… Holder søvnen fra døren. Illustrator Signe Parkins fortæller om sin mørke og morsomme skitsedagbog.
Siden starten af april har Signe Parkins næsten dagligt lagt nye skitser på hjemmesiden Signe Parkins & Drawings. Hverdagsobservationer om stort og småt skildret i en kringlet og meget personlig streg. Ofte titter surrealistisk fantasivæsener frem og kommenterer ordløst på hverdagens trummerum, og man genkender illustratoren bag den fabulerende og fascinerende 676’er Bordskik.
Nu har Parkins, der i øvrigt er mor til to små piger, besluttet sig for at sætte farten lidt ned. Al den kreativitet går ud over nattesøvnen, fortæller hun Nummer 9, der har sendt den hudløst ærlige illustrator en halv snes spørgsmål om hendes fascinerende skitseblog.
Hvilken funktion tjener Signe Parkins & Drawings for dig?
– Siden jeg på designskolen i 2005 havde en opgave, hvor jeg skulle tegne en tegning hver dag i et par måneder, har jeg haft en skitsebog. Jeg oplevede, hvordan det at tegne lidt hver dag virkelig åbner for sluserne. I perioder har jeg tegnet hver dag og i andre næsten ikke, ligesom det i perioder har været hverdagsobservationer og i andre bare en lille figur eller en idé til en bog. Jeg opfatter mine skitsebøger som en form for rygrad i mit arbejde. Det er dem, som holder mig i gang, og som husker mine idéer. Min hjemmeside er en præsentation af mit arbejde, hvor min blog er er mere personlig og giver et billede af, hvordan jeg arbejder og ellers går og har det.
Hvordan har det været at lave og publicere en skitse per dag?
– Jeg har før brugt min skitsebog hver dag, men i denne omgang har det været en meget bevidst beslutning, at jeg ville lægge dem ud på nettet. Mest for at forpligte mig selv på at komme i gang igen efter at havde været på barsel, men også for at afprøve dem for et publikum. Og det har både været godt og skidt. Når jeg arbejder meget, kan jeg nemt blive lidt manisk, og så får en en masse idéer og har svært ved at sove om natten. Jeg kan mærke, at jeg skal holde nogle hviledage i løbet af ugen, så nu skal frekvensen ned. Men det er godt at tegne meget, fordi det netop løsner op for idéer, som ville være umulige at tænke sig frem til.
American Elf-tegner James Kochalka har hævdet, at han er blevet et bedre menneske af at dokumentere sit liv i tegneserieform, fordi han på dén måde reflekterer over og værdsætter livets mange små oplevelser. Har dine daglige skitser påvirket den måde, du bearbejder eller erindrer dagenes begivenheder på?
– Det er en god observation. Jeg synes helt klart, at min opmærksomhed overfor, hvad der sker af fine og stygge ting i løbet af en dag, skærpes. Men hvis jeg oplever et eller andet fint med mine børn, synes jeg nu også, det på et eller andet plan er lidt fattigt, at jeg af og til tænker: Det kunne blive en god tegning – i stedet for bare at nyde øjeblikket. Af og til sidder jeg helt fjern og stirrer intenst på mine børn eller min mormor, i et forsøg på at kunne huske, hvordan de ser ud, så jeg bedre kan tegne dem. Så ved jeg ikke, om jeg er et bedre menneske. Det tror jeg ikke. Men et mere observerende menneske. Det er jo også godt på en måde.
Når man dokumenterer sit liv i al offentlighed, signalerer man indirekte (om man nu vil det eller ej), at éns liv er værd at beskrive og opleve på anden hånd – og dermed i én eller anden forstand “noget særligt”. Men du virker opsat på ikke at idealisere dig selv og din hverdag. Hvilke tanker har du gjort dig om den overordnede “tone” i dagbogsoptegnelserne?
– Ja, jeg er slet ikke interesseret i at fremstille mig selv i et rosenrødt skær. Jeg er meget optaget af at være ærlig overfor, hvordan jeg har det. At være til stede i mine ægte følelser. Det lyder nok lidt brugt, men jeg er optaget af, hvad det vil sige at være menneske, og det tror jeg kun man kan nærme sig ved at mærke ordentligt efter helt inde i én selv og turde vise noget grimt. Jeg synes ikke, det er sjovt at læse blogs om folks perfekte liv. Jeg bliver tit ilde til mode af det, så det vil jeg ikke udsætte andre for. Jeg synes, det virker meningsløst at idyllisere mig selv, for så handler det ikke om mig selv, men en person, jeg ville ønske, jeg var. Jeg vil gerne have en ærlig “tone”. Og så vil jeg også gerne ses. Ses som den jeg er.
Hvordan med privatlivets fred – hvor trækker du grænsen?
– Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg har haft idéer til rigtig gode tegninger, som jeg ikke vil lave, fordi jeg ikke vil gøre folk kede af det. Det er et stort problem for mig, faktisk. Jeg vil gerne være ærlig, men hvordan kan jeg være det helt, når jeg også er bange for at gøre folk kede af det og så begrænser mig selv? Jeg har rimelig nemt ved at fremstille mig selv som en sur gammel kælling, men jeg er ikke sikker på, at andre er helt tossede med, at jeg også fremstiller dem sådan.
Har du fået nogen tilbagemeldinger fra dem, du fortæller om i dine skitser?
– Ikke rigtig. Mine børn ved ikke at de bliver udstillet på nettet og det gør min mormor heller ikke. Min kæreste Emil kigger med, men siger ikke så meget, selvom jeg tror, han synes, det er sjovt.
Dine afbildninger af hverdagsmennesker og -situationer suppleres jævnligt med tilsyneladende symbolske fantasivæsener. Hvor kommer de fra? Hvad betyder de?
– Det her kommer til at lyde helt vildt søgt. Sådan som jeg oplever det, når jeg tegner, så kan jeg tegne på to planer. På den ene måde tegner jeg meget bevidst. Det er f.eks., hvis jeg vil gengive en situation, som har fundet sted i virkeligheden, eller hvis jeg arbejder på en meget konkret opgave. På det andet plan tegner jeg mere “løst” eller søgende, hvor jeg ligesom er retningsløs. Jeg opfatter det, som om der løber en sort tegneflod et sted i mig, hvorfra jeg kan fiske tegninger eller figurer op. Det er fra den flod, de fantasivæsener kommer. Bogen “Bordskik” er et eksempel på sådan en mere løs og ubevidst tegnestrøm. Af og til er de med i tegningerne i min skitsebog, men jeg øver mig i at være mere observerende. Måske dukker de op, når der er noget lidt mørkere på spil. Jeg ved det ikke rigtig.
En detalje: Hvorfor affotograferer du egentlig skitsebogssiderne i stedet for at scanne dem ind?
– Fordi det er nemmere. Tit sidder jeg om aftenen i sofaen og tegner, og så orker jeg ikke at gå ind og scanne dem ind. Det bliver lidt for sent og så tager jeg et foto. Men på et tidspunkt er min plan, at jeg vil scanne dem ind.
Er der nyt på vej fra den “meget utilpassede tegneserietegner”, du bl.a. beskriver dig selv som på sitet?
– Nej, ikke rigtigt, men jeg tænker meget på, at jeg gerne vil i gang med et større, personligt projekt. Jeg er lidt usikker på, om det skal være mere selvbiografisk eller mere sortflodsagtigt.
Ud over “Bordskik” har Signe Parkins bl.a. illustreret Dorthe Nors’ listesamling “Dage” og noveller i Ud & Se. Mere om hende på Signeparkins.com.
Del på
