Gæste-Nummer 9’er Niels Falk pløjer sig igennem en samling tegneserier købt på anbefaling fra den store franske festival.
Hver januar er den franske provinsby Angoulême vært for Europas største tegneseriefestival. Enorme salgstelte slås op i den gamle middelaldermidtby, hver en ledig museumkvadratmeter fyldes med originalsider og tegneserien er for en kort stund det vigtigste medie i verden. Særligt fokus ligger på de bandes dessinées, festivalen finder værdige til at nominere og hædre i diverse priskategorier.
Tegneserieentusiast Niels Falk har gjort det til en tradition at bruge Angoulêmes anbefalinger som et afsæt til at gå på opdagelse i den franske tegneserieverden, og her deler han ud af erfaringerne fra seneste indkøbsraid:
– De seneste tre-fire år har jeg uden held forsøgt at komme til Festival International de la Bande Dessinnées Angoulême. Igen i år nåede jeg ikke til selve festivalen, da min elendige familien nægtede at tage hele vejen til en forblæst by i Vestfrankrig for at se på tegneserier. Men jeg fik da lokket dem til Paris, mens festivalen løb af stablen – og som plaster på såret fik jeg set Franquin-udstillingen og fyldte min bagage med en bunke af de mest markante album fra Angoulême. Nu har jeg læst dem og deler ud af lidt forbrugerinfo til de interesserede. Det er ikke regulære anmeldelser, så de får ikke stjerner med på vejen …
Quai D’Orsay 2 – vandt Bedste album
– Christophe Blain og Abel Lanzac lavede for et par år siden det semi-biografiske album Quai D’Orsay – opkaldt efter adressen, hvor det franske udenrigsministerium ligger i Paris. Albummet, der kan beskrives som et mix mellem Doonsbury og ’Sjukkerne, udstillede i satireform det franske udenrigsministerium under Dominique Villepin – og det blev en bragende succes.
– Fortræffelighederne fortsætter i dette andet album, som altså blev hædret som årets bedste på Angoulême. Her graves der dybere i, hvordan politik skabes – og hvordan politikere skaber sig … Historierne er baseret på forfatterens egne oplevelser som ansat i staben på Quai D’Orsay, og han tegner et portræt, der indeholder lige så meget bid og fascination som humor og selvironi. Stilen er lidt bladtegneragtig, men netop derfor virker den så godt til politisk satire. Quai D’Orsay 2 er udgivet i et voldsomt flot udstyr: Full size og hardcover, mindre kunne ikke gøre det. Den er MEGET fransk, hvilket nok er grunden til, at den ikke er udkommet på fx engelsk. Men også formidabel og relevant – og værd at opfriske sit skolefranske for at forstå.
“Automne” – vandt Prix Révélation (ca.: Bedste nye talent)
– Ren billedpoesi … Jon McNaught har lavet et super gennemarbejdet album, som væver hverdagslivet i en stille by og efterårets stille processer sammen i fin takt. Det er et grafisk flot album, hvor der er kælet for detaljerne.
– Jeg blev lidt ærgerlig over at opdage, at manden er fra England, hvilket gør det lidt ekstravagant at købe hans album på fransk. Men der er heldigvis ikke så meget tekst i albummet, at jeg føler mig helt idiotisk. “Dockwood” hedder den på engelsk, og det er lidt en gåde for mig, at den vandt “Prix Révélation”, selvom det er et fint lille album. Der er i min optik for lidt substans og historie i fortællingen til at gøre den til en virkelig god tegneserie. Udgivelsen er relevant og interessant for kendere, men den fremstår lidt tyndbenet sammenlignet med de øvrige nominerede.
Castilla Drive – vandt Fauvre Polar SNCF (Krimiprisen)
– Anthony Pastor har tidligere gjort sig bemærket med de flotte album “Hotel Koral” og “Las Rosas”. Hans seneste opus, “Castilla Drive”, er en amerikansk thriller med B-films tække. Det er historien om Sally Salinger, hvis usle mand er skredet og har efterladt hende med deres to børn og et skrantende detektivbureau. Hun står nu modvilligt i spidsen for en biks i grænselandet mellem USA og Mexico, hvor utroskab og forsikringssvindel er hendes daglige brød. En dag dukker Osvaldo Brown alias ”the survivor” op. Han er blevet skudt i øret og frygter, at gerningsmanden vil vende tilbage for at gøre sin opgave færdig – og Osvaldo foretrækker at finde gerningsmanden, før gerningsmanden finder ham.
– Geografien og den stærke kvindefigur sender tankerne i retning af Love and Rockets, den visuelle stil ligner lidt Daniel Clowes’ “Ghost World”, og historien er 70’er blaxploitation film-agtig. Men den er lavet af en franskmand – på fransk … Det støjer lidt. Måske ville det hjælpe, hvis jeg var fransk, eller hvis jeg ikke havde boet på den anden side af dammen, men resultatet svarer for mig lidt til, at Tarantino’s “Django Unchained” blev indspillet på finsk.
“Le Grande Odalisque” – nomineret
– Herhjemme kender vi tegneren Bastian Vivés fra albummet ”Smagen af klor”. Sidste år hittede han på Angoulême med albummet “Polina”, der var et langt (meget langt) og indgående indblik i balletverdenen. Begge album har kvaliteter, men jeg er aldrig rigtig blevet fan. “Le Grande Odalisque”, som han har lavet med den opfindsomme serieskaberduo Ruppert og Mulot er til gengæld noget HELT andet … Nemlig en actiontegneserie om en gruppe kvindelige kunsttyve, der skyder med sniperrifler, kører motorcykler på glaspyramiden ved Louvré og tæver betjente med de bare næver.
– Albummet starter, da vores kvindelige heltinder på bedste Pink Panther-manér stjæler Manets ”Frokost i det grønne” fra Musee D’Orsay. “Le Grande Odalisque” er en fed heist-historie, som spiller på alle de klassiske klichéer – men twister plottet undervejs. Vivés burde være uden for sin komfortzone her, men albummet virker. Det er lavet i et klassisk fransk kommercielt set-up med forfatter, tegner, farvelægger og redaktør – men med et lidt skævt team, som gør, at albummet får en kant og hæver sig over Largo Winch-niveauet.
“Folies Bergère” – nomineret
– Et foruroligende album! “Folies Bergère” er en historie om skyttegravskrigen i 1. verdenskrig eminent tegnet af Francis Porcel og lyrisk skrevet af Zidrou. Den handler om død, krig og desperation. Albummet tager sit navn efter den berømte cabaret i Paris’ 9. arondissement – det var der, Manet lavede sit berømte maleri, og Josephine Baker svingede sine bananer. Soldaterne i skyttegravenes gru bruger Folies Bergér som navn for deres gruppe, hvor alle får et kaldenavn for at holde virkeligheden på afstand.
– Tegningerne er lavet med sikker hånd, men har en konstant trussel lurende i billedernes mørke hjørner. Jeg er sikker på, at Porcel har lavet eller i det mindste læst buler af horror comics. Billederne er farvelagt med få farver – primært grå og brun – og de giver tyngde til siderne og dybde til tegningerne, samtidig med at farverne binder temaerne sammen. I albummet rejser vi i tid og sted og tager en del surrealistiske og mirakuløse piruetter undervejs, men farvelægningen er det, der guider én sikkert rundt. Her er i øvrigt nogle gode procesbilleder fra arbejdet med siderne.
– “Folies Bergère” er en surrealistisk historie, som fortæller om at slå ihjel, om grusomhedens drivkraft og om den pris, man betaler for at slå ihjel. Uanset om det er et barn, der slår muldvarpe ihjel, soldater, der begår selvmord eller krigere, der myrder fjenden – så er der en motivation bag det. Det handler om retten til at slå ihjel og om at miste den. Jeg var grebet fra første side af den her tragiske historie om, hvor tynd civilisationens fernis er og hvad vi gør ved os selv som samfund og som mennesker, når vi går i krig.
– Det er muligt, det står på skuldrene af Tardis skyttegravstegneserier, men hvis du spørger mig, er “Folies Bergère” bedre …
– Alle disse album er på fransk. Men der udgives buler af tegneserier på fransk – og de sælger. Det seneste Blake og Mortimer-album solgte 300.000 eksemplarer det år, det blev udgivet, og det koster 12-15 euro for et album i hard cover. Der er et stort udvalg og masser af spændende titler – samt penge at spare – for dem, der gør sig den ulejlighed at afpudse deres skolefransk.
