Karla Paloma var egentlig ikke til tegneserier. Men hun kan ikke løbe fra, at hun for nylig både er debuteret som tegneseriekunstner med den pinligt selvbiografiske Rotter og har vundet en tegneseriepris på festivalen i Angoulême.
Selvportræt. Karla Paloma med hendes hund Lilsky.
Der er dømt old school undergrund i Karla Palomas tegneserier, og hverken plot eller tegnestil er poleret for at undgå krænkede læsere. Tværtimod er der sex, druk og dårlige beslutninger nok at hente her. Det skal genere! Og så skal det være morsomt, og det er det i dén grad i debuten Rotter, der udkom tidligere i år.
Paloma har bevæget sig rundt i den internationale Zine-undergrund med sine tegneserier, og her har hun også fået en masse ligesindede legekammerater. Med nogle af disse i hånden udgav hun i vinters første bind af antologien Hairspray, som endte med at vinde en meget flot pris til den store tegneseriefestival i Angoulême.
Jeg tog en snak med om at lave tegneserier, vinde priser, og udlevere sig selv i sine historier.
Nogle tegneseriekunstnere er bygget på en bund af Anders And og Tintin; andre har levet en ungdom fordybet i Manga – hvordan vil du beskrive din personlige rejse frem til at få udgivet din debut-tegneserie-udgivelse Rotter?
– Min interesse for tegneserier begyndte ret sent, jeg var omkring 34 år da jeg tegnede min første tegneserie. Jeg var blevet gift med en tegneserietegner, Bue (Bredsdorff, red.), som også er en karakter i historien AntiBaby. Mødet med ham var min første rigtige introduktion til tegneserieverdenen. Jeg tegnede og malede allerede, men det var som om der var noget der manglede. Bue blev ved med at sige at jeg bare skulle tilføje en historie til mine billeder.
– Jeg strittede længe imod, da jeg var træt af at alting skulle dreje sig om tegneserier, men på et eller andet tidspunkt skete det og han endte med at have ret; det var historierne som var den manglende ingrediens. Jeg lavede også allerede zines og det var en naturlig overgang at de blev til tegneserier.
– De tre fortællinger, Rotter består af, er faktisk noget af det allerførste, jeg tegnede. Gennembruddet for mig kom nok, da jeg tegnede Rotte Testikler – en tegneserie om dengang, jeg arbejdede på et marked i Berlin og ud af ren kedsomhed fik et crush på min kollega Pablo. En fredag aften tog jeg op i hans butik i Prenzlauer Berg for at prøve at score ham – hvilket jeg på ingen måde lykkedes med. Jeg tegnede næsten hele tegneserien dagen efter, mens jeg lå med tømmermænd i sengen. Der oplevede for første gang, hvor magisk et middel autobiografiske tegneserier kan være. Det gik op for mig, at alle erfaringer kunne blive til historier og derigennem transformeres til noget nyt.
Jeg tegnede næsten hele tegneserien dagen efter, mens jeg lå med tømmermænd i sengen. Der oplevede for første gang, hvor magisk et middel autobiografiske tegneserier kan være.
– Siden da har tegneseriemediet nærmest fungeret som en slags terapi for mig. Jeg var hooked og havde en periode hvor jeg var meget produktiv og selvudgav det meste i zine format. Det tre historier fra Rotter, udgav jeg også først selv som zines og derefter blev de samlet til en bog, der udkom på spansk i 2024 – og siden på dansk og tysk i 2025.
Har du et særligt forhold til tegneserier i dit arbejde? Tegner, skriver og udgiver du også alt muligt andet der ikke nødvendigvis skal kaldes tegneserier?
– Egentligt laver jeg bare tegneserier, det er det jeg bruger det meste af min tid på. Men min proces starter med at skrive dialogerne. Det er min ynglingsdel. Ofte får jeg ideérne mens jeg går tur med min hund Lilsky, så går jeg og skriver dem ned i min telefon mens jeg går rundt og griner af mine egne platte jokes. Mine skitsebøger er også mest bare fyldt med dialoger. Det stresser mig ret meget, da det jo er hurtigt at skrive, men tager en evighed at tegne. Egentligt ville jeg gerne male noget mere igen eller bare lave andre ting, men jeg har ikke rigtigt tid til andet end bare at lave tegneserier.
Fra Karla Palomas skitsebog.
Og lad os da bare tage det sjove spørgsmål nu og her, for Rotter er baseret på dit liv, men måske ikke 100%? Hvordan har du arbejdet med det autobiografiske i Rotter specifikt?
– Jeg har arbejdet ret ubevidst med det faktisk. Da jeg tegnede historierne til Rotter, tænkte jeg ikke på at det nogensinde skulle blive udgivet. Historierne er alle tegnet ret hurtigt og uden at tænkte på, at der var et publikum i den anden ende. Jeg tegnede dem for mig selv, for at jeg kunne vise dem til mine venner og vi kunne grine af dem sammen.
– Det var først senere, at jeg tænkte, det kunne blive en bog. Først tænkte jeg også, at det ville være for pinligt at udgive, specielt den historie med Pablo. Jeg blev jo nødt til at vise den til ham først. Det var faktisk rigtig, rigtig pinligt. Jeg gik op i hans butik igen med den lille zine udgave og gav ham en kopi. Han blev ret chokeret tror jeg, men sagde, at det var ok. Jeg møder ham stadig nogle gange på gaden i Berlin, og det er lige pinligt hver gang.
Først tænkte jeg også, at det ville være for pinligt at udgive, specielt den historie med Pablo
– Men med tiden er jeg egentlig blevet mere og mere ligeglad med hvad jeg deler, det er jo bare historier. Jeg ser det lidt som en overfladisk version af virkeligheden. Nu har jeg selvfølgelig mere erfaring og er også blevet mere bevidst omkring, hvad jeg gør, når jeg tegner.
– Jeg tager bidder af virkeligheden, forvrænger og karikerer den, lader fantasi og virkelighed flyde sammen. Folk spørger mig altid om hvad der rigtigt er sket, men det holder jeg mest for mig selv. Det at læseren ikke ved hvad der er hvad og aldrig vil finde ud af det, føles også som en slags beskyttelse. Egentligt er det jo også ligemeget, det er jo historierne der er det vigtige. Jeg bruger bare mig selv om karakter, da det er det nemmeste, temaerne er universelle. Tegneserierne bruger jeg også som slags dagbog. Jeg har virkelig meget materiale, som jeg ikke rigtigt ved om jeg nogensinde vil bruge. For mig er det vigtigste når jeg arbejder at jeg stadig har det sjovt og ikke tager arbejdet for alvorligt.
Jeg tager bidder af virkeligheden, forvrænger og karikerer den, lader fantasi og virkelighed flyde sammen.
Hvem ville du pege på som inspirationskilder (fra tegneserieverdenen eller ej) til såvel Rotter som dit generelle arbejde?
– Mine største inspirationskilder har helt klart været Aline Kominsky-Crumb og Julie Doucet. Specielt Aline – hun var en pioner indenfor feministiske tegneserier i 1970’erne og min helt store helt. Jeg vil sige, at det var på grund af hendes arbejde, kombineret med mødet med min eksmand, Bue, at jeg begyndte at tegne tegneserier. Da jeg så hendes tegneserier for første gang, tænkte jeg med det samme: Det vil jeg også lave!
– Hendes vildskab og spontanitet var enormt inspirerende. Den måde, hun totalt ufiltreret, og med masser af selvironi og humor, tog fat på forskellige tabubelagte emner, var virkelig befriende at læse. Hun var også med til at udgive tegneserieantologien Twisted Sisters, som også har været en stor inspiration for min egen antologi, Hairspray Magazine.
Lad os tale om Hairspray-antologien; hvordan var dén udgivelse at arbejde med?
– Højdepunktet for mig har været at se, hvordan min intention med magasinet faktisk er lykkedes. Jeg ville skabe en antologi, der gav mere opmærksomhed til kvindelige tegneserietegneres arbejde – og samtidig styrke vores comic community. Begge dele er helt sikkert sket. Vi har kunnet inspirere og støtte hinanden i at arbejde videre. Noget af det bedste har også været de venskaber, som er opstået i processen.
– Vores højdepunkt var nok også, da Hairspray og Fanatic Female Frustration, var med på Crack festivalen, sidste år i Rom. Det var første gang vi alle var sammen og det var en fantastisk uge, vi havde det virkelig sjovt, kom tættere på hinanden og kunne fejre de to projekter sammen. Og selvfølgelig var at vinde prisen i Angoulême også et højdepunkt!
Er kunstnerne i Hairspray udvalgt fordi det er et tæt netværk, eller har du fundet frem til kunstnere, fordi de passede særligt godt ind? Eller noget helt tredje?
– De seneste år har jeg rejst meget og deltaget i forskellige undergrunds-tegneseriefestivaler rundt omkring i Europa. Gennem dem har jeg mødt mange enormt dygtige kvindelige tegneserietegnere. De fleste af kunstnerne i den første udgave af Hairspray er nogen, jeg har fulgt og beundret i årevis – nogle af dem var allerede mine venner. Min drøm var at samle deres historier i en antologi, fordi jeg ikke syntes, deres arbejde fik den opmærksomhed og værdsættelse, det fortjente.
– I næste udgave kender jeg ikke kunstnerne lige så personligt, kun nogle af dem, og jeg er heller ikke lige så bekendt med deres arbejde som med dem fra første udgave. Det gør det hele lidt mere uforudsigeligt hvordan næste nummer bliver, men også spændende.
Hvordan var det at vinde prisen i Angoulême?
– Fantastisk, jeg er lykkelig over det. Og det bedste af det hele var at vi vandt prisen sammen med Fanatic Female Frustration, en antologi udgivet af mine veninder fra Marseille og som jeg også selv er en del af. Antologien er et projekt dedikeret til Aline Kominsky-Crumb, for at genoplive og videreføre traditionen for autobiografiske feministiske tegneserier. Siden udgivelserne har de to antologier fulgt hinanden tæt – vi har rejst sammen, lavet udstillinger og støttet hinandens arbejde. Vi er meget glade for, at juryen kunne se, at det gav mening vi vandt sammen. Til september skal vi også til Formula Bula festivalen i Paris, hvor vi kommer til at være en del af en Aline Kominsky-Crumb udstilling.
Så der kommer altså flere Hairspray antologier! Kan du afsløre mere om det næste?
– Ja, jeg er i gang med næste bind nu. Planen er, at Kickstarter-kampagnen bliver lanceret midt i september, hvor man så igen kan støtte projektet ved at forudbestille en kopi. Selve udgivelsen er planlagt til januar 2026. Denne gang er der 12 meget forskellige kunstnere med – jeg glæder mig virkelig meget til at se, hvordan det hele former sig. Vi er også ved at arrangere en stor fællesudstilling sammen med Fanatic Female Frustration på Neurotitan galleriet i Berlin, der kommer til at finde sted april 2026. Der vil mange af kunstnerne komme til Berlin, og der kommer til at være workshops, talks og oplæsninger. Jeg tror, det bliver en interessant uge.
Hvad har du på tegnebordet som du har lyst til at fortælle os om?
– Udover at arbejde på den næste udgave af Hairspray, så arbejder jeg også på min næste tegneserie, som er en forsættelse af Anti-Baby. Jeg har besluttet mig for at selvudgive den i kapitler som zines til at starte med, og så kommer der måske en bog næste år.
