Danske forskningsmidler til nordisk tegneserieforskning.
Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation har netop offentliggjort oversigten over, hvem der har fået tildelt midler fra forårets bevillingsuddeling. Den er interessant læsning for de tegneserieinteresserede. Blandt de mange bevillingsmodtagere indenfor humaniora og teologi finder man nemlig Anne Magnussen, lektor ved Syddansk Universitet, der i samarbejde med en lang række nordiske forskere og ph.d.-studerende har modtaget kr. 905.412 til opstart af et nordisk netværk for tegneserieforskning.
Anne Magnussen er en kendt skikkelse indenfor den danske og internationale tegneserieforskning. I samarbejde med Hans-Christian Christiansen organiserede hun i 1998 konferencen Comics & Culture, den første internationale akademiske konference om tegneserier på dansk grund. Oplæggene fra konferencen blev senere samlet og udgivet i antologien Comics & Culture. Analytical and Theoretical Approaches to Comic, som Anne Magnussen og Hans-Christian Christiansen ligeledes stod bag.
Senest har Anne Magnussen bidraget med oplæg til både det danske endagssymposium om tegneserieforskning, som blev afholdt på Københavns Universitet i foråret 2010, og til Contemporary Comics, den store internationale konference om tegneserier, der blev afholdt på Københavns Universitet i forbindelse med Komiks.dk 2010.
Nummer9 ønsker Anne og de øvrige medlemmer af det nordiske netværk for tegneserieforskning tillykke med bevillingen og ser frem til flere danske og nordiske bidrag til den internationale tegneserieforskning.
Nedenfor følger beskrivelsen af netværket fra Forskningsrådets hjemmeside.
Projekttitel: NNCORE, Nordic Network for Comics Research
Bevillingsmodtager: Anne Magnussen
Institution: Syddansk Universitet
Bevilget beløb: kr 905.412,00
Projektbeskrivelse: Særligt inden for de sidste 25 år har tegneserien været i en rivende udvikling både som kunstnerisk udtryk og som social og politisk kritik. Tegneserier som Maus (Art Spiegelman, 1986) og Palestine (Joe Sacco, 1996) er eksempler på den originalitet og mangfoldighed, der karakteriserer et medie, som også rummer populære børnetegneserieklassikere samt potentialet til voldsom offentlig debat, sådan som den seneste diskussion af japanske Manga og pornografi har vist. Tegneserierne er til gengæld så godt som usynlige indenfor forskningen, hvilket etableringen af det nordiske forskernetværk, NNCORE, vil ændre på. De 28 forskere og ph.d.-studerende fra fem nordiske lande samt Estland vil over de næste to år samarbejde om en række fælles projekter, der fokuserer på tegneseriens særlige fortælleformer og dens relation til andre medier, samt på hvordan tegneserierne tager del i debatter om censur, politik og kulturelle, sociale (incl. nordiske) fællesskaber. NNCORE har fire overordnede formål; 1) at sikre Norden en solid international placering indenfor tegneserieforskningen; 2) at opbygge en base for forskeruddannelse indenfor feltet; 3) at bidrage med nye vinkler til forskningen indenfor andre humanistiske og samfundsvidenskabelige felter, samt 4) at gøre mediet og dets æstetiske, kulturelle og samfundsrelaterede bidrag synligt for den bredere offentlighed.