“Castafiores Juveler” spiller som opera i spejderdrengens hjemby Bruxelles.
En opera med Tintin er en mere oplagt ide end man lige tror, med tanke på at operasangerinden Bianca Castafiore er en markant figur i seriens faste og farverige birollegalleri.
Og divaen med glasknuserstemmen lægger da også navn til det Tintin-eventyr som de belgiske arrangører i “Opera for All” for tiden opfører som open air-musical i Bruxelles: “Castafiores Juveler”. Det skriver engelske Telegraph.
Forestillingen spilles på slottet Chateau de La Hulpe, og det synes som en oplagt scene for det 21. Tintin-album, som er berømmet som noget af en antihistorie, et eskalerende gag reel der udelukkende udspiller sig på slottet Møllenborg.
Tintin spilles af kun 13-årige Amani Picci, mens Bianca Castafiore får krop og stemme af sopranen Helene Bernardy. Forestillingen spiller indtil 26. september, hvorefter arrangørerne satser på at tage videre til Frankrig.