
Deichmanske bibliotek, med Serieteket på førstesalen. OCX Ground Zero. Foto taget i 2010
Tegneseriefestivalen Oslo Comics Expo har med succes været afholdt årligt siden 2007. Den er centreret omkring Oslos Serietek, på Schouss plads i det gamle rabarberkvarter Grünerløkka og har efterhånden opbygget sig en solid profil som lille, kvalitetsorienteret og alternativvenlig tegneseriefestival med lige dele opmærksomhed rettet på den lokale og den internationale scene.
På festivalen i år, der løber fra fredag til lørdag 7-8 juni, er ambitionsniveauet imidlertid steget: antallet af udenlandske gæster er vokset og tæller profiler som hollandske Joost Swarte, amerikanske Chris Ware, østrigske Ulli Lust og canadierne Seth, Marc Bell, Jillian Tamaki, Pascal Girard og Tom Devlin (æres-).
Programmet omfatter sceneinterviews og udstillinger (bl.a. med Swartes værker, samt et vue over 20 år med det norske alternativforlag No Comprendo), samt traditionen tro forskellige fester med udskænkning ad libitum. Som noget særligt i år, ledsages festivalen af to dagsseminarer — et om den moderne tegneseries æstetik, der arrangeres i samarbejde med det norske tegneserieråd Grafill og afholdes om torsdagen, og et der stiller skarpt på behovet for et nationalt kompetencenter for tegneserieri biblioteksregi, som afholdes om fredagen.
Det skal for god ordens skyld nævnes, at undertegnede optræder som officiel gæst, først og fremmest som repræsentant for Dansk Tegneserieråd på biblioteksseminaret, men også som redaktør af den nordiske antologi Kolor Klimax, som vil blive genstand for en særlig præsentation om lørdagen.
Læs vores reportager fra tidligere OCX-festivaler her, her og her.