Den amerikanske Xeric Foundation, der siden 1992 har ydet betydelige bidrag til unge, talentfulde tegneserieskaberes projekter, smækker nu kassen i, og vil fremadrettet udelukkende donere penge til alment nyttige formål i stedet. Internettet har overflødiggjort støtte til nye tegneserietalenter, hedder det i en skrivelse fra fonden.
The Xeric Foundation blev stiftet i 1992 af Peter Laird, der i løbet af 1980’erne så millionerne rulle ind på sin bankkonto, efter at han havde skabt undergrundssuccesen Teenage Mutant Ninja Turtles sammen med Kevin Eastman. TMNT var i første omgang – sammen med andre independent-projekter som Cerebus og Elfquest – en væsentlig del af den spirende alternative amerikanske tegneseriescene i midten af 80’erne, men de fire joviale mutantskildpadder vandt – hurtigere end man kunne nå at sige ”Cowabunga!” – et solidt fodfæste i den brede amerikanske bevidsthed med en syndflod af merchandise og filmatiseringer til følge.
Sympatisk nok valgte makkerparret ganske hurtigt, at de mange penge skulle komme deres ligesindede til gode. Kevin Eastman startede i 1990 det senere så kuldsejlede forlag Tundra Publishing, der søsatte en række ambitiøse værker – bl.a. Scott McClouds Understanding Comics og Dave McKeans Cages – og Peter Laird stiftede to år senere The Xeric Foundation, som først og fremmest havde til formål at levere økonomisk støtte til spirende amerikanske tegneserietalenters projekter.
The Xeric Foundation har gennem de sidste tyve år hjulpet talrige talenter på vej, hvoraf flere har udviklet sig til store og stærke kunstnere på den amerikanske tegneseriescene: således har både Jason Lutes, Adrian Tomine, Jessica Abel, James Sturm, Anders Nilsen, Jordan Crane, Derek Kirk Kim og David Heatley fået deres debuttegneserier helt eller delvist finansieret via The Xeric Foundations stipendier. Også den i USA bosiddende danske tegner Henrik Rehr modtog i 2002 et Xeric grant i forbindelse med den amerikanske udgave af 11. september-skildringen Tuesday.
Når Peter Laird nu efter tyve rundhåndede år, og 2.5 millioner dollars fattigere, vælger at stoppe sponsoreringen af nye tegneserietalenters udgivelser, sker det øjensynligt i erkendelsen af, at mediets fremtid er digital: internettet er blevet det nye udstillingsvindue for spirende talenter, og dermed er støtten til de trykte medier overflødiggjort. The Xeric Foundation holder dog en sidste analog ansøgningsrunde med ansøgelsesfrist den 28. februar 2012.
Men hvad mener Nummer 9s læsere? Er fremtiden udelukkende digital – også når det gælder tegneserier? Og er internettet et bedre udstillingsvindue for en ung up-and-coming tegneserieskaber end et godt gammeldaws tegneseriehæfte?