Italiens nok mest indflydelsesrige tegneserieforlægger, Sergio Bonelli, døde i sidste uge. Det forlag, han i over et halvt århundrede bestyrede tegnede mere end noget andet den milanesisk dominerede italienske tegneseriemainstream, konsoliderede tidligt det kompakte, sort-hvide, tykke tegneseriehæfte som dominerende format i italiensk tegneserie og var ansvarlige for klassiske serier som Tex, Mr. No, Ken Parker og Dylan Dog.
Sergio Bonelli blev født ind i en tegneseriefamilie. Hans far Gian Luigi Bonelli var en af Italiens store tegneserieskikkelser og hans bedst kendte figur, Tex Willer (påbegyndt 1948), er efter godt seks årtier på de italienske kioskhylder stadig kongen af Spaghetti-Vesten. Den uden tvivl mest sejlivede westernserie i mediets historie.
Gian Luigi havde i 1940 stiftet forlaget Audace i Milano og det var her Sergio i efterkrigsårene lærte sin métier, under vejledning af sin på det tidspunkt fraskilte mor, forlagsdirektør Tea Bonelli. Forlaget skiftede navn flere gange i løbet af de følgende årtier og Sergio overtog gradvist dets styring og gjorde det efterhånden til Italiens største under navnet Sergio Bonelli Editore.
Sergio fungerede sideløbende som tegneserieforfatter. Under pseudonymet Guido Nolitta skabte han fra sidst i 50erne op til 70erne en række serier, der var med til at tegne forlagets profil. Hans første egenhændigt udviklede serie var westernen Un ragazzo del far West (‘En dreng fra det Vilde Vesten’), som han i 1958 startede samarbejde med tegneren Franco Bignotti, mens hans sidste større arbejde var actionserien Mr. No, udviklet sammen med tegneren Gallieno Ferri, der kørte fra 1975 og helt frem til 2006.
Hans bedst kendte serie er imidlertid Zagor, en westernserie med science fantasy-islæt og en superhelteagtig skovhelt med aner tilbage til Jens Lyn i hovedrollen. Bonelli startede serien sammen med Ferri i 1961 og skrev den frem til 1980. Serien kører stadig og har vundet særlig popularitet som eksportvare til de tidligere jugoslaviske lande samt Tyrkiet (hvor der er blevet produceret tre uofficielle Zagor-film).
Blandt Bonelli Editores største hits under Sergios styring finder man serier som Giancarlo Berardi og Ivo Milazzos western Ken Parker (1977-84), der tilførte de traditionelle mainstreamformler en voksen sensibilitet og således var med til at bringe den italienske mainstreamtegneserie ind i en ny tid; Alfredo Castelli og Giancarlo Alessandrinis adventure-serie Martin Mystère (påbegyndt 1982), der dannede bro til den nye bølge af spændingserier, som så dagens lys i 80erne: Tiziano Sclavis skræk/detektivserie Dylan Dog (påbegyndt 1986), Claudio Nizzi og Giampiero Casertanos noir-krimi Nick Raider (1988-2005), Michele Medda, Antonio Serra og Bepi Vignas SF-serie Nathan Never (påbegyndt 1991), m. fl.
Sergio Bonelli trak sig tilbage i 2007 og overlod styringen af forlaget til sin mangeårige samarbejdspartner (bl.a. som forfatter på Zagor) Decio Canzio. I 2008 blev han udnævnt til æresborger i sin fødeby, Milano.