Hvordan vil du… er en bogserie, hvor børn får inspiration til drabelige eventyr af fri fantasi – Sværd og Trolddom uden konsekvenser, men med masser af tegninger. Vi har interviewet de krøllede hjerner bag.
Fotos af Simon Trøjgaard Jepsen
I anledning af tredje bind i serien, Hvordan vil du finde skatten?, gav Nummer 9 sig i lag med at udfritte tegner Thomas Knappe og redaktør Torben Hansen om det unikke koncept og deres usædvanlige samarbejde.
Man tager et Fætter BR-katalog, AD&D’s Monstermanual og følger reglerne for Heraldik …
Thomas forklarer: ”Den allerførste inspiration var fra den der leg, man har med legetøjskataloget, hvor man skal vælge én ting per side. Også baby-siden. Det er et lille spil, man kan lave med sig selv. Det er helt naturligt, at børn gerne vil vælge. Det er en del af den måde, de lærer på.”
Da den første bog i serien blev til, arbejdede Thomas i en børnehave. Her havde han indimellem Monstermanualen fra AD&D med, så han og børnene havde noget at kigge på, snakke om, vælge imellem og tegne efter. Han smiler ved tanken: ”Den første bog var ikke tænkt som en serie. Det handlede egentlig mest om bare at tegne en masse våben. Mine referencer er computerspil og rollespil. Det var egentlig lidt et sideprojekt. Idéen var bare, at man skulle tage med hovedpersonen på eventyr-indkøb, og så kom Torben Hansen fra Forlaget Forlæns med den anden halvdel. Han er en meget engageret forlægger og redaktør. Der var meget frem og tilbage.”
At et kreativt samarbejde kræver to forskellige temperamenter, giver Thomas et sjovt eksempel på: ”Jeg kan huske, at vi stadig manglede forsiden, og der var bare tidspres på i forhold til deadline for trykkeriet; men så faldt Torben over nogle våbenskjold, jeg havde tegnet, som han ikke mente var i overensstemmelse med de klassiske regler for heraldik. Så måtte vi lige læse op på det. Heraldikken skulle bare være i orden.”
Idealisme og blød mekanik
Det er tydeligt, når man taler med Thomas Knappe og Torben Hansen, at vælgebogs-serien opstår i et samarbejde, og at de begge to brænder for konceptet og en idealisme på børnelæsernes vegne. Når man sidder og læser i sådan en bog, tænker man ikke på, hvor stort arbejde der har ligget i at få alle detaljerne til at ligge rigtigt. Begge fortæller om hvordan billedbeskæringen af galionsfiguren og udkigstønden på skibet i Hvordan vil du finde skatten? gik igennem flere faser.
”Hvis man kan se, at der er noget i forvejen, påvirker det beslutningerne senere. Jeg kan godt lide at bygge et univers og det her med at udfordre børnene, men det kan være svært at finde på ting at vælge imellem. Jeg synes jo selv, jeg er tegner først og forfatter bagefter,” siger Thomas.
”Projektet gik ud på at skabe en fortælling med valg-situationen som motor. Det er en identitetsdannende aktivitet. Man opdager, hvem man selv er, når man vælger noget; så vi sørger for at holde præmissen så åben, som vi kan. Derfor er det vigtigt, at valgene ikke har en skarp konsekvens. Barnet lærer at træffe sine egne valg, men vi vil ikke have, at det bliver strategisk,” uddyber Torben. ”For eksempel undgår vi italesættelse af, hvilket sværd man bruger, så læseren har fornemmelsen af, at det hele er cyklisk og man hele tiden kan starte forfra. Man kan sige, at vi bruger en blød spil-mekanik. Det gælder især også i forhold til genlæsning – og de her bøger bliver læst flere hundrede gange i mange familier – at man ikke får ’tilbagetrukket’ sit valg af galionsfigur ved senere hen at se ’den rigtige’”.
Fireren er på vej
Det er nemt at se på de indtil videre tre bøger i serien, at konceptet er gået gennem nogle faser og hele tiden udvikler sig og finder frem til sig selv uden at miste sine rødder. Og fireren er undervejs. ”Jeg gruer altid for det første udkast. Så sender jeg ind til Torben og får en masse gode idéer pillet ad. Men jeg tror vi er ved at være der, hvor jeg bare kan gå i gang med at tegne,” beretter Thomas. ”Fireren kommer til at rumme elementer af alle de tre foregående. Det bliver en mere kontinuerlig rejse med vampyrjægere, inspireret af Castlevania og Hellboy. Jeg har idéer til en femmer og en sekser også.”
Når man spørger ind til den succes, vælgebøgerne har fået, bliver Thomas næsten helt stille: ”Det har været fantastisk og overvældende. Jeg har jo nærmest fans nu,” siger han ydmygt. ”Jeg kan begynde at få helt dårlig samvittighed over de lange køer, når jeg sidder og signerer til Comic-Con.”
Torben tilføjer, at han til Copenhell snakkede med en far til en læser, der sagde: ”I Lille Eskilds verden er der to store forbilleder: Onkel Reje og Thomas Knappe!”
Kan det blive meget større?







