Elverfolkets sidste eventyr

Reply

Det grænser til voksenmobning, når anmelderen hævder, at “fortællingen henvender sig til store børn”.

Han har åbenbart ingen anelse fomor, hvor mange (også) voksne læsere Elverfolket har.

Reply

*om

Reply

@Carsten:
Kommentaren skyldes uskyldig uvidenhed fra min side. Det var ikke min mening at mobbe seriens læsere.
Og det var nok mere fair hvis udgivelsen var blevet anmeldt af en person, der kender til “Elverfolket”. Tegneserien havde bare ligget meget længe hos redaktøren, men ingen ville anmelde den. Og så tog jeg den.
Men måske findes der en “Elverfolket”-ekspert, der har lyst til at anmelde album nummer to i serien, som vist lige er udkommet?…

Reply

Bortset fra i de sene halvfjerdsere og måske i de tidligere firsere, kan jeg ikke huske, at nogen anmelder har haft andet end hån tilovers for “Elverfolket”. Kunne det skyldes at diverse anmeldere automatisk tager afstand til “kitsh”? Eller at anmelderne ikke forstår tegneserier skabt til børn og unge? Jeg gruer, ved at tænke på, hvad Rasmus Klump, med sit ufarlige univers, kunne komme ud for under en anmelders “kyndige” behandling, hvis bjørnen begyndte at bygge sit gode skib “Mary” i dag…

Reply

Rasmus Klump er virkelig fedt tegnet, men der er jo ingen mennesker over ti, der kan holde ud at læse de dødssyge ikkehistorier.

Reply

“Elverfolket” var da den kom frem i slut 70’erne / start 80’erne en lille revolution. Den var en tidlig kommerciel succes uden for de store forlag, og så lignede den ikke noget andet på markedet dengang. Det skyldtes nok især Wendy Pinis tydeligt feminine tilgang til fantasy, både i hendes streg (det hår, det hår!), hvor i der også ligger en tydelig romantisk, seksualisering at de mandlige karakterers kroppe. Men også i at der var mange kvindefigurer med kød på, og at der var meget fokus på familier som enheder. Pini kan vel næppe karakteriseres som feminist (dertil er kønsrollerne nok for traditionelle i serien), men hun var stadig bane brydende både som kvindelig tegneserietegner og ved at lave serier der åbenlyst tiltalte en stor læserskare af piger.

Samtidig var den første historie (de første fire album på dansk) rigtig god – her var fascinerende worldbuilding, et varieret persongalleri med masser af identifikationsmuligheder (for en gangs skyld også for pigerne) og en stramt fortalt historie. Særligt det sidste blev en mangelvare senere hen, hvor der dels gik for gik for meget sæbeopera i serien og den blev for optaget af at forklare sin egen mytologi.

Reply

Ja, de oprindelige Rasmus Klump serier var fremragende tegnede, skønt de led stor skade ved at blive ombrudt i sin tid. Det blev der da så heldigvis på et tidspunkt rådet bod på, da vi fik genudgivelser i det oprindelige format. Uden at jeg vil kalde mig litterat, så ved jeg dog, at der er mange forskellige retninger inden for børnelitteratur. Der er folk, der mener, at hverdagsrealismen og død og ulykke skal kastes i hovedet på små børn. Andre mener mere moderat, at en smule dramatisk handling skal der i hvert fald til. Atter andre mener, at god børnelitteratur er at følge med i, at nogle rigtig gode venner bygger et skib sammen. Sandheden er måske, at alle retninger har noget at give. At børn på forskellige tidspunkter har brug for forskellig fiktion. Rasmus Klump er under alle omstændigheder en tegneserie skabt for børn, og Vilhelm og Carla Hansen kunne sikkert nok leve med, at voksne mennesker ikke kan leve sig ind i bjørnens univers.