Tegneseriepioneren Harvey Pekars død tidligere på ugen fik mig til at gå tilbage og genlæse nogle af hans tidligste samarbejder med R. Crumb, som han selv udgav i American Splendor nr. 1–4 i 1976–79. Disse første værker i et imponerende œuvre er kendetegnet af Pekars originalitet og betydning som forfatter, og et glimrende nedslagspunkt til en udforskning af hans kunstneriske habitus.
I “The Young Crumb Story” (1979) fortæller Pekar om, hvordan han begyndte som tegneserieforfatter, og præsenterer kontant sin tro på formens potentiale:
”Dem, der laver de der historier med dyr og superhelte til almindelige tegneserier, er virkelig begrænsede, for de er nødt til at prøve at appellere til børn. Dem, der laver underground-tegneserier, har virkelig åbnet mulighederne, men der er stadig masser af ting, man kan gøre med dem. De har et stort potentiale. Man kan gøre lige så meget med tegneserier som med romanen eller film eller skuespil eller hvad som helst. Tegneserier er ord og billeder; man kan gøre hvad som helst med ord og billeder!”
Det tager vi næsten for givet i dag, men i 1979 var det en afgørende erkendelse i udviklingen af tegneserien som kunstform. Pekar så ikke blot ud over tegneseriens genrebundne historie, han indså også, at underground-serierne trods deres nyskabelser var begrænset af deres rammer. Han tilføjede tegneseriemediet en reflekteret, litterær — men afgjort uakademisk — ambition, som rakte videre end den reaktion, underground-tegnerne repræsenterede. Således må han og hans lejlighedsvise rival Art Spiegelman deles om titlen som gudfar til den nye bølge af tegneserier, der har forandret og diversificeret mediet på så afgørende vis i de sidste tyve år eller så.
Og det er vanskeligt at forestille sig hans tekster i andre medier end tegneserien. I William Grimes’ nekrolog i New York Times sammenligner han Pekar med Henry Miller, men Pekar er ikke så frembrusende rå. I stedet nøjes han oftest med at fortælle, hvad der nærmest er ikke-begivenheder: henkastede samtaler, tilfældige overvejelser – kortvarige jagter på erkendelse, der fuser ud, før de fænger, og flyver bort. Hans prosa er djærv, men temmelig flad og fortæller ikke-historien ligefremt, mens billedsiden bærer den.
En af Pekars mest mindeværdige historier, “How I Quit Collecting Records and Put out a Comic Book with the Money I Saved” (1979), beskriver, hvordan han næsten blev tyv og misbrugte en vens tillid i sin besættelse af at rage jazzplader til sin samling. Men dette aspekt virker næsten sekundært på grund af den nøgterne facon, Pekar præsenterer det på – som om han benægter de større personlige følger, hans beslutning har, for bare at fortælle det som en anekdote. Og alligevel har de nu en betydning.
Pekar var interesseret i mennesker, hvordan de opfører sig, og hvad det betyder. Mr. Boats, Rollins, Toby Radloff og de andre på hospitalet lever og ånder på papiret som få andre i moderne tegneserier og virker meget mere afrundede som repræsentationer af virkelige mennesker end man kunne forvente af de relativt korte, anekdotiske glimt, Pekar giver os. Det er måske hans største force som forfatter — evnen til fordringsløst at omskrive den levede erfaring, så den formår at virke reelt levende.
Han har ikke altid været lige godt hjulpet af sine samarbejdspartnere og lader til at have været noget ufølsom over for tegneseriens visuelle side, så alt for mange af hans historier mistede liv i hænderne på middelmådige tegnere. Men når det fungerede, fungerede det smukt: særligt Frank Stack gav liv til Our Cancer Years (1994) oprørte følelser, og Crumb animerede selvfølgelig Cleveland og dens indbyggere, som kun han kunne gøre det. Et eksempel er historien “Mr. Lopes’ Gift” (1978), som antyder et helt liv i de brudstykker, Pekar giver os. Crumbs portræt af en mand, han sikkert aldrig har set, er særdeles virkeligt — livet står at læse i denne konstruktions rynkede bryn.
Dette udgjorde grundlaget for Pekars værker: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Spørgsmål, han stillede i form af oftest henkastet selvbiografi, og med hans eget liv som eksempel.
Fra Metabunkeren. Oversat af Steffen P. Maarup.
