, det er ikke pænt, det her. Det er heller ikke fucked op weird på den fede måde. Jeg forstår godt valget af tegneserier som medie til at stille en kritik af samfundsnormer, fordi kombinationen af billeder + tekst giver det mest spiselige og letfattelige udbytte. Et greb som at sætte fotografier ind skaber også en effekt af virkelighed og realisme – “det er sandt, det her”. Men skal du læse Kærlighedens oprindelse for den flotte billedside? Nej. Er din trofaste anmelder her i gang med at hænge billeder fra bogen op på væggen? Heller ikke (selvom den kvindelige udgave af stodder-Hemingway har en vis appel).
Til gengæld kan hun sit kram med tegneseriens virkemidler, og hun gør nogle ret interessante ting. Vi har en sekvens i kapitlet om Whitney Houston, hvor en lang, holdt tone i I Will Always Love You bølger sig i det blanke rum mellem tegneserieruderne, og giver en soundtrackagtig oplevelse. Og se, hvordan hun i få streger om de voksne i ruden nedenfor viser hvordan personens opmærksomhed retter sig – det afkodes supereffektivt på et halvt sekund.
Kærlighedens oprindelse er en kompakt og intens læseoplevelse, næsten overvældende. Der er meget pakket ind på siderne. Det er fedt, fordi der er meget stof og meget at forholde sig til. Men det er også nemt at tabe pusten, og jeg vil anbefale man læser et kapitel ad gangen. Og så er der en anden ting: Jeg var nødt til at grave mine %#€!@ skærmbriller frem fra skuffen for at kunne læse den her satan. Skriften i bogen er lille og gnidret, og der er meget af den. Derfor vil jeg appellere til, at man i næste oplag printer bogen i dobbelt størrelse, og at Liv Strömquist fremover får nogle flere sider at brede sig ud på, så det ikke er nødvendigt at møffe så meget indhold ned på hver side.
Hjælpemiddelsinducerende galskabsskrift
Tegnemæssigt er det altså ikke stor kunst vi er ude i.
Til gengæld er hendes emne superfuckinginteressant. Som teaset i introen, stiller hun store og meget velfunderede spørgsmål ved vores ideer om romantisk kærlighed, det ideelle forhold, og hvilke roller og positioner vi indtager i alt det. Det hele bliver bakket op af forskning, undersøgelser og etableret teori. Nogle steder mistænker jeg hende lidt for at cherry-picke, eller for at løbe med en lille undersøgelse, og blæse den op til universel sandhed. Som fx i denne rude, hvor hun bruger statistik til at understøtte sit argument om, at kvinder generelt er langt gladere end mænd efter skilsmisse.
Umiddelbart ser det overbevisende ud, men kigger man det lidt efter i sømmene, dukker der problemer op:
- Teksten skriver “undersøgelser” i flertal, men ser ud til kun at være resultatet af én undersøgelse
- Signaturforklaringen i nederste højre hjørne viser, at deltagerantallet i undersøgelsen kun udgør 139 personer (60 mænd, 79 kvinder). Det kan ikke være repræsentativt for hele befolkningen
- Hvad er det for et befolkningssegment, der er blevet undersøgt? For der er sgu nok ret stor forskel på efter-skilsmisseoplevelsen i den veluddannede, bedrestillede hvide middelklasse i skandinaviske storbyer, og i fattige arbejderklassesamfund i andre verdensdele.
Og så lidt en afsløring til dig, kære læser. For den her anmeldelse har været et stykke tid undervejs. Liv Strömquist understøtter med stor overbevisning sine pointer i bogen med referencer til undersøgelser, forskere, teoretikere og andet akademisk godtfolk. Når folk ikke bare fremsætter meninger, men underbygger med henvisninger til fakta, så får det mig altid til at knibe øjnene sammen på Fry-fra-Futurama-manér og gribe efter den store lup. Din trofaste anmelder her har haft den helt store faktatjekkerhat på, op til og inklusiv at bestille en bog hjem fra det kongelige bibliotek for at tjekke, om en henvisning til et psykologiforsøg var formidlet korrekt (svaret var ja), og tjekke forskning i velbefindende efter skilsmisser (blandede resultater afhængig af vinkel + segment).
Konklusionen af min research er, at hun i det store og hele har styr på sine fakta og data, selvom hun nogle steder simplificerer, eller ikke giver helt lige så meget plads til nuance, som der måske fortjener at være. Eksempelvis savner jeg et mere biologisk og neurologisk take på forelskelse og parbonding. Og der er også lidt et problem i, at bogen er ca. 15 år gammel – det meste af det teori hun trækker på, er fra omkring årtusindskiftet, og der har trods alt været lidt udvikling siden da. Det er også en lidt anakronistisk oplevelse at læse en 15 år gammel kritik af ægteskabet som institution.
Strømquist opererer i krydsfelt mellem kunst/underholdning og teori/sociologi/filosofi. Vi kan ikke forvente en fuld akademisk afhandling fra hende. Men hun gør hvad god kunst kan: få læser til at tænke og reflektere.
Kærlighedens oprindelse er lidt en bastard (sorry), fordi den ikke bare er let underholding (selvom den er pissesjov), men heller ikke er fuld akademisk afhandling og afdækning af emnet (selvom hun har stærke kilder + dokumenteret belæg for sine pointer). Hybrider som Kærlighedens oprindelse tjener som portaler mellem den teoretiske og den virkelige verden. For viden, der ellers kun bor i akademiske sfærer, bliver fremstillet i et lettilgængeligt medie, hvor læseren får vigtig og interessant information ind med underholdningen.
Og så er emnet i værket hyperrelevant – opbruddet med den automatiske tanke om, at selvfølgelig skal du have en romantisk partner for at være lykkelig i dit liv, og at et forhold skal se ud på én bestemt måde. Det er noget, der i den grad er oppe til debat og overvejelse for tiden – se bare etisk non-monogami, polyamori, bevidst fravalg af dating/forhold, og meget mere.
På trods af lidt tung brug af teori, tekst der får mig til at overveje om jeg er ved at blive svagtseende, og en noget brutalistisk tegnestil, så får Kærlighedens oprindelse fem flotte nitaller for at være så utroligt tankevækkende. Du behøver ikke være enig, og måske værket bare vil irritere dig helt vildt. Men det giver dig oplyst belæg for at tænke og stille nogle spørgsmål, og det er altid opkvikkende.
