Er ‘Store Kris vender frygteligt tilbage’ BOGEN som ministrene Christine Antorini og Uffe Elbæk bør købe i en million eksemplarer og distribuere til rigets læsetrætte drengebørn mellem 8 og 12 år?
”Mød Store Kris – selvudnævnt geni og bestemt ikke lærernes kæledægge!” står der på forsiden af Store Kris vender frygteligt tilbage. Bogen er nummer to i serien, som udspringer af en tegneseriestribe af Lincoln Peirce. Store Kris, eller Kris som omverden foretrækker at tiltale ham, går i sjette klasse. Hans klassekammerater er Teddy og Frans. Jenny, hende drømmer han om. Og Dina, klassens stræber, hende hader han. Derfor er det noget nær det værste der kan ske, da deres klasselærer fru Godtfred sætter ham i arbejdsgruppe med Dina. De to skal lave et projekt om Benjamin Franklin, en af de såkaldte founding fathers og lidt af et universalgeni. Katastrofen får yderligere et nøk, da Dina kommer med på Kris fleeceballhold, hvilket truer holdets chancer for at vinde det eftertragtede SOLFS trofæ (Sport Og Leg For Sjov), og tillige navngiver holdet ‘Kittekattene’ i stedet for ‘Psykohundene’, som Kris havde tænkt sig.
Peirces streg er ikke specielt bemærkelsesværdig. Figurene har noget skabelonagtigt, anonymt over sig og enkelte af dem er fortællemæssige klicheer: den distræte, søde og pinlige forælder, Kris far, og den strenge lærerinde med det lettere anakronistiske lille-pige-look ala 1950, den voluminøse fru Godtfred. Men når det er sagt, så er det også sagt, for Store Kris er et charmerende bekendtskab, som udvider grænserne for – hvad vi i mangel af bedre kan kalde – mainstreambørnebogen. Historien galopperer afsted ad flere fortællespor i en stram komposition; Kris møder hele tiden nye udfordringer til stor morskab for læseren. Ethvert teksttræt barn må nyde bogens visuelle overskud, omend de kvikke replikker og ironien i både tekst og billede kræver en læser med en vis fortolkningskompetence.
Blandingen af tekstbog, illustrationer og tegneserier er del af en tendens i børnelitteraturen, hvor genrer blandes og billedsiden opprioriteres.
Tekst og tegninger er langt mere gennemarbejdet end man ser i almindelige tekstbøger med pletvise illustrationer, idet tekst og billede skiftes til at fortælle historien. Derudover er der bogen igennem en række tegneserier, som skal forestille at være lavet af Kris selv. Hvor de øvrige illustrationer afbilder Kris og hans verden, som den formodes at se ud, ser vi her verden visuelt filtreret gennem Kris.
Tegneserierne foregiver at være udrevet kladdepapir og har derfor en linjeret overflade, hvilket sammen med den bevidst primitive streg og en mængde visuelle symboler (pile, mønstre osv.) gør dem skønne at se på. De pointerede slutninger trækker heller ikke ligefrem ned. Det er ganske enkelt en gennemsjov historie.
Tonen minder lidt om ‘Scott Pilgrim’ tilsat en dosis moral. Kris opnår nemlig den – håber forfatteren – afsmittende indsigt, at det ikke er så slemt at gå på biblioteket og læse bøger om geniet Benjamin Franklin. Den altoverskyggende morale er dog den glimrende, at det godt kan betale sig at lave tegneserier. Hvorfor må du selv læse dig til.
Tempo og humor har aldrig været en dårlig kombination. Når dertil kommer en original blanding af tekstbog og tegneserie, er bogen sikker på at appellere til drenge, som ofte efterspørger billeder i bøgerne. Derfor er der kun tilbage at bede om fru Antorini og hr Elbæks opmærksomhed. Når undersøgelser gang på gang viser at drenge er mindre motiverede læsere end piger, er det om at pushe de bøger som med stor sandsynlighed tiltrækker og fastholder det udfordrede segment.
Karakter: 4/5
Titel: Store Kris vender frygteligt tilbage.
Forfatter/tegner: Lincoln Peirce
Forlag: Gyldendal,
Sidetal: 216
Pris: Kr. 99,50
Udgivelsesår: 2012
