Bogmomsen kan snart være fortid, men hvad vil det betyde for tegneseriebranchen? Vi har spurgt tre centrale aktører.
Danmark har verdens højeste moms på bøger (og tegneserier, som i denne forbindelse også er bøger), men står det til regeringen og Kulturminister Jakob Engel-Schmidt, så kan det snart være fortid. Som en del af regeringens finanslovsudspil vil regeringen fjerne bogmomsen på 25 procent, som fremover kan blive et stort, rundt nul.
Bogbranchen har længe prøvet at få fjernet momsen, hos forlaget Cobolt er forlagsdirektør Pernille Arvedsen rigtig godt tilfreds:
– Vi er glade og kniber os i armen. Der har jo foregået et massivt arbejde for fjernelse af bogmomsen fra en række organisationer i årevis og pludselig sker det. Den usædvanligt høje danske bogmoms ser ud til at forsvinde, eller i det mindste blive mindre, siger Pernille Arvedse

Tegner og kunstner Signe Parkins var medlem af udvalget for litteratur, som blandt mange forslag også foreslog at fjerne bogmomsen. Foto: Jyllands-Posten.
Udvalget for litteratur gjorde forarbejdet
Det er ikke kun forlagene der klapper i hænderne. Forslaget om at fjerne bogmomsen indgik som ét ud af en buffet af forslag til at løse en lang række problemer inden for bogbranche og læsekultur, som udvalget for litteratur præsenterede tidligere i år.
Tegner og billedkunstner Signe Parkins var medlem af udvalget, og har selvklart også en god dag:
– Jeg er virkelig glad for at bogmomsen snart er historie. Det føles godt have været med til at arbejde for en fjernelse af bogmomsen i en periode, hvor vi har en handlekraftig kulturminister, som også synes det er en god ide, siger Signe Parkins.
Parkins indtrådte i udvalget efter hun var med til at starte det, der senere blev kendt som tegneroprører på Instagram. Her påpegede hun de meget lave honorarer børnebogsillustratorer får og var den eneste tegner i det 19 personer store udvalg.
Hun håber på, at forlagene husker skabernes trange økonomiske vilkår, når kagen skal skæres ud på ny:
– Med det økonomiske rygstød som en fjernelse af bogmomsen vil være, mener jeg at vi som kunstnere må forvente, at forlagene kvitterer med en justering af honorar-satserne, så kunstnerne får bedre arbejdsvilkår. Bedre arbejdsvilkår for illustratorer, tegneserieskabere og grafikere vil betyde, at vi kan skabe billedbøger af høj kvalitet. Med den situation vi befinder os i nu, hvor AI er ved at korrumpere branchen, har det aldrig været vigtigere med billeder skabt af mennesker, siger Signe Parkins.
Med det økonomiske rygstød som en fjernelse af bogmomsen vil være, mener jeg at vi som kunstnere må forvente, at forlagene kvitterer med en justering af honorar-satserne.
– Signe Parkins
Parkins peger på hvordan AI er endnu en trussel der kan udhule økonomien for dem der skaber bøger, som stort set alle – uanset om de arbejder med ord eller billeder – er freelancere.

Formand for Danske Tegneserieskabere, Tatiana Goldberg, påpeger at fjernelse af bogmomsen ikke kan stå alene. Foto: Privat.
Et tiltag er ikke nok
Også hos brancheorganisationen Danske Tegneserieskabere har man et stort smil på læben. Formand Tatiana Goldberg, som selv er tegneserieskaber, udtrykker glæde ved det fokus der generelt er på litteraturen lige nu:
– Fjernelsen af bogmomsen er en rigtig god nyhed ikke kun for de enkelte forfattere, tegneserieskabere og forlag, men også i forhold til arbejdet for at styrke børn og unges læselyst ved at øge adgangen til bøger og tegneserier.
Goldberg påpeger dog også, at en bogmoms på nul ikke kan stå alene, men skal suppleres af andre initiativer der kan styrke børns og unges læselyst.
– Fjernelsen af bogmomsen sammen med fortsat prioritering af både støtte til forfattere og tegneserieskaberes kunstneriske virke og til børn og unges muligheder for at møde dem på biblioteker og skoler samt fokus på bogindkøb og fornyelse af bogsamlinger i det offentlige kan være med til både at styrke bøger og tegneserier, siger Tatiana Goldberg.

Direktør for forlaget Cobolt, Pernille Arvedsen, er svært tilfreds med, at bogmomsen ser ud til at forsvinde.’
Forlægger Pernille Arvedsen fra Cobolt udtrykker samstemmende, at det er nødvendigt med flere tiltag for at løfte læsekulturen:
– Vi er som sagt glade på forlaget, men jeg tror desværre at læsekulturen generelt er så vingeskudt at et prisfald ikke alene kan løfte opgaven. Der skal store initiativer og kampagner til at præge de yngre og kommende generationer til at blive flittige læsere. Læsning er vejen til et bedre liv.
Kommer I så til at sænke priserne med 20 procent?
– Der ligger et større regnearbejde forude i forhold til hvordan det påvirker vores udsalgspriser, men vi forventer da en positiv effekt for forbrugerne; altså lavere priser.
Vi forventer da en positiv effekt for forbrugerne; altså lavere priser.
– Pernille Arvedsen
En lydhør minister
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt virker til at have læst rapporten fra udvalget for litteratur grundigt, hvor et andet forslag går på, at det kræver formidling, for at bøger når deres læsere. Udover at man forventer at afskaffe bogmomsen, vil man også oprette en pulje hos Statens Kunstfond som er målrettet læselystprojekter. Den vil forlag, biblioteker og andre aktører kunne søge til projekter der styrker læsekulturen for unge, fremmer læsning i familierne og generelt styrker børns læseglæde og adgang til bøger.
Denne pulje vil også kunne søges til indkøb af bøger, hvilket er nødvendigt, da en nulmoms på bøger ikke kommer folkeskoler og biblioteker til gode. De får nemlig i forvejen momsen refunderet.
***
Fakta om bogmoms
Momsen på bøger i Danmark er aktuelt på 25 procent, i Finland er den 14 procent, i Sverige seks procent og i Norge er den 0 procent.