Tegneren Daniel Hansen tegner skandinavisk horror fra tegnebordet i Malaysia. Vi har talt med ham om arbejdet med successerien Alva, og om hvorfor layoutets koreografi er det vigtigste for ham.
Daniel Hansen ved sit tegnebord i Malaysia.
Hvordan skaber man en hitserie?
Den svenske tegner Daniel Hansen har sammen med den danske Aksel Studsgarth skabt serien om Alva med de magiske evner, der ikke kun er blevet udgivet i Frankrig af det store forlag Glénat, men hvis første bind tilmed blev nomineret til bedste krimitegneserie ved Angoulême-festivalen og vandt Pingprisen for Årets bedste danske tegneserie.
Samarbejdet er foregået long distance, for mens Aksel Studsgarth bor i Danmark, har Daniel Hansen tegnet de indtil videre to Alva-bøger Alva i mørket og Alva Odyssée i Kina og Malaysia.
Alligevel har det fungeret, og succesen hænger ikke mindst sammen med Daniel Hansens evne til at orkestrere Aksel Studsgarths hæsblæsende plot i stemningsfulde, filmiske fortælleforløb.
”Præsentationens geometri” kalder han det selv, i dette interview, hvor vi har fået lov til høre om hans proces med at tegne Alva-tegneserierne.
Hvad fik dig i gang med at lave Alva-bøgerne med Aksel Studsgarth?
– Det var tilfældigheder, der satte det i gang. Det var pandemi og jeg sad fast i Kina. Restriktionerne gjorde, at jeg ikke længere kunne pendle til Indien, hvor jeg arbejdede som Art Director. Inden Alva i Mørket arbejdede jeg mest med film.
– Derfor begyndte jeg at rode med en håndfuld forskellige tegneserieprojekter. Nogle i samarbejde med forfattere, nogle som soloprojekter. En af forfatterne var Studsgarth, som var en overfladisk instagram-bekendt. Alva var tilfældigvis det projekt, som først fandt en forlægger i franske Glénat.
Hvad inspirerer dig?
– Det er svært at sige… et halvt århundredes aflejringer af det ene og det andet. Idéen med Alva-bøgerne var i hvert fald at lave en hybrid-tegneserie. At kombinere manga, europæisk og amerikansk tegneseriekunst.
Du bor jo i Malaysia nu og har tidligere boet i Kina – har det påvirket dig kunstnerisk?
– Jah, jeg har rejst meget rundt de seneste to årtier. Men at tegne er jo noget man gør alene. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det sted jeg bor, inspirerer mig. Men min idé om tegneserier og mine æstetiske idealer blev formet for længe siden og har ærlig talt ikke forandret sig særlig meget siden teenageårene. Jeg har selvfølgelig forandret mig som menneske siden da, men ikke som illustrator.
Hvor starter du, når går i gang med en tegneserie?
– Min bibliografi er meget kort, så jeg har ikke så mange erfaringer at trække på. Men jeg følger i store træk den sædvanlige rækkefølge, tror jeg. Først thumbnail-skitser, for bedre at bedømme, hvor mange sider en scene kan tænkes at kræve. Og siden forfines det hele, indtil det er tid til at tusche (konturlinjer og farvelægning af sorte flader, red.).
Tidlige thumbnail-skitser af et indbrud tidligt Alva i mørket.
Siderne må gerne se rå ud, så længe jeg fanger bevægelserne med præcision
– Jeg er meget optaget af præsentationens geometri; hvordan og hvor informationen lægges på siden, så læseren forstår den uden at skulle anstrenge sig.
– Det som reelt interesserer mig mest, er at fange bevægelsen. Siderne må gerne se rå ud, så længe jeg fanger bevægelserne med præcision og layoutet er velkoreograferet. Man overvinder mediets begrænsninger. Det er jo en slags sejr.
– Det er ikke kun tegneseriekarakterernes bevægelser, der interesserer mig. Det er også øjets læsebevægelse. Hvordan man koreograferer panelindholdet over siden, så læseren registrerer alt væsentligt, uden at få hovedpine!
Alva gør sin dramatiske entre ved at springe ned fra en høj bygning. Her tidlige skitser til side 6 og 7 i Alva i mørket. Til venstre sideopbygning, til højre bevægelsen i springet.
Hvordan er din proces, når du arbejder på tegneserier?
– Jeg skitser en masse. At skitse er en måde at tænke for mig. Det aktiverer dele af hjernen, som jeg ellers ikke har adgang til. Jeg har sjældent en klar idé om layout eller design, inden jeg begynder at skitse. Det er noget der bliver til i skitsestadiet.
Skitsestadiet er den primære kreative handling for mig.
– Ipad er mit primære værktøj, men grundarbejdet gøres på papir. Billigt kopipapir. Løse skitser i blyant. Ofte så løse, at jeg ikke selv kan afkode dem et døgn efter.
– Jeg starter altid med at skitsere scener. Jeg laver næsten intet forarbejde, design eller konceptskitser forud for layoutet. Alt bliver til i scener.
– Tingene bliver klarere for mig, når jeg skitserer. Først da får jeg idéer om hvordan noget bedst lader sig fortælle eller formgives. Skitsestadiet er den primære kreative handling for mig. Resten er næsten bare finpudseri.
– Layoutet er det, som kræver tid og koncentration. Det er af den natur, at det endda også fylder i min bevidsthed, når jeg ikke sidder ved tegnebordet. Først handler det om at afgøre, hvor meget plads den enkelte scene fortjener. Og siden hvordan det kan fortælles på en let forståelig måde. Hvor og hvordan hvert enkelt element skal lægges på siden, så det intuitivt registreres af læseren.
Tilfredsstillelsen består i at identificere og systematisere informationen på siden.
– Som jeg ser det, udgøres tegneseriemediets særegenhed bl.a. i at læsningen i højere grad end andre kunstformer er en slags afkodning. Tilfredsstillelsen består i at identificere og systematisere informationen på siden. Læsningen minder om at afkode en meget enkel (næsten selvløsende) rebus.
– Når jeg tror at jeg har fundet frem til det rigtige, rentegner jeg skitserne. Gør dem tydeligere med nogle tush-strøg og gør dem nogenlunde læsbare. Så lægger jeg dem i en bunke eller sætter jeg dem ind i et ringbind.
– Derefter, når alt det er gjort, når narrativets flow er på plads og siderne layoutet, begynder fase to; færdiggørelsen. Det gøres næste uden en vågen tanke i hovedet. Ørerne er fulde af podcasts og tv-serier og telefonsamtaler, en endeløst snakken. Og så går alting ret hurtigt. 3-4 sider om dagen.
Flere skiftser til siden 6 og 7. Udspringets moment forsøges koreograferet
Forskellige elementer fra de tidlige skitser nu sat sammen i et nyt forløb og tegnet op.
Siden færdiggøres med tusch og gråtoner
Hvordan foregår samarbejdet mellem dig og Aksel Studsgarth?
– Studsgarth skriver et dialogmanus med sceneinstruktioner, som var det et filmmanus. Hvordan det hele derefter orkestreres over siderne, antallet af paneler osv., det er op til mig. Det var mine krav til samarbejdet fra starten af. Jeg ville have så få anvisninger og referencer som muligt.
– Jeg har lavet en række brød-på-bordet jobs i USA hvor manusset indeholdt detaljerede panelbeskrivelser. Det gør arbejdet kedeligt og trægt. Layoutet er, efter min mening, den tilfredsstillende del. Imidlertid, en sådan friere model kræver jo en vis elasticitet, når det kommer til sideantal fra forlagets side. Og der har Glénat været usædvanligt generøse.
Jeg ville have så få anvisninger og referencer som muligt.
Hvordan er din arbejdsrytme?
– I det første tankearbejde, skitser, layout, arbejder jeg forholdsvist struktureret. Ved et skrivebord, på papir. Hele dagen, hele natten. Jeg arbejder som regel lange dage. Langsomt i starten. Til sent ud på aftenen. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan man ellers får noget gjort.
– Alt der har med projektet at gøre samles i plastlommer i et ringbind. Det er min dummy. Forhåbentlig læsbar i sin helhed. Uden den struktur er det let at fare vild i detaljer, sider og de enkelte opslag for mig. Og derigennem miste overblikket. Narrativets rytme kan kun bedømmes, hvis materialet ligger samlet, i et ringbind eller noget lignende.
Der skitseres ved tegnebordet i Malaysia.
– Sidenhen fotograferer jeg skitserne og åbner dem i Procreate på Ipaden og rentegner. Den proces, færdigbearbejdningen, kan gøres lidt hvordan som helst; på en café, derhjemme, på kontoret, udenfor. Det spiller ingen rolle.
– Når jeg kommer hen til den del af processen hvor jeg skal færdiggøre et projekt, er det næsten altid lig med nedstemthed for mig. Al anstrengelsen synes med ét uforsvarlig, spildt… Men det er bare at blive ved. At fortsætte med at kludre rundt er den eneste vej.
Jo mere man borer sig ned i noget, jo mere det opfylder ens indre liv, desto bedre
Du siger, at du arbejder både dag og nat. Arbejder du nonstop, eller tager du pauser undervejs?
– At man af og til tvinges til at afbryde sit arbejde, det sker jo. Men jeg er ikke overbevist om, at det er godt for den kunstneriske skaben. Jo mere man borer sig ned i noget, jo mere det opfylder ens indre liv, desto bedre. Bedre for den kreative formåen, mener jeg. Måske ikke for det sociale liv.
– Men hvad jeg så gør, når jeg tager en pause? Læser for min datter. Hygger. Er fornærmet over brud på international ret. Ser film. Sådan nogle ting.
Daniel Hansens tegnebord
Kommer der en Alva 3?
– Før eller senere regner jeg med at vende tilbage til Alva og Mini. Men lige for tiden arbejder jeg med andre ting. Alva i mørket er lige udkommet i Kina, hvor den går rigtig godt. Den kommer snart på engelsk også.
Vil du fortælle lidt om de af dine egne projekter du arbejder på for tiden? Er det også tegneserier?
– Det eneste jeg laver for tiden, er tegneserier. Jeg tog en beslutning og et karrieremæssigt spring med første Alva-bog, ryddede kalenderen og afsluttede alle andre forpligtelser.
– Jeg arbejder lige nu på et par projekter som jeg både skriver og tegner selv. Men jeg tror, at det er uklogt for mig at snakke for meget om de ting der stadig ligger på tegnebordet. Derudover arbejder jeg på noget bestillingsarbejde i USA. En kunstbog med Ashley Wood og nogle planlagte shorts til Metal Hurlant.
