Illustratoren Katrine Clante arbejder på en grafisk blandingsroman om og for piger i 10-12 års alderen. Nummer 9 kigger tegneseriedebutanten over skuldrene.
Illustratoren Katrine Clante er sprunget ud i den dybe ende af det grafiske roman-bassin. I samarbejde med forfatteren Annette Herzog brygger hun på 100 siders tøse-mashup af tegneserie, kollage, billedbog og meget andet grafisk og litterært godt.
”Fuldkommen normal”, som arbejdstitlen er, er noget så sjældent som en tegneserie til piger, der handler om identitet, venskab og pigeliv. Nummer 9 har fået lov til at kigge i førsteudkastet igennem inden forlæggeren, og det er både piget, poetisk og fuldstændig frygtløst, som kun et debutværk kan være det.
Derfor har vi taget en snak med den forhåbentlig snarligt debuterende serieskaber (der, i parentes bemærket, er langt mindre frygtløs end sit værk), og fået lov til at bladre i skitserne, der lå og flød på tegnebordet.
Og hvor står det så henne, Katrine Clante?
– Jeg arbejder til daglig på tegnestuen Himmelske Hund. Det er en lille tegnestue i Nørregade lige midt i Københavns myldrende larmende centrum, men herinde på tegnestuen øverst oppe i baghuset er der helt stille. Jeg sidder sammen med fire andre illustratorer og en grafiker. Her sidder jeg og tegner, det har indtil nu mest været til børnebøger, læseletbøger og fagbladsartikler.
Men nu er det en tegneserie, du arbejder på. Hvad går den ud på?
– Det er en grafisk roman, jeg laver sammen med forfatteren Annette Herzog. Den handler om en pige der er på vej fra barn til ung. Hun prøver at finde ud af hvem hun egentlig er, søger efter sin identitet, hun spejler sig i hvad andre siger: hendes klassekammerater, medierne, hendes familie, alle har en mening om hvem hun er og hvordan man bør være. Der er både spørgsmål om tøjstil og store eksistentielle spørgsmål. Der er også et underliggende tema om venskab. Bogen har haft mange titler undervejs, for øjeblikket er vi landet på ”FULDKOMMEN normal!”. Læserne bliver nok typisk piger på hovedpersonens alder, omkring 10-12 år
– Visuelt bliver der en vekslen mellem rene tegneserieforløb, hele opslag hvor en masse tekst og tegninger ligger som en slags kollage, plancher, man kan kalde det en opremsning i billeder, og noget der mere ligner traditionel billedbog med vekslen mellem tekst og tegninger. Alt er tilladt, næsten i hvert fald.
Du har jo ikke lavet tegneserier før. Hvorfor nu, og hvorfor netop det her projekt?
– Jeg har rigtig længe gerne villet arbejde med tegneseriemediet, men ikke rigtig turdet tage fat på det. Jeg tror, det var Marjanne Satrapis ”Persepolis”, der for alvor gav mig blod på tanden og viste mig en fortællestil, som jeg syntes, jeg kunne spejle mig i.
– Derefter begyndte jeg at læse flere graphic novels, deltog i workshops og gik på tegneseriemesse. Jo mere viden, jeg fik om mediet, desto mere respekt fik jeg for dem, der kan det. For ikke at sige næsegrus beundring. Blandet med en besættelse, der sagde: jeg vil lære det, jeg vil, jeg vil, jeg VIL!
– Men hold op hvor var der meget at holde styr på. Det var jo næsten som at skulle skabe en hel film med alle de parametre man kan dreje på og styre. Forholdet mellem tekst og billede og rytmen gennem bogen var jeg vant til at forholde mig til som illustrator. Men nu var der også en slags tidsfaktor: hvor mange billeder skal der bruges til at fortælle et forløb? Hvor store skal de enkelte billeder være og i hvilket format? Skal jeg stræbe efter variation eller regelmæssighed? Hvilke synsvinkler, udsnit? Hvordan får jeg hvert opslag til at gå op så det danner en flot grafisk helhed? Og hvor ville det være sejt, hvis jeg kunne slutte af med en cliffhanger, inden man bladrer!
– Jeg opdagede, at der var nogle områder, hvor jeg var komplet grøn. Normalt når jeg tegner, har jeg altid en fornemmelse for, hvornår jeg er på sporet og i hvad retning, jeg skal gå. Med tegneserien famlede jeg i blinde. Og er det egentlig smart at starte med at skrive eller tegne eller begge dele samtidig? Jeg prøvede lidt af hvert.
– Alligevel fik jeg lavet et par opslag, hvor jeg syntes, at ”hovsa! Det her var godt.” Jeg vidste ikke hvorfor, men der var bare noget ved det, som ville mere. Så lå det i skuffen. Tiden gik og jeg kom ikke videre. Der var for mange ubesvarede spørgsmål. Især var der det med historien. Jeg vidste godt, hvordan stemningen skulle være, men hvad var det egentlig for en historie, jeg ville fortælle, og hvorfor og til hvem og hvordan? Der var noget selvbiografisk stof, men jeg vidste ikke, om det vigtigste for mig var at fortælle en god historie eller at holde mig til, hvordan det faktisk var. Og hvad hvis folk blev sure over, hvordan jeg skildrede dem? Eller ikke skildrede dem? Hvad med sådan noget som plot? Og var det en roman jeg var i gang med eller bare en lille ting?
– Så fik jeg den idé at spørge forfatteren Annette Herzog, om hun ville være med. Det ville hun gerne! Annette har skrevet børnebogen ”Flyvere på himlen”, som jeg illustrerede for nogle år siden. Det var ikke et egentligt samarbejde dengang, jeg fik den færdige tekst og illustrerede den uden at være i dialog med Annette. Men jeg holdt utrolig meget af hendes tekst, og jeg oplevede, at den fik det bedste frem i mig som tegner. Resultatet blev da også så vellykket, at bogen blev indstillet til prisen ”Årets bedste bogarbejde”.
– Annette og jeg havde snakket sammen, men vi havde aldrig prøvet at samarbejde før. Og Annette havde ligesom jeg aldrig arbejdet med tegneserier, men hun var nysgerrig på at kaste sig ud i det, og hun læste, hvad hun kunne få fat i af andre graphic novels.
– Vi kontaktede redaktøren Tine Flyvholm på Høst og Søn, som vi begge har haft gode samarbejder med tidligere. På grundlag af nogle få opslag og ideer gav hun grønt lys for vores videre arbejde. Hvilket vist er ret usædvanligt. Tine Flyvholm gav os en ramme på 100 sider, farvelagt hele vejen, og at målgruppen skulle være børn. Et enkelt opslag blev fundamentet eller spiren til hele projektet. Det skulle indgå i historien på en eller anden måde, og tonen og fortællestilen skulle fortsætte sådan.
Hvordan har processen så været – og samarbejdet med Annette Herzog?
– Arbejdsprocessen fortsatte med at være kaotisk, eller organisk vil jeg hellere sige, det groede frem på en rigtig god, urskovsagtig måde. Nogle ideer fik et ordentligt hug med macheten, men det gjorde ikke ondt, for der var nok at tage af – og en følelse af, at vi kunne finde på uendeligt meget mere. Vi sendte tekster og tegninger frem og tilbage og nogle gange mødtes vi. Det er ikke længere muligt at sige, hvem der har fundet på hvad. Jeg kunne godt komme med ideer til teksten, ligesom Annette har kommet med ideer til tegningerne. Vi fandt frem til temaet ”identitet” som den røde tråd og besluttede, at bogen skulle bestå af sekvenser med hver sin lille afrundede fortælling, inspireret af den tyske grafiske roman af Nadia Bude ”Such dir was aus, aber beeil dich”. Vi snakkede en masse om barndomsminder, om vores store døtres oplevelser og kiggede i pigeblade. Efterhånden fik vi indkredset, hvem vores hovedperson er. Hun er blevet en fiktiv person, der hedder Viola, og det er ikke længere vigtigt, hvad der startede som noget selvbiografisk.
– Vi søgte og fik arbejdslegat fra Statens Kunstråd og et arbejdsophold sammen på et refugium i Nordjylland, så vi havde de bedst tænkelige vilkår for at komme videre. Gode vilkår er da også nødvendige. For selvom jeg mærker, hvor meget jeg har lært, siden jeg slog de første streger, står det nu også klart for mig, hvilket maratonprojekt det er. Jeg er jo mest vant til bøger der består af 12 -16 tegninger. Det her er ikke alene hundrede sider, på de fleste sider er der mange tegninger. Hvor meget giver det i alt? I hvert fald over 500 tegninger.
Hvor langt er I fra at være færdige?
– Teksten er klar. Jeg er færdig med at skitsere og få det store puslespil til at gå op på siderne. Nu skal hele bunken sendes til korrektur hos redaktøren, så er der rettelser, rentegning og farvelægning. Hvor mange måneders fuldtidsarbejde har jeg igen? Jeg ved det ikke. Det bliver nok hårdt, men jeg er også fast besluttet på, at det skal være sjovt. Det er en stor drøm, der er ved at gå i opfyldelse, og jeg bliver så pavestolt, når den bliver færdig. Mit ambitionsniveau svinger mellem: ”Jeg vil lave stor kunst og få folk til at græde af fryd!” og ”bare den bliver færdig, er det super flot”.
– Her er en billedsekvens uden tekst. Jeg er gået væk fra at starte med det intense frikvartersmylder, dels fordi der er en lignende scene et andet sted, dels fordi der kommer et stort myldrebillede og en masse lyd på det næste opslag, og så er det godt at holde en vedvarende stemning af kedsomhed og stilhed. Jeg har lavet flere mindre billeder, fordi her er det bevægelsen gennem bygningen, der er vigtig, og vi behøver heller ikke at se Viola, det er mere intenst hvis vi oplever det gennem hendes øjne. Store billeder giver kun mening, hvis jeg vil formidle en stemning eller en masse detaljer. Jeg har fået sekvensen til at gå op med en cliffhanger til sidst – inden man bladrer om og ser, hvad det er for noget spændende noget, hun har opdaget bag døren.
Hvordan forestiller du dig resten af processen? Vil du bibeholde den organiske blyantsstreg? Og hvad med farverne?
– Jeg tror, jeg vil rentegne i blyant, men efter indscanning øge kontrasten og dreje farven lidt over mod brun, så man ikke nødvendigvis kan se, at det er tegnet med blyant. Jeg bliver ved med at søge efter den dybe og dæmpede tekstur i flade og streg, man finder i de gamle grafiske teknikker koldnål og akvatinte. Men hvis jeg skulle lave en tegneserie i akvatinte ville det nok tage flere liv og koste slidgigt hele vejen ned i tæerne. Så jeg må finde andre måder.
– Jeg har arbejdet lidt med en teknik, hvor jeg river pastelkridt til pulver og derefter skærer skabeloner ud til hver farve, som så stryges på med et stykke vat. Det kan blive flot, men er nok især egnet til større flader, ellers bliver det nemt noget værre fnidder. Det kan være det hele skal farvelægges i Photoshop, eller en kombination af farvepulver og photoshop. Og så gælder det om at tilrettelægge arbejdet mere rationelt og struktureret, end jeg ellers har for vane, ofte drukner jeg i 100 unavngivne lag fordi jeg liiiige skal afprøve alt muligt sjovt, inden jeg beslutter mig.
– Når jeg tegner skitser, bruger jeg helt almindeligt kopipapir og en almindelig 0,5 blyant med et godt viskelæder i enden. Det er også de materialer, jeg kommer til at rentegne med, dog vil jeg denne gang tage mig sammen til at bruge noget syrefrit papir, for tænk, hvis det bliver tegninger, der er værd at gemme eller udstille også i fremtiden? Men skitser skal laves på almindeligt billigt papir, ellers får jeg præstationsangst og kommer aldrig i gang.
– Processen har ikke været den mest rationelle og effektive. Det er muligt, jeg vil vælge at gøre det anderledes næste gang. Men det har bare været enormt sjovt og lærerigt, der har været mange aha-oplevelser og en tilfredsstillende følelse af at blive mere rutineret undervejs. Der har været plads til svinkeærinder og skæve indfald, og jeg har en hel kuffert af frasorterede historier og skitser, som måske kan bruges til noget i fremtiden!
