Det banebrydende antologihæfte Dark Horse Presents, der i løbet af 80’erne og 90’erne bl.a. lancerede serier som Paul Chadwicks Concrete og Frank Millers Sin City, bliver inden længe atter at finde i trykt form efter mere end 10 års dvale.
Første nummer af Dark Horse Presents udkom i 1986 og blev startskuddet til det, der i dag er USAs største independent-tegneserieforlag. Manden bag var butiksindehaveren Mike Richardson, der kanaliserede overskuddet fra sine tegneserieforretninger ind i et forlag, der inden længe tiltrak samtidens allerstørste navne som Frank Miller, Mike Mignola og John Byrne, i det man kunne tilbyde kunstnerne bedre arbejdsbetingelser end de etablerede forlag – herunder ikke mindst ophavsretten til det producerede materiale.
Nye navne på den amerikanske tegneseriescene som Paul Chadwick, Eddie Campbell og Mike Allred fik ligeledes mulighed for at vokse sig store i løbet af de 157 numre af Dark Horse Presents der udkom, inden serien lukkede ned i 2000. I 2007 blev projektet genoplivet i en netbaseret version, hvor 36 numre indtil videre har set dagens lys på forlagets MySpace-side.
Og nu bliver projektet altså atter at finde i en trykt udgave. Format, udgivelsesfrekvens og release-dato står endnu hen i det uvisse, men sikkert er det, at Dark Horse Presents indholdsmæssigt også fremover kommer til at fungere som platform for nye talenter, der kan få lov at prøve deres serier af side om side med mere etablerede navne som Paul Chadwick, der meget apropos genoptager sin serie om Concrete i første nummer.