Ping-vindere og celebre gæster ved årets Ping-show.
Ved lørdag aftens Ping-prisuddeling var fotograf Alexander Almegaard til stede for at forevige festlighederne. Se med her.
Læs også: Pingprisen 2016: Vinderne
Festlighederne var ledet af et rutineret værtspar: Felix Rothstein, der i anledning Pingprisen 5-års jubilæum havde taget en halv guldsmoking på, og Anders Lund Madsen, der havde noget der lignede en slags denimskjorte på.
Men aftenens virkelige (og virkelig velklædte) hovedpersoner var de her små Pinger i jubilæumsguld fra top til tå:
En succesrig skønlitterær debutant, forfatter, skuespiller mm., Hassan Preisler, holdt aftenens længste og vittigste tale, da han præsenterede prisen for årets bedste danske debut. Han anbefalede blandt andet den kommende vinder til aldrig at skrive en toer, men i stedet at malke debuten og prisen for alt hvad den var værd:
Og debutant-prisen gik til… Karoline Stjernfelt! Hun var stillig. Som man må være, når man tegner konger og dronninger.
Monstermesteren John Kenn Mortensen præsenterede prisen for årets tegneserie for børn & unge. Den vandt albummet “Den magiske muse”, men tegneren bag, Thomas Wellmann, var der desværre ikke.
Til gengæld har vi lige bragt et feeedt interview med tyskeren. Det kan I læse her: Abstrakte mennesker for alle aldre.
Årets danske nettegner, Søren Mosdal, var der heller ikke! De fraværende prismodtagere var lidt en plet på guldsmokingen. I stedet måtte hans gamle partner i crime, Jacob Ørsted, takke for prisen på “Nastrand”-tegnerens vegne.
Men rapperen Kidd var der! Han lavede hverken penge eller damer, han delte prisen ud. Det var årets store rock’n’roll-øjeblik:
Dennis Meyhoff Brink (til venstre) gav prisen for Årets journalistiske tegner til Thomas Thorhauge (til højre), som har lavet nogle vilde ting for Politiken det seneste år. Se nogen af dem i Politikens Ping-omtale her: Pingpriser til Politiken-tegner og en følsom gris af et menneske
Thorhauge var, som man kan se, lidt akavet med det hele.
Æresprisen gik til Henning Kure, Valhalla-forfatter og legendarisk redaktør. Han var der heller ikke! Ej, altså! Men Cobolt-redaktør Pernille Arvedsen læste en fin lille tale op fra Kure.
Men heldigvis var aftenens store vinder, den undselige grissebasse-tegner Peter Kielland der. Det var godt! Han var glad og havde taget en polo på. Stort tillykke!
I kan for resten læse om Kiellands arbejde med Hr. Gris i denne her gamle arkiv-sag: På Tegnebordet: Peter Kielland-Brandt
Og så er der faktisk mange flere Ping-foto derude. Dem kan I allesammen se på Pingprisens Facebook-side. Det er first class!