Pierre Culliford, alias Peyo, Snublede ad kringlede omveje over de små blå Smølfer tilbage i 1958, og efter det var intet mere det samme. Peyo’s første historier med Smølferne, er nu endelig tilgængelige på dansk igen i en udgave som yder indholdet retfærdighed.
Fordanskningen af den franske Intégrale, Smølferne 1958 – 1966, er en coffeetable mastodont i miniformat, muliggjort på vores breddegrader af samproduktion med andre lande. Om det så udarter sig til flere bind i serien siden hen, vil logistikken og salgstallene nok afgøre. Indtil da kan nostalgiske forældre og børn nyde noget af det fineste, den fransk/belgiske tegneserietradition har at byde de mindste.
Det meste er set før, så ingen overraskelser der, men klassikere har det jo med at komme igen, og der er god grund til et gensyn her. De sorte Smølfer er en velfungerende bagatel, Smølf den store et fuldgyldigt eksempel på, hvad de fransk/belgiske albums gjorde bedst, da de var på toppen, og Smølfine er så den man kan græde sine feministiske tårer over eller smovse i sig for al sin politisk ukorrekte sexisme. Resten af indholdet er stadig funklende skarpt tegneseriehåndværk af den bedste skuffe, men det er de tre hovedhistorier, som hæver Smølferne op til klassikerstatus. Der blev også produceret fine ting i Peyo’s studio efterfølgende, men højdepunktet kom tidligt, og det er samlet her.
Ekstramaterialet er på seriesiden ikke imponerende, da der kun er medtaget en tidligere version af De sorte Smølfer, ud over hvad der er set på dansk før. Flere af bindets andre serier findes endda også i lignende versioner, uden at de er medtaget af den grund, men det er nok mest kompletisterne, der har noget at udsætte på det. Resten af billedmaterialet er stumper og stykker fra Spirou bladet dengang og diverse familiefotos.
Det egentlig nye for den danske læser vil være Hugues Dayez’ indledende tekst om Peyo og hans studio. Den er lidt kedsommelig i sin pænt samvittighedsfulde gennemgang af Smølfernes skabelsesberetning, men nu er det jo ikke rock’n roll det her, så læs den som en øjenåbner om det kludetæppe af begivenheder, der formede de små blå mænd. Hvor meget et teamwork det var, og hvor ambivalent men samtidig målrettet Peyo tacklede succesen, er ret spøjst. Det er historien om noget så paradoksalt som en vaskeægte kommerciel konstruktion med alskens merchandise og gøgl til følge, og så en genial serie med stor integritet samtidig. For peyo som stadig havde hjertet i sin første store kærlighed, Henrik og Hagbart, var smølferne en arbejdssejr. For de opvoksende generationer af læsere blev de et ikon, tegneseriens svar på McDonalds.
Hvorfor blev de små mænd blå? Hvorfor valgte Peyo at bruge fem paneler og ikke fire, som var det gængse? Hvordan kom den småanarkistiske civilisationskritik til at få plads i bedsteborgeren Peyos Smølf den store, og hvad var assistenternes og medforfatterenes rolle i skabelsen af serien? Det bliver alt sammen tygget så godt og grundigt igennem, at man ikke har indtryk af, at der kan koges meget mere suppe på det ben. Det er nok kun de allermest hardcore, der efter det her har våde drømme om Dayez’ Peyo biografi Peyo L’enchanteur på dansk.
De gulnede fotografier, der viser Peyo og hans assistenter Lucien De Gieter, Walthéry, Gos og Derib, som alle deltog i tegnearbejdet, står med deres skær af antikvitet i en pudsig kontrast til selve seriens friskhed. Den kunne være tegnet i går, og som det også er tilfældet med en anden hyret hånd, som drev det vidt i den kommercielle mølle, Carl Barks, havde Peyo evnen til at fortælle med en langtidsholdbar direkthed som ikke kræver nogen længere forklaring for nutidens læsere. E. P. Jacobs og Jack Kirby er udfordrede på det felt, deres andre fortræffeligheder til trods, mens Smølferne besidder tidløshedens gave.
At nogen afviser Smølferne som en klam fidus er fuldt forståeligt, da der sjældent har været et børnekoncept, som er blevet kneppet hårdere, og det siger ikke så lidt. Mumitroldene og Pippi Langstrømpe ømmer sig stadig. Men i al sin smukke enkelhed danner samlingen her ring om kernen i dette vidt forgrenede univers i universet og skaber et patineret refugium støvsuget for alskens Smølfeparties og ulækre CGI-figurer, hvor man kan nyde den ægte vare over en kop varm kakao og himmelblå pandekager. Det er mest for børn, men det er godt.
Karakter: 5/5
Titel: Smølferne: Samlebind 1958-1966
Forfatter/tegner: Peyo
Forlag: Cobolt
Farve og form: Farve, hardcover
Sidetal: 288 sider
Pris: 348 kr.
Oversætter: Jens Peder Agger
ISBN: 9788770855211
Udgivelsesår: 2013
Del på
