Cannon
Skruen strammes gradvist for kokken Cannon i dette livlige mesterværk fra Lee Lai, vinder af Pingprisen ’26 for årets internationale tegneserie.
Så, folkens. Vi er i Canada, og du kan godt spænde selen, for det her er godt.
Historien åbner med dramatiske, mørke ruder, hvor vi ser vores hovedperson, Cannon, sidde i ruinerne af et lokale. Som selskab har hun nogle skader (altså fuglene, selvom stedet sgu’ er ret smadret). Det er ildevarslende og perfekt bait til historien. For hvad er der sket?
Og så spoler vi lidt tilbage i tiden. Her møder vi Cannon, der storsvedende løber en tur, mens hun lytter til en afspændingsøvelse (hmmm). Vi lærer hurtigt, at Cannon er god, og pligtopfyldende, og at hun altid dukker op for sine nærmeste. Og det får hun satme også lov til i historien.
For Cannon har en gammel, gnaven bedstefar, som hjemmehjælpen er ved at give op på. Men da han primært taler kantonesisk, er det ikke lige til at finde et plejehjem til ham. Moderen har undladt at samle ansvaret op, så det tilfalder Cannon at tage sig af dette.
Så er der Trish, Cannons bedste veninde, der trækkes med hjertesorger; at få skrevet sin bog færdig, og generelt at være mentalt og følelsesmæssigt fraværende overfor Cannon – Trish’ talebobler overlapper decideret ofte Cannons. Men Cannon dukker alligevel altid troligt op og laver mad til deres horrorfilm-hangouts.
Og så er der Cannons arbejde som kok på en af de lokale restauranter, der er en trykkoger i sig selv. Stedet ledes af en rigtig douchebag, der lægger pres på alle på en rigtig træls måde. Kollegerne er cool, men mytterilystne – hvilket sætter Cannon i klemme. Og så er der den nyansatte og søde Charlotte, som får et godt øje til Cannon (og vice versa). Men det er aldrig ukompliceret at starte en romance op.
Midt i alt det står Cannon og skal være den fornuftige; den stabile; den der klarer sagerne. “Ih, du er så solid!” siger alle om hende. Men hvem stiller op for hende, når hun skal stille op for alle andre?
Historien bygger langsomt og støt op; mange finurlige tråde om forskellige personer væves sammen til en fin fortælling. Det virker naturligt; ikke konstrueret, ikke opstillet – og pludselig begynder der at komme payoff på de “tilfældige” spor, vi følger. Det er virkelig elegant.
Som modsætning til det komplekse indhold er den visuelle side af Cannon tight og minimalistisk – der er ingen overflødige linjer og et utroligt flow i stregen. Personerne er portrætteret lækkert og udtryksfuldt – som om der er blevet brugt referencebilleder til hver eneste rude (på den gode måde). Der er også et gennemgående visuelt tema med skaderne. De er så simpelt og grafisk portrætteret, at de er overvirkelige i deres udtryk. Det er subtilt, og kirurgisk præcist.
Det konsistente sidelayout, der med få undtagelser består af fire ruder pr. side, bidrager også til enkeltheden og elegancen i den visuelle side af historien. Effekten er nærmest filmisk; hver rude er et vindue, hvor du som læser følger med i begivenhedernes gang.
Lee Lai har en uforlignelig evne til at skildre ansigtsudtryk og kropssprog så præcist, at det giver en letaflæselig subtekst til personernes kontekst og handling. Selvom der er mange tråde at holde styr på, og selvom der springes i tid og fra karakter til karakter, så er man som læser altid helt med på hvor (og hvornår) man er. Lee Lai har fuld tillid til læseren – intet bliver kluntet skåret ud i pap, hverken visuelt eller indholdsmæssigt. Det giver en utrolig naturlig og flydende læseoplevelse. Et konkret eksempel på tilliden er, at den sporadiske dialog på andre sprog end engelsk ikke er oversat. Men selvom læseren ikke forstår sproget, kan man snildt udlede fra konteksten, hvad indholdet er.
I det hele taget er den visuelle minimalisme er et rigtigt godt valg; ellers var Cannon simpelthen blevet for overvældende.
For der sker meget. Og der er meget udvikling. Man får angstsved på panden i sympati med Cannon. Der er uventede hændelser, og folk der bliver klogere (og dummere). Tematisk kommer vi vidt omkring – tilgivelse, familie (medfødt og selvvalgt), stoicisme, queerness, etnicitet, venskaber, ansvar, oprør, og klassikeren romantisk kærlighed. Relationer er skildret superrealistisk, med kant og med nåde. Før du ser dig om, er du dybt investeret i de fejlbarlige og utroligt elskelige personer, som Cannon byder på. I øvrigt stjæler Trish ofte scenen, se bare her:
Vi ender på seks flotte og velfortjente 9-taller. Nærværende anmelder åd Cannon råt. En tredjedel inde i historien var jeg nødt til at stoppe og bestille Lee Lais tidligere udgivelse, Stone Fruit, fordi jeg simpelthen måtte have mere.
Cannon har vundet mit hjerte, og jeg håber, du også lader Cannon stjæle dit.
