3-2-1… Lift off! I dag starter FNs internationale rumuge, en årlig hyldest til videnskab, eventyrlyst og udforskning af rummet. Så hvad kunne være en bedre anledning til at give vores bud på gode, spændende og måske oversete tegneserier med rum-tema?
Lige så længe mennesket har eksisteret, har vi kigget op på stjernerne og tænkt ’hvad er der mon derude?’
Og lige så længe tegneserien har eksisteret som kunstform, har tegnede forestillinger om rumrejser, rumvæsener, fjerne planeter og galakser fundet vej til læserne.
Tegneserien Space Man fra Dell Comics, 1961.
Mange klassiske serier og udgivelser træder frem gennem tegneseriehistorien – lige fra Flash Gordon/Jens Lyn, Tintins måneeventyr og Linda & Valentin til Danmarks egen fjollede rumklassiker Rejsen til Saturn af Claus Deleuran.
Går man et spadestik dybere, virker det som om, der nærmest er lige så mange tegneserier med rumtema som stjerner på nattehimlen!
Her er derfor en række Nummer 9-skribenters bud på gode og læsværdige tegneserier, du kan fejre rum-ugen med at læse.
Vi hører også meget gerne jer læseres bud. Smid en kommentar til slut med din anbefaling af en god tegneserie, der foregår i rummet eller på anden vis inddrager rumfart, rumvæsener eller lignende!
///
Charlotte Johanne Fabricius
Tillie Walden – On A Sunbeam (Avery Hill Publishing, 2018)
On A Sunbeam handler om rummet på samme måde som Ursula K. Le Guins forfatterskab handler om rummet. Ønsker man teknisk nørderi, astrofysik og stjernekrig, så går man galt i byen. Er man i stedet ude efter dybt menneskelige historier, stemningsfuld world building og en udsøgt blanding af håb og melankoli, så rammer Tillie Walden plet.
Historien følger, i parallelle spor og med spring i tid, hovedpersonen Mias rejse fra utilpasset skolepige midt i den første store kærlighed til en ung kvinde, der forsøger at finde sin plads i universet.
Hun får arbejde på et rumskib og bliver en del af den familiestruktur, besætningen har bygget op, mens de restaurerer forladte bygninger i en sært affolket galakse. Men fortidens spøgelser indhenter dem og fører dem til The Staircase: et ellers lukket land, hvor man må lægge livet som indsats for at trænge ind.
Alle rumskibene ligner fisk og svæve-svømmer mellem frit-flyvende bygninger (egentlige planeter synes at være et sjældent fænomen i denne verden). Der er ingen forklaringer, ingen techno-babble. Sådan ser verden bare ud – et billedskønt bagtæppe til en fortælling om at turde gå imod systemet.
I princippet kunne historien have foregået i nutidens USA: en eksklusiv, hierarkisk pigekostskole, en omrejsende queer-familie, en kult bosat på et lukket kompleks kun få er flygtet fra. Som al god sci-fi handler Waldens fortælling om vores samtid, selvom den er klædt i space fantasy-antræk.
Men alligevel er det vigtigt, at det er en rumfortælling, af den type, jeg elsker højest: hvor rummet netop bliver rum – dyb baggrund for menneskeligt drama, der både synes kosmisk stort og uendeligt småt. Det er Le Guins tilgang til fjerne galakser, med et persongalleri inspireret af hendes nutidige arvtager, Beckie Chambers. I Waldens personlige streg og stemningsmættede farvelægning går det hele op i en højere enhed.
On A Sunbeam bærer tydelige præg af sine aner. Der er over 500 sider, fordelt på tyve kapitler, og den udkom oprindeligt som webcomic – det hele kan stadig læses, ganske gratis, på nettet. Men den murstenstunge hardback er bestemt også værd at læse (dog træls at slæbe hjem i en kuffert fra England, ask me how I know…), for der er virkelig tænkt over bogens udstyr og farvegengivelse.
Tempoet, stilarten og persongalleriet emmer af tumblr-webcomic-æraen på den bedst mulige måde: tegneserier, som man kan dvæle ved og som graver sig dybt ind i sjælen. Kritiske læsere vil måske finde den for langsom, for impressionistisk, for nænsom. Jeg synes, den er vidunderlig.
Waldens sans for stemning er knivskarpt kalibreret. Og hun har blik for det, jeg elsker højest ved space fantasy: at mennesker forbliver mennesker, uanset bagtæppets størrelse og særhed.
///
Erik Barkman
Frederik Peeters: Aama 1-4 (Self Made Hero, 2011-2014)
Helt ude ved kosmos’ ende findes en planet ved navn Ona(ji). Her har en gruppe videnskabsfolk sluppet en kunstig intelligens ved navn Aama løs, hvorefter de prompte er stoppet med at give lyd fra sig. Ekspeditionen, der skal efterforske deres radiotavshed, tæller en række topbegavede specialister og så altså Verloc Nim, Aamas hovedperson.
Nim er en af de plagede knudemænd, schweiziske Frederik Peeters er så påfaldende god til at skrive; han er en fiasko i alle livets henseender, men særligt som far.
Det ligger i luften, at Nim modstræbende vil finde en form for frelse på den fjerne planet, som Aama er i færd med at forandre til et surrealistisk drømmelandskab. Sikkert er det, at han aldrig bliver den samme.
Aamas første to bind tager sig god tid til at introducere seriens nøglefigurer og sætte scenen for det kosmiske drama. I bind tre bliver fortællingen for alvor sat i gear, og bind fire er en visuel feberdrøm, der er Rumrejsen år 2001 værdig.
Serien er værd at eje for billedsiden alene: Peeters er en overset mestertegner, hvis virtuost plastiske streg her ikke mindst trækker på Moebius’ senere værker, og en lige så uovertruffen farvelægger. Men den er værd at læse, fordi schweizeren også er en fantastisk billedfortæller, og fordi han formår at forankre seriens kosmiske koncepter i et vedkommende menneskeligt drama.
Du kommer måske aldrig til at elske Nim, men du vil heppe på ham alligevel – hele vejen til kosmos’ ende.
///
Kristian Bang Larsen
Tom King, Mitch Gerads og Evan “Doc” Shaner: Strange Adventures (DC Comics, 2021)
Det er en form for illusionskunst.
Den tidligere CIA-agent Tom Kings historier er klædt ud som superheltetegneserier, men oftest er de i virkeligheden thrillere, der beskæftiger sig med krig, og hvad det gør med mennesker.
Således også i Strange Adventures, hvor rumhelten Adam Strange er vendt retur til jorden efter at have reddet planeten Rann fra de grusomme pykkteres invasion og tilmed har giftet sig med Rann-prinsessen Alanna.
Det synes som et rigtigt rumeventyr, men så anklages Adam Strange for krigsforbrydelser mod pyktterne. Af en mand, der snart findes død.
Og rumoperaen er snart en langt mere mudret og kompleks fortælling om traumer, svigt, moral og narrativer, elegant fortalt i to spor: et i nutiden, hvor Adam Strange efterforskes af superhelten Mr. Terrific (kendt fra den seneste Superman-film), samtidig med at han er kastet ind i kampen mod pykkterne, der nu har udset sig jorden som mål; og et datidsspor, der følger ham på Rann, hvor han med Alanna ved sin side er i krig mod pyktterne.
Begge dele er voldsomt fedt tegnet, i to stilarter, der begge trækker på klassisk magasin-illustrationskunst: nutidssporet i en form for rå, lækker realisme af Mitch Gerads, en af Kings faste samarbejdspartnere; og Rann-delen i en renere, mere romantisk stil af Evan “Doc” Shaner, der virkelig giver den sci-fi gas med masser af sære rumvæsener, vilde actionsekvenser og overdådigt smukke naturscenerier.
Tom King kan til tider være teksttung, men i Strange Adventures forstår han, hvor meget visuelt potentiale der er i historien, skriver til de to tegneres styrker, og giver dem masser af plads at boltre sig på. Samtidig med at hans historie tager os nye og overraskende steder hen, hvor vi sjældent kommer i superheltehistorier, eller rumoperaer, for den sags skyld.
Det. Er. Så. Fedt!
///
Line Dalbro Schaumann
Guojing – Oasis (Godwin, 2025)
Guojing er mest kendt for sine ordløse billedbøger, bl.a. The Only Child og Stormy, men med Oasis har hun skabt en hjertevarm og rørende tegneserie.
Historien udspiller sig i en verden, der er gået under.
Det er usikkert om det er vores egen jordklode i fremtiden eller en fremmed planet, men klimaet er helt ødelagt. Der er store sandstorme og ørkenlignende områder. To børn, JieJie og DiDi, er efterladt i en skurvogn ude midt i ingenting, mens deres mor arbejder hårdt på at tjene nok, så familien kan flytte til Oasis City.
Børnene tager ofte ud på ture for bl.a. at hente vand, men også for at vente på et opkald fra moren i den telefonboks, der er i nærheden. De savner deres mor og vil gerne have, at hun kommer hjem.
En dag finder børnene en robot, og selvom de er skeptiske, finder de ud af at denne robot har et AI-genereret “mor-program”. Dét tager de i brug og oplever pludselig en anden hverdag med én, der er der for dem. Læser historier højt og putter dem.
Da deres rigtige mor dukker op, er hun bestemt ikke tilfreds med erstatningen, men måske kan de alle fire skabe et liv sammen?
Jeg låner tit bøger på biblioteket, alene fordi forsiden taler til mig, og det her var sådan en bog. Jeg er vild med illustrationerne. På forsiden har vi de to søskende og “mor-robotten”, og den udstråler kærlighed og varme, men når man åbner bogen, er illustrationerne udelukkende i sort-hvid, næsten som blyantsskitser. Det giver en meget følsom og rørende billedside, hvor børnenes frustrationer og kampe står tydeligt frem.
En historie, der overraskede mig meget – især hvor rørt jeg blev af historien. Den er skræmmende og håbefuld på samme tid. For hvis en planet er gået under, er det så ikke der, vi har allermest brug for kærlighed og nærhed?
Det var i hvert fald sådan en fortælling, der gav mig lyst til at kramme mine børn lidt ekstra.
///
Louise Lykke Lorentzen
Warren Ellis og Brandon McKinney – Switchblade Honey (AiT/PlanetLar, 2003)
Ville det ikke være pissefedt, hvis Captain Picard (eller Kirk) drak og røg smøger på broen, mens han bandede af sin regelrette pilot?
Det synes Warren Ellis også. Derfor har vi Switchblade Honey, der med et kæmpe glimt i øjet (muligvis genskæret fra en eksploderende planet) giver et bud på, hvordan Star Trek kunne have set ud, hvis det havde været meget mere rock’n’roll.
Rammen for historien er ultrabekendt. Vi har kæmpe rumskibe, en formidabel udenjordisk trussel, og samme rejsetid til Jupiter som de fleste har til nærmeste IKEA. Og det klassiske format holder også næsten tre sider, før vores kaptajn Kirk-klon, Captain Ryder af det stolte rumskib The Inevitable, nægter at parere ordre; tænder en smøg, og kalder sine overordnede for nogle pikhoveder.
Og så er vi i gang!
Captain Ryder havner i fængsel. Efter at have kukkeluret dér i et par måneder, bliver han sammen med den temmelig awesome Susan Nile, en tidligere førsteofficer, udvalgt til en sidste, desperat mission. De overlegne rumvæsner, Chasta’erne, er nemlig ved at vinde den krig, der har stået på et stykke tid. Annekteringen af solsystemet står for døren. “Vi kan ikke være marinesoldaterne længere,” informerer generalen Susan og Ryder. “Nu er vi nødt til at være Viet Cong.”
Og så er der kraftedeme lagt op til interplanetarisk guerillakrig med smøger og dåsebajere på broen af Enterprises rebelske søster, Switchblade Honey. Opkaldt efter førsteofficeren, der skar pikken af en voldtægtsmand og blev busted, mens hun var i færd med at skyde kropsdelen ud i rummet.
Hvordan det går herfra, vil jeg ikke afsløre. Men det er en fucking fest. Pedalen er trykket helt i bund; der er åbne benbrud, fuld knald på hyperdrivet, og masser af sarkasme. Menneskeheden skal reddes af de mindst slemme bøller, som fængslet byder på. Alting er i stor skala, og swagger-knappen er drejet helt op på 11.
De mere akademisk orienterede vil også muntre sig med temaet om ultra-individualismens (i form af vores hovedpersoner) kamp mod de kollektivistiske Chasta’er. Det kan godt virke en lille smule bedaget ift. vores samtids søgen mod fællesskab og forbundethed og væk fra den individualisme, som liberalismen ellers har dyrket.
Men hey, man kan også argumentere for, at nogle ret forskellige typer danner fælles front mod kold autoritet, og forsøger at bibeholde vores menneskelighed. Det er ret punk.
Visuelt er Switchblade Honey holdt akromatisk, hvilket giver mindelser til scifi fra før farvefjernsyn var en ting. Det er også en ret fed kontrast til den ret anarkistiske handling. Der er nogle virkelig fede flyve-sekvenser med Switchblade Honey, og den visuelle side er i det hele taget rigtig veloplagt og filmisk.
Læs den for sjov. For et adrenalin boost. For en rendyrket FUCK JA-oplevelse.
Switchblade Honey er letbenet og fucking skarp underholdning, der plastrer smil på læben. Det er en hurtig og lækker lille sag, charmerende som en bølle med rodet hår og et fandenivoldsk grin og en pakke Lucky Strikes i inderlommen.
Skal du have en smøg? Skal vi smadre det onde imperium sammen?
///
Martin Rovang Jensen
Mathieu Bablet – Shangri-La (Magnetic Press, 2021)
Én af de tegneserier hensat til verdensrummet, der har gjort størst indtryk på mig de seneste år, er franske Mathieu Bablets Shangri-La. En lækker moppedreng af en udgivelse fra Magnetic Press på over 200 siders rumstations-udforskning.
Shangri-La udspiller sig nemlig i en kæmpe rumby/rumstation ved navn USS Tianzhu. Her har resterne af menneskeheden søgt tilflugt for at leve videre efter at jorden er blevet ubeboelig.
Med base i denne rumstation følger vi så nogle personer, der skal opklare et mysterium, der langsomt udfolder sig. Herunder hvorvidt den allestedsnærværende mega-corporation Tianzhu, der har lagt navn til stationen, har rent mel i posen.
Skildringen af livet i rumstationen er vildt fascinerende og har også klare tråde til cyberpunk; det hele er sådan lidt nusset, neonoplyst og på randen af forfald, mens stationens beboere hutler sig gennem tilværelsen.
Bablets streg er en lækker blanding af den fransk/belgiske stil og så noget, der kan minde om Manga. Den fungerer helt perfekt til det dystre fremtidsmiljø, han tegner frem.
Udgivelsen er spækket med nogle SINDSSYGT flotte tableauer, hvor Bablet overlegent og nærmest fetichistisk folder den enorme rumstations opbygning og myriader af kringelkroge ud. Farvelægningen er også en fryd for øjet og perfekt afstemt til det svævende fængsel, menneskehedens efterkommere reelt har fanget sig selv i.
Så lever jeg med at Bablet er mindre god til at tegne mennesker – de ligner alle i udpræget grad hinanden – for nøj, hvor kan han kæle for detaljerne i dén sci-fi-arkitektur, han drømmer frem.
Rumstationen er da nærmest også at regne for historiens hovedperson. Altid til stede. Altid dominerende. Altid dybt fascinerende!
Selve historien?
Den er dyster, spændende og stiller skarpt på flere etiske og filosofiske spørgsmål.
Og på det helt enkle plan er det som læser også bare fascinerende at opleve, hvordan Bablet giver små dagligdags bud på, hvordan livet i en rumstation et par hundrede år ude i fremtiden kan udfolde sig.
///
Thomas Berger
Warren Ellis og Chris Weston: Ministry of Space (Image Comics, 2004)
Anden Verdenskrig har i sommeren 1945 fundet sin afslutning, og de amerikanske tropper ankommer til den tyske hærs forskningsstation i Peenemünde. Det er her, de tyske V2-raketter er blevet udviklet, og både videnskabsmanden bag, Wernher von Braun, hans kollegaer og den viden, de ligger inde med, er yderst værdifuld.
I den virkelige verden endte Wernher von Braun i USA, hvor han blandt andet udviklede raketter for NASAs Apollo-program. Men i Warren Ellis og Chris Westons tegneserie Ministry of Space har de britiske tropper forlængst været en tur omkring Peenemünde for tage forskerne til fange og sikre England et gigantisk teknologisk forspring.
Således kan briterne allerede i 1948 sende den første satellit i kredsløb om Jorden, og i 1950 sender de det første menneske ud i rummet – selvfølgelig i et raketfly med forstærket og trykreguleret kabine.
For som John Dashwood, der er chef for det engelske rumprogram og piloten, der skal af sted, siger: “Jeg skal ikke ud i rummet pakket ind i sølvpapir. Jeg er brite, jeg vil have min jakke på og sidde i et komfortabelt lædersæde.”
Chris Westons tegninger virker noget stive i det, som om han har svært ved helt at løsrive sig sine fotoreferencer. Men hans æstetiske valg skyldes så nok også, at serien til dels er en hyldest til den klassiske engelske science fiction-tegneserie Dan Dare.
Warren Ellis’ historie er så mest af alt en sammenfatning af denne alternative virkeligheds rumfartsmilepæle, og savner derfor som fortælling noget mere dybde i sit persongalleri samt at kigge nærmere på den verden, som er opstået som følge af briternes teknologiske dominans.
Men den grundlæggende “hvad nu hvis”-tanke er god, og det er den, der gør Ministry of Space værd at læse.
///
Cecilie “Q” Ravn
Rosemary Valero-O’Connell – Don’t Go without Me (Short Box Comics, 2019)
Den hårde sandhed: her er en sci-fi for fantasyelskerne.
De travle fantasyelskere, endda, for det er kun én ud af tre af Rosemary Valero-O’Connells små historier i samlingen Don’t Go Without Me, der sender os på stjernefart. ”What Is Left”, hedder den, og konceptet er ren magi: rumskibe drevet af minder. Neuroner, hvis energi er nok til at sende vores skibe gennem universet – hvis ikke motoren imploderer på vejen, naturligvis.
Således møder vi vores hovedperson: den sidste overlevende astronaut efter et sådant kollaps, nu indkapslet i motorens malstrøm af minder. Ikke hendes egne, forstås: hun er reduceret til at være tilskuer i værtspersonens liv og på dén måde komme så nært ind på livet af en anden person, som det er metafysisk muligt. Og det er ikke et dårligt liv.
Mindeværtens indre verden er fyldt med sommer, farver og kærlighed og det er svært for vores vildfarne astronaut ikke at lade sig flyde med strømmen…
Simpelt? Måske. Men læs den, for helvede. Læs den for poesien, følelserne, kvinder der elsker andre kvinder – men læs den allermest for Valero-O’Connells fuldstændig overjordisk fede visuelle udtryk.
Ingen laver tegneserier som Valero-O’Connell, slut, punktum. Her forbindes kølige grafiske designgreb og enkle farver med en stil, der bliver til poesi på siderne. Kald mig layoutnørd, men det er rent ud sagt rørende.
Så tilgiv denne stakkels ”sci-fi nonbeliever” og læs Don’t Go Without Me og prøv at lade være med at tude, mens du tænker over dette: Er det bedre at svæve anonymt gennem gyldne minder, eller trække sig selv igennem barsk virkelighed?
