Uvisheden
Dansk debut er fyldt med surrealisme, farveeksplosioner og måske lige en kende mere usikkerhed og uvished end hvad godt er. Malte Burups “Uvisheden” er dog ærlig omkring sit eget væsen.
En ung mand bevæger sig igennem det ene syrede, groteske og forstyrrende scenarie efter det andet. Vi møder ham aldrig uden for denne drømmeagtige verden, så vi ved ikke, om han drømmer, eller om han er vågen. Men han søger velsagtens efter et eller andet på sin rejse igennem en verden fyldt med sære væsener, forvrænget virkelighed og en mareridtsagtigt forlystelsespark. Vi tager naturligvis en tur igennem noget beskidt seksualitet, selvom hovedpersonen låner denne beskidte og farlige tankegang fra en anden, nemlig det lig, han finder i første scene. Ingen underbevidsthedsodysse ville være komplet uden en voyeristisk tur igennem en sexklub.
I pressematerialet beskrives bogen som en “skattejagt uden en skat”, og der lægges vægt på, at rejsen er vigtigere end destinationen. Abstraktionen frem for realplanet, kunne man måske sige. Hele herligheden er i familie med de mest syrede dele af Charles Burns’ “Xed Out”-trilogi, hvilket den vilde farvelægning da også vidner om. Flader af farver med fuld fart på farveladen, og som læser får synsnerven noget at tage sig til. Igen tilstræber hverken tegninger eller farvelægning realisme, men i stedet det ekspressive og udtryksfulde. Tegningerne er dog også med til at skabe en distance mellem fortællingen og læseren, hvilket man må regne med er meningen. Stemninger er der nok af, så man er ikke efterladt helt uden hjælpemidler til sin læsning.
Men det er altså ikke kun hovedpersonen, der kæmper med uvished. Læseren efterlades også med en massiv overdosis af denne følelse, da Burup ikke rigtigt løfter låget ned til gryden med forklaringer. Det har han sådan set heller ikke nogen pligt til. Læsningen må være læserens ansvar. Men man efterlades alligevel med fornemmelsen af at have overværet et forløb, der er så privat og indadvendt, at den eneste læser, der har en chance for at afkode historien i en eller anden mere eller mindre tilfredsstillende grad, må være Malte Burup. Ens oplevelse af “Uvisheden” må således baseres på, om man kan stilles tilfreds med dette lidt begrænsede udsyn. Personligt har jeg det fint med det.
Midt på rejsen møder hovedpersonen væsenet Spædfar, der gemmer sig i en mandehule fyldt med computerspil og diverse andre ting, der nok skal det få det til at kilde lidt ubehageligt i mavsen hos os mænd over 40, der stadigvæk går i hættetrøje og t-shirts med nørdede motiver. Spædfar kender mange mænd nok alt for godt, så her er symbolikken lige under en meget tynd og nærmest lige lovlig gennemsigtig overflade. Som det eneste sted i bogen, der velsagtens er ren symbolik uden et realplan til at stabilisere læseoplevelsen.
Symbolikken og det surrealistiskes forhold til det virkelige og reelle føles dog ikke så potent eller betydningsladet som hos en Charles Burns, en Jim Woodring eller en David Lynch, og ofte har man følelsen af, at billederne er kommet før betydningen hos Burup. Ikke at der som sådan er noget galt med en visuel bevidsthedsstrøm som den, der leveres her – sær ikke, når det visuelle er så lækkert præsenteret, som det er her – men det ville lige have givet udgivelsen det ekstra nyk hen imod det fabelagtige.
Tekstsiden er underspillet og fylder ikke meget. Faktisk kunne jeg flere steder godt have undværet den helt. Alle sætninger (inklusiv den første) starter med ordet “og”. Intet stykke tekst står altså alene, men bliver en lille del af en endeløs række af sætninger og beskrivelser. En række, der er startet længe før tegneserien og som strækker sig længere ud i narrativets horisont, end læserens blik når. Det er måske snedigt, men på den anden side også lige snedigt nok. I hvert fald irriterer den evindelige brug af ordet “og” læseren som var den en lillebitte sten i skoen. Lidt variation ville trods alt have været velkomment, men heller ikke her får man som læser noget at skulle have sagt.
“Uvisheden” er en interessant, men alligevel lidt uforløst oplevelse, der i den grad lever op til sit navn. Til gengæld er den en visuel fest, der – viste det sig – sagtens kan tåle mere end en gennemlæsning. Måske er frustrationen og usikkerheden hos læseren tilsigtet, men på trods af den stramme visuelle stil, ville det have været velkomment, hvis man kunne have opnået vished om, at uvisheden var tilsigtet. Selvom det måske et eller andet sted giver sig selv?