Den amerikanske vittighedstegner, musiker og forfatter John Callahan døde lørdag morgen i en alder af 59, af komplikationer som følge af den tetraplegi–lammelse i alle fire lemmer–som han pådrog sig under en traffikulykke da han var 21.
På trods af sin lammelse, var Callahan i stand til tegne og han gjorde det til en succesrig karriere. Hans groft hakkede tegninger, der også har været udgivet på dansk, blev ved hans død trykt jævnligt i over 200 aviser og blade. De var præget af en kulsort humor, der ofte trak på hans eget handicap, skyldte i deres absurdistiske afsæt ikke så lidt til koryfæer som William Steig, James Thurber, Gahan Wilson og Gary Larson. Udtrykket var imidlertid betydeligt mere grovkornet og i sidste ende trøsteløst, men forløstes af hans humoristiske sans.
Callahan udgav 10 bøger med sine tegninger samt selvbiografien Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot: The Autobiography of a Dangerous Man; han var musiker og sangskriver og udsendte et album i 2006, der bl.a. gæstedes af Tom Waits. Derudover var han involveret i produktionen af to animerede tv-serier baseret på hans arbejde, Pelswick og Quads.