Tredje bind i den spændende postapokalyptiske børnetegneserie “Alene” er ligesom de to forrige bind heller ikke bange for at være lidt foruroligende. Der er dømt vanedannende læsning.
Der er ikke noget som verdens undergang. Det får os ligesom i kontakt med os selv. Er vi en af dem der overlever, eller en af dem der dør? Er vi en af dem der leder, eller en af dem der bare følger? En af dem der opportunistisk udnytter lejligheden, og lader dyret få det bedste af sig, eller en af dem der holder fast i sin menneskelighed, og insisterer på at hjælpe og beskytte?
Og det er ikke kun mødet med os selv der fascinerer. Det er også mødet med de andre, og med den verden vi før havde Google-mappet hver en kvadratmeter af. Nu kender vi hverken verden eller dens beboere. Hvilke farer lurer, og hvordan er de andre blevet? Hvilken verden har de bygget i ruinerne af den gamle? Er de venner eller fjender?
I en stadig mere gennemreguleret, kompleks og virtuel civilisation, er det ikke underligt at vi fascineres af, og længes efter den postapokalyptiske verdens brutale enkelthed.
I hvert fald i dens fiktive former.
I “Alene” er den post-apokalyptiske horror i børnehøjde.
Her er de fleste mennesker forsvundet på en nat, og således er verden gået under på den mest børnevenlige måde muligt: uden lig i gaderne. Kun enkelte børn er tilbage, de er vågnet om morgenen i tomme huse, i tomme byer i en tom verden.
Fem af dem møder hinanden og slår sig sammen, og her i tredje bind har de ombygget en bus til beboelse, forladt deres hjemby “Storstad” og er kørt ud i verden, for at se hvad der er sket med den.
Der møder de “Haj-klanen”, en større gruppe af børn, der bor i “Skatteøen”, en forlystelsespark med sørøver-tema. De morer sig med at fodre parkens store hvide haj med hunde, og ledes af 11-årige Saul, der er søn af parkens skaber, og som har en noget usund fascination af Nazityskland.
Saul føler sig truet af de fems uformelle leder, børnehjemsdrengen Dodji, og tiltrækkes samtidig af 8-årige Camilla. Djodji tager han til fange, og Camilla gifter han sig med, gennem et noget særpræget massebryllupslotteri.
Hvis det lyder uhyggeligt og en smule creepy, så er det fordi det er det. “Alene” er en børnetegneserie tegnet i en klassisk fransk/belgisk stil, der skylder et og andet til Splint og Co, men forfatteren Fabien Vehlmann har kontakt med Mørket, som han også demonstrerede i “Beautifull Darkness”, der på anderledes voksen vis også handlede om en slags efterladte børn på egen hånd i en nådesløs verden. Der løber en lille, urolig understrøm af ubehag gennem “Alene”.
Historien om den lille gruppe der kommer til et ny samfund, hvor alt ikke er hvor det skal være, er en klassisk øvelse i den post-apokalyptiske genre, og historien er da heller ikke synderlig orginal. Men Vehlmann og tegner Bruno Gazzotti afvikler stramt, veloplagt og friskt.
Uhyggen balanceres fint med action-ramasjang og humor, og personerne er tegnet klart op som typer, men med liv og nuancer nok til at opleves som ægte. Det er også velgørende, at den mangfoldige virkelighed vi bebor er afspejlet i seriens persongalleri. De fems uofficielle ledere, Djodi og pigen Leila, er henholdsvis en sort børnehjemsdreng og en lægedatter med mellemøstlig baggrund. Og så gøres der ikke mere ud af det.
Roses må også tegneren Bruno Gazzotti flair for især at afvikle effektive og suspensefyldte action-sekvenser, der river læseren med. Som her, hvor Djodi skal krydse bassinet med den store hvide haj:
Bemærk især de to aflange billeder. Hajen nærmer sig og Djodi ligger stille og holdet vejret i vandet, så den ikke skal opdage ham. Så: først et nærbillede af hans øjne, mens han ser op. Og så et billede af det han ser, himlen, skyerne, mågerne. Et øjeblik her, ser vi verden gennem Djodis øjne, og vi forestiller os hvad han tænker og føler og vi holder selv vejret og det korte billede læses på et øjeblik og føles som en evighed. Så passerer den enorme haj.
Et dramatisk højdepunkt, der både har suspense, stilhed, og et strejf af poesi i sig. Det er meget fint.
Efter at have brugt de to første bind af “Alene” på at etablere den tomme verden, bliver der i “Hajklanen” lagt spor ud, der peger mod den store gåde: hvorfor er de fleste af menneskene, og alle de voksne, forsvundne? Det bliver tydeligt at Vehlmann og Gazotti vil andet og mere end bare at lade hovedpersonerne strejfe omkring i postapokalypsen i Jeremiah/The Walking Dead-stil. Der er en større sammenhængende historie, og den er med til at gøre “Alene”-serien til vanedannede læsning. Mere post-apokalypse, tak!
Karakter: 4/5
Værkets titel: Hajklanen
Serie: Alene nr. 3
Forlag: Carlsen
Forfatter/tegner: Fabien Vehlmann / Bruno Gazzotti
Dansk oversættelse: Julie Rotne
Form: Hardcover, farver, 56 sider
Vejledende pris: 250 kr.
Udgivelsesår: 2014
ISBN: 9788711322130
Del på
