Rikke Bakmans ”Glimt” udkom 7. januar, og siden er den blevet overdænget med anmelderroser. Nummer 9 tog en snak med debutanten om at starte fra nul som tegneserietegner og gå på opdagelse i barndommens land.
De seneste to år har Rikke Bakman hørt stemmer. Hun har hørt sin storesøster kalde hende en ”ogginok” og en ”røvspasser”. Hun har hørt sin far skælde ud og sin mor trøste.
- Det har været en konstant knævren, sukker serieskaberen.
Bakman har netop udgivet ”Glimt”, en anmelderrost graphic novel (anmeldelse, preview), hvor hun rekonstruerer en sommerdag fra sin barndom i midtfirserne. Familien ferierer ved Vesterhavet, og for Bakman var det meget vigtigt at ramme tonen i deres samtaler. Hun vendte og drejede opmuntringer, bebrejdelser og irettesættelser i hovedet, til de lød helt rigtigt. Og så lagde hun dem i munden på sin familie, skildret i naivistisk blyantsstreg.
- Jeg bliver nødt til at finde en måde at stoppe de knævrende stemmer på, hvis jeg skal lave sådan noget igen, griner Bakman.
- Heldigvis hjælper motion lidt.
Det store i det små
Arbejdet med ”Glimt” startede på Serieskolen i Malmö, før Bakman vendte tilbage til Det Fynske Kunstakademi, hvor hun havde bogens første 100 sider med til afgangsudstillingen. Siden brugte hun endnu et år på at tegne og forfatte bogens i alt 288 sider, ”mere eller mindre på fuld tid.”
- Egentlig er jeg kunstuddannet, så som tegneserietegner startede jeg helt fra nul. Hvordan tegner man f.eks. biler rigtigt? Det var jeg overbevist om, at jeg ikke kunne, så jeg prøvede at klippe-klistre nogle fotos af rigtige firserbiler ind. Men det funkede ikke, konstaterer Bakman.
Hvorfor lave en selvbiografisk fortælling?
- Jeg har nok en tro på, at de bedste historier findes lige for næsen af os. Ved at tage udgangspunkt i min egen barndom håbede jeg at kunne ramme en stemning, som andre kunne relatere til. Det handler om at finde det store i det små!
Alt er lige vigtigt
”Glimt” foregår over en enkelt dag i Bakman-familiens sommerhus, dengang Rikke var seks år gammel. Eller sådan præsenterer historien sig i hvert fald. I praksis er dagen sat sammen af en række erindringsglimt fra Bakmans barndom: Rikke piller ved et håndtag i bilen og vælter ud. Hendes storesøsters undulat flyver væk. Forældrene får besøg af et par venner, og aftenen ender i et jalousidrama. Stort og småt, skulder ved skulder.
- Det er også derfor, tegneserien skrider frem med ét billede per side. På den måde får alt lige stor vægt, for alt er lige vigtigt for et barn – alt er dramatisk, og det skulle formen afspejle.
Ingen af erindringerne i ”Glimt” er opdigtede, men nogle er en slags rekonstruktioner:
- For eksempel går vi på jagt efter en undsluppet skildpadde i bogen, men den passage er reelt sat sammen af to forskellige episoder, som jeg blander lidt sammen, indrømmer serieskaberen.
På opdagelse i fortiden
I starten var Bakman meget optaget af at ”fortælle sandheden”. Hun bladrede i familiens fotoalbum, tog billeder af sommerhuset og udspurgte sine forældre om de mindste detaljer fra firsernes ferier. Men med tiden lod hun den gode fortælling vise vejen:
- Jeg har læst en del selvbiografiske tegneserier, og min oplevelse er, at det langt fra er nok at fortælle hudløst ærligt om sit liv. For at være interessant for andre, skal historien også være godt fortalt.
Alligevel var researcharbejdet gavnlig, for billederne og detaljerne var en vej ind i den tid, Bakman skildrer i ”Glimt”.
- Da jeg lavede bogen, var jeg meget inspireret af den amerikanske serieskaber Lynda Barrys bog ”What it is”. Det er en slags selvbiografisk, kunstfilosofisk håndbog, og nogle af øvelserne i den var enormt inspirerende. De handler meget om at tage udgangspunkt i nogle konkrete ting og steder fra fortiden og gå på opdagelse i de erindringer, det sætter gang i. Det er en virkelig frugtbar tilgang, synes jeg.
Har arbejdet med ”Glimt” haft en betydning for, hvordan du husker?
- Jeg er blevet mere opmærksom på at huske og på, hvordan man gør det. I starten skulle jeg virkelig arbejde for at hente sanseindtryk frem fra min barndom, men efterhånden er det blevet meget let. Nu skal jeg bare forestille mig sommerhuset, så kan jeg nærmest lugte lyngen, fortæller Bakman.
Barneliv i nuet
Hvordan valgte du de erindringer, der kom med i bogen?
- Det var meget en fornemmelsessag. Selvfølgelig skulle begivenhederne foregå om sommeren, og når jeg havde valgt, at hele fortællingen skulle afvikles over én dag, udelukkede det nogle ting. Men grundlæggende handlede det om at finde de øjeblikke, hvor verden blev lidt større og man kunne ane noget utrygt og kaotisk bag hverdagens forudsigelige rutiner, funderer Bakman.
Men selvom seks-årige Rikke både bliver sparket over foden, ser en død hare og får myrer op i tissekonen, så efterlader ”Glimt” et indtryk af en harmonisk barndom. Problemerne løser sig altid for vores lille hovedperson, før de bliver rigtig alvorlige. Bakmans historie rummer ikke ret meget konfliktstof – til gengæld er den usædvanligt stemningsmættet.
Hvad håber du, at vi som læsere får ud af ”Glimt”?
- Jeg har forsøgt at skildre barndommen som tilstand. Forhåbentlig kan folk genkende sig selv og deres egne børn i ”Glimt”. Bruge bogen som en indgang til en tid, hvor man er helt til stede i sin egen krop og i nuet. Hvor pubertetsårenes akavede selvbevidsthed ligger foran én, og man lever intenst fra øjeblik til øjeblik.
- Hvis bogen overhovedet har en dagsorden, så er nok det: At det er en måde at leve på, som vi burde lade os inspirere af. Ikke mindst mig selv! griner Bakman.
ehæm, Erik Barkman, det hedder altså en tissekone.
Ha, fair nok – retter straks til!
Jeg læst en del anmeldelser af Glimt efterhånden og er blevet temmelig irriteret over, at alle anmeldere (næsten) falder på røven over, at Bakman har lavet en god tegneserie PÅ TRODS af hendes ‘primitive’, ‘barnlige’ osv. tegninger. Jeg får lyst til at råbe meget højt: Hallo, tag lige de der skyklapper af, der ignorerer de sidste godt og vel 100 års udviklinger indenfor vestlig billedkunst. Bakman er billedkunstner med et infantilt-koloristisk udtryk – ligesom alle mulige andre kunstnere helt tilbage fra starten af 1900-tallet. Se bare på Klee, Vlaminck, Kokoschka, ja, Picasso for den sags skyld. Eller de tyske ekspressionister – Nolde, Kirchner, Schmidt-Rotluff – som nazisterne kaldte ‘entartete’ (jaja, ingen sammenligninger her, men alligevel). Helt ærligt, danske anmeldere: Infantile udtryk i kunst er hverken nye eller provokerende, bare fordi de nu udkommer i dansk tegneserieform.
Jeg synes det er en helt rimelig irritation Johan lægger for dagen, men tror måske at han overser at tegneserier i løbet af de sidste ti-femten år har gennemgået en slags slemt forsinket modernisme og at man nok bare må væbne sig med lidt tålmodighed indtil udviklingen har udspillet sig og også er nået helt til Danmark.
I flueknepper-afdelingen er jeg imidlertid uenig med Johan i at de nævnte malere arbejdede i en infantil-koloristisk tradition, de syntes at have været mere interesserede i “primitive” udtryk og hentede inspiration fra andre billedkunsteriske traditioner end den vestlige i mindre grad end fra børnetegninger. Jeg ville nok ha’ nævnt f.eks. Dubuffet og Baselitz i stedet, men som sagt, flueforførelse.
Nu bryder jeg mig ikke om at gå ind i anmeldelser af mit eget værk, men må udtrykke glæde over Johan tager emnet op. Jeg synes også det er en lidt ærgerlig måde at snakke om tegning og æstetik. En ellers udmærket tegneserieanmelder beskrev min tegning, som pølseformede skyer på en blå baggrund. Især vejret og skyerne er et element jeg har forsøgt at skildre levende.
Billedkunstnere som jeg har kigget på meget på er. Herup, Louise Bourgeois, Niki de saint Phalle, Kiki Smith og Henry Darger. Jeg ved ikke om man vil beskrive deres arbejde på samme måde.
Rikke,
Jeg tror ikke det er et spørgsmål om andet end at langt størsteparten af menneskeheden primært forholder sig til hvad de såd’n lige umiddelbart ser og tegningerne i Glimt ligner altså børnetegninger. At det er et æstetisk valg er helt fint, men du kan ikke forlange at læseren skal “opdage” dine inspirationskilder, bare fordi du selv har haft dem. Jeg har ikke læst Glimt, så den her udtalelse er udelukkende baseret på de eksempler jeg har set på nettet, men jeg ser ingen indlysende spor af Henry Herup, Louise Bourgeois, Henry Darger eller Kiki Smith i dit arbejde og har svært ved at klandre eventuelle anmeldere, der heller ikke gør det. Altsammen sagt i den bedste mening.
Nå men det var nu heller ikke det jeg mente. Jeg har det sådan set fint med at mine tegninger bliver sammenlignet med børnetegninger, men kunne være fedt at se anmeldere gå mere ind i tegningen og hvad den faktisk gør for fortællingen. Nu er jeg ikke inde i hele anmelderstanden, men har på fornemmelsen at dem som anmelder tegneserier normalt anmelder film eller almindelig litteratur og måske ikke er vant til at forholde sig til tegninger på et mere billedkunstnerisk plan.
Men jeg må også sige at jeg er oven ud lykkelig for alle de anmeldelser jeg har fået, og havde ikke i man vildeste fantasi troet at min tegneserie ville få så stor opmærksomhed som den har fået.
Folk med journalistisk baggrund har vel en tendens til at være sprogmennesker, der, når de oplever et kunstværk, vil fokusere på det sproglige og det narrative. Man ser det samme indenfor musikanmeldelser, hvor rock-anmelderne er glade for at kunne citere Bob Dylan’s tekster i en anmeldelse, men kun sjældent kommer ind på de mere kompositoriske aspekter af den musik de anmelder.
Anmeldere bør, efter min mening, grave lidt dybere i værket end de “almindelige” læsere – eller “størsteparten af menneskeheden”, som Henrik kalder dem. Og betragtningen: ‘Det ligner børnetegninger’ forbliver rent overfladisk og banal, og jeg forstår derfor ikke nødvendigheden af den i tilfældet med Glimt. Som Rikke nævner (og som Henrik vist nok også er enig i?), bør tegneserieanmeldere besidde en billedkunstnerisk ballast, da tegneserien som bekendt er et billedmedie. At man ikke når meget videre end til at sammenligne tegningerne med børnetegninger, det er bare ikke godt nok.
Ja, vi er enige i at tegneserieanmeldere kan nyde godt af også at have en billedkunstnerisk ballast. Hvis jeg på den anden side må lege djævelens advokat, så ER det jo også muligt at en anmelder ikke kan finde andet i et grafisk udtryk end “børnetegninger” ligegyldigt hvor meget vedkommende graver og kigger! Hvis man som tegner tegner en gris, men alle der ser tegninger tror at det er et næsehorn, så KAN det jo godt være at man har tegnet en gris, der ligner et næsehorn