Danmarks måske mest ikoniske tegneseriefigur runder et skarpt hjørne, så Nummer 9 har bedt 13 tegnere fejre bjørnen med en tegning. I dag: Klump på nye eventyr!
17. november 1951 debuterede Rasmus Klump som avisstribe i Berlingske Aftenavis. Serien om den godmodige, rejselystne bamsebjørn præsenterede unge læsere for et univers, hvor harmonien råder, modgang håndteres i højt humør — og alt, hvad man drømmer om, kan bygges af forhåndenværende materialer.
Et år efter debuten bragte 62 aviser serien, og i 1955 gik den i 21 forskellige lande.
Carla og Vilhelm Hansen, der skrev og tegnede de klassiske striber, slap tøjlerne i 1959 — hvor Carla overlod manus til Jørgen Sonnergaard — og i 1966, hvor Vilhelm signerede sin sidste stribe. Men serien levede videre, både i andres streger og i talløse genoptryk af de ombrudte album-udgaver (og animationsserier, pandekagehuse, merchandise…) som en ubetinget sværvægter i dansk børnekultur.
Så det er en stor tegneserieskikkelse, der i år fylder rundt, og det skal da fejres! Derfor har vi på Nummer 9 inviteret en række tegnere til at give deres bud på bjørnen, nogle helt efter bogen, nogle totalt personlige; nogle i forlængelse af Klump-kanon, nogle overhovedet ikke; nogle enkle og koncise, nogle aldeles overdådige.
I dag: Fire tegnere sender Klump og kompagni på nye eventyr — langt fra Carla og Vilhelms kanoniske fortællinger!
Mårdøn Smet er illustrator og tegneserietegner, kendt for både egne serier som Hieronymus Borsch og Stig & Martha og for sit arbejde med figurer som Mumitroldene og, ja, Rasmus Klump.
Christian Henry er tegneserietegner, fast bidragyder til Fiesta Magasinet og manden bag Rabarbermørket.
Emil Friis Ernst er illustrator, tegneserietegner og modtager af Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. Pt. bosat i Japan.
Ina Korneliussen er illustrator og tegneserietegner med en lang personlig produktion bag sig, for øjeblikket især serien Fiskeben. Illustrator på Orla-nominerede Den største historie af Johan Olsen.










